C.E. Frijs: Forskelle mellem versioner

Fra nu af indtog han kun sin plads i [[Landstinget]], men modstod alle senere opfordringer til på ny at danne en regering. Ikke længe efter sin dimission skulle han dog gøre sit land en væsentlig tjeneste ved at påtage sig på regeringens vegne at føre forhandlingerne med [[Napoleon 3. af Frankrig|Napoleon III's]] udsending, hertugen af Cadore, som efter udbruddet af den fransk-tyske krig var kommet hertil med det mål at bevæge Danmark til at deltage i krigen på fransk side. Han optrådte her med så megen dygtighed og besindighed, at der må tilskrives ham en væsentlig del af æren for, at Danmark undgik at blive inddraget i kampen. Indtil [[1880]] bevarede Frijs sin plads i Landstinget, og uden synderlig deltagelse i forhandlingerne eller i det daglige arbejde var han den anerkendte fører for tingets flertal. Efter sin tilbagetræden levede han på sine godser. Den nordlige del af grevskabet overdrog han dog fra 1882 sin søn, [[Mogens Frijs]], at styre. Kun i anledning af [[Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888|Den nordiske Industri- og Kunstudstilling]] [[1888]] trådte han en kort tid atter frem for offentligheden, idet han overtog ærespræsidiet. Frijs var højagtet af alle for sin noble og retsindige karakter og sin levende følelse for de forpligtelser, hans fremragende stilling pålagde ham over for samfundet.

 

 

C.E. Frijs blev [[hofjægermester]] [[1844]], [[kammerherre]] [[1849]], [[Dannebrogordenen|Kommandør af 1. grad af Dannebrog]] 1864, Storkorsridder 1866, [[Dannebrogsmand]] 1866 og [[Ridder af Elefanten]] [[1869]].