Vulgærlatin: Forskelle mellem versioner

130 bytes fjernet ,  for 11 år siden
lix
(lix)
(lix)
Vulgærlatin og klassisk latin er to uafhængige sprognormer, mener visse forskere. Det urromansk, der kan konstrueres ved at sammenligne de senere romanske sprog, er lig med vulgærlatin. Vulgærlatin og klassisk latin har sikkert forskellig [[fonologi]], [[Morfologi (lingvistik)|morfologi]] og [[syntaks]]. Det læses især af stavefejl og grammatiske fejl i indskrifterne, ikke mindst de [[Pompeii|pompejanske]] graffiti. En anden kilde til vulgærlatin er de frigivne slavers replikker i [[Petronius]]' [[Satyricon (Petronius)|Satyricon]] (1. årh. e.Kr.).
 
Andre forskere fremhæver, at det latinske sprog er en enhed indtil oldtidens slutning og et stykke op i middelalderen. Vulgærlatin og klassisk latin er for dem ikke to sprog, men blot to ender af eten [[Sociolingvistik|sociolingvistisk]] kontinuummængde. Nogle ord og former var mere højtidelige og andre mere hverdagslige, men overgangen var glidende. Cicero skriver et udpræget klassisk latin, men i sine breve, der efterligner dagligsproget, har han ofte uventede ord (som ''bucca'' "mund", ''auricula'' "øre"). Det afgørende skel mellem klassisk latin og romansk kommer først i begyndelsen af middelalderen (den første tekst på et romansk sprog er [[Strasbourg-ederne]] fra [[842]]).
 
== Fonetik ==
 
De forskere, der fremhæver, at klassisk latin og vulgærlatin er en etét, mener, at de lydudviklinger, der bygger på indskrifternes og brevenes stavefejl og rekonstruere ud fra de senere romanske sprog, i virkeligheden ikke kendetegner vulgærlatin, men latin som sådan. Den vulgærlatinske udtale, som dette afsnit beskriver, er således for disse forskere i virkelighedendem blotbare den almindelige udtale af latin i den sene kejsertid.
 
Den klassiske latins skelnen mellem korte og lange vokaler opgives med forskellige sammenfald til følge:
|-
|}
Konsonanter udvikles:
 
For konsonanternes vedkommende er der først og fremmest følgende at bemærke:
* ''c'', ''g'' palataliseres til [tš, dž] foran ''i, e, ae, ou, y'': ''centum'' > [tšεntU] "hundrede". Således stadig italiensk, rumænsk; spansk har [θ, χ], fransk, katalansk og portugisisk [s, ž]. [k, g] er bevaret i en dialekt på Sardinien.
* ''c'', ''g'' palataliseres til [tš, dž] > [š, ž] foran ''a, au'' i fransk: ''canis'' > [šjε̃] "hund".
* ''li, le'' (mellem vokaler) > [ľľ] > italiensk, portugisisk [ľ], fransk [ľ] > [j], spansk [χ]: f.eks. ''fīlia'' > italiensk ''figlia'', portugisisk ''filha'', fransk ''fille'', spansk ''hija''
* ''ti, te'' (mellem vokaler) > [tsj] > italiensk [ts] / [dž], spansk [θ], portugisisk [s] /[z], fransk [s] / [<SUP>i</SUP>z]: f.eks. ''ratiō'' > italiensk ''ragione'', portugisisk ''razão'', fransk ''raison'', spansk ''razón''
* ''x'' > [šš] > italiensk, portugisisk [š], fransk [<SUP>i</SUP>s], spansk [χ], f.eks.fx ''coxa'' "hofte" > italiensk ''coscia'', portugisisk ''coxa'', fransk ''cuisse''.
* foran ''sp, st, sc'' i begyndelsen af et ord indskydes der et støtte-''e'' (i italiensk kun efter artiklen og præpositioner): f.eks. ''schola'' "skole" > spansk ''escuela'', fransk ''école'' (italiensk ''scuola'')
 
=== Nominalfleksion ===
 
Det latinske kasussystem med seks kasusformerkasus afvikles gradvis i substantivernes, adjektivernes og pronominernes bøjning afvikles gradvis. I de moderne romanske sprog er det kun bevaret i rumænsk, der har en særligfælles kasusform for genitiv-dativ. Oldfransk skelner stadig mellem nominativ og akkusativ.
 
Klassisk latin har tre køn. I de romanske sprog er neutrum imidlertid blevet opslugt af maskulinum. (i rumænsk og italiensk dog således ater neutrum pluralis er blevet femininum). Denne udvikling kan man sporespores allerede i de pompejanske indskrifter og hos [[Petronius]], hvor gamle netrumsord optræder som maskulinum, f.eks.som ''vīnus'' i stedet for ''vīnum'' "vin".
 
=== Verbalfleksion ===
 
Den klassiske latins syntetiske (bøjedesammenfattende) passiv erstattes af en analytisk (sammensat) form: ''amātur'' "han elskes / han bliver elsket" > ''est amātus'' (italiensk ''è amato'', fransk ''il est aimé'').
 
Den gamle futurum, der bliver utydeliggjort på grund af de anførte lydudviklinger, og erstattes af nye former. De fleste romanske sprog har former, der går tilbage til en omskrivning med infinitiv + ''habēre'' "have": ''cantābit'' "han vil synge" > ''cantāre habet'' (fransk ''chantera'', italiensk ''canterà'', spansk ''cantarà'').
 
== Syntaks ==
 
Syntaktisk er vulgærlatin præget af en tendens til paratakse (sideordning), hvor klassisk latin har en tendens til hypotakse (underordning). Akkusativ med infinitiv og absolut ablativ erstattes af bisætninger, og lange sætningsperioder erstattes af sideordnede hovedsætninger. Fx:
 
F.eks.
* Petronius 46.4 ''Dixi quia mustella comedit'' "jeg fortalte, at væselen åd dem" = klassisk latin ''dixi mustellam edisse''
* Petronius 45.6 ''Ut quadringenta impendat non sentiet patrimonium ejus'' "hans arv kommer ikke til at mærke, at han ødsler fire hundrede tusinde bort" = klassisk latin ''patrimonium ejus non sentiet eum quadringenta impendere''.
Anonym bruger