Cursus honorum: Forskelle mellem versioner

'''Cursus honorum''' (lat.) betyder ærefuldeærefuldt [[embede]]r. Det ærefulde, honorære, bestod bl.a. i, at embederembedet ikke var fast aflønnedeaflønnet i den [[romerske republik]]. De 6seks posterstillinger, [[magistrat]]en i den sidste del af [[republik]]kens levetidtid kunne tilbyde, udvikledes over en længere årrække.

Oprindelig var [[Rom]] et [[kongedømme]],. hvor regentensRegentens beføjelser blev opdeltfordelt påmellem de to højst ståendehøjste embedsmænd, [[consul]]erne. [[Tribun]]embedet fik allerede ca. 475 en stor betydning, som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med de [[licinsk]]e love fra 367 fvtf.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet [[prætor]]erne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik deres opgaver præciseret som tilsyn med byen, med kornforsyningen, og med skuespillene.<ref>Jf. Krarup (1971), s. 93</ref> Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederembederne.

Æresbegreberne er nok bedst belyst af [[Cicero]], som tager udgangspunkt i forfædrenes [[dyd]]er. Herfra udvikler han begreberne [[pligt]], [[retfærdighed]] og [[mådehold]] som de idealer, embedsmændene skal leve op til. <ref> Cicero, M.T.: De Officiis</ref> Det må dog tilføjes, at kravetKravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke er særligt præcist beskrevet, og Cicero havde en politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.<ref>Cicero yndede at bruge begrebet ''concordia ordinum'' om sit politiske ideal. Dvs. en styreform, hvor de forskellige interessegruppermed samarbejdersamarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af [[senat]]ets medlemmer, [[nobilitet]]en.</ref>

I den sene republiks tid var der via forskellige reformer blevet skabt en fast struktur om embederne:<ref>Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 - 103</ref>

Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til, hvad vi i dag forstår som en regeringregerings. Da [[senat]]et kun var rådgivende organ og [[folkeforsamlingen (Rom)|folkeforsamlingen]] – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.