Otto Rosenørn-Lehn: Forskelle mellem versioner

 

Hans forældre var [[oberst]] Henrik Christian lensbaron Rosenørn-Lehn og Christiane Henriette f. Barner, besidderinde af [[Baroniet Guldborgland]]. Rosenørn-Lehn sattes først i [[Vordingborg]] Skole, og derefter kom han til [[Sorø Akademi]], hvorfra han dimitteredes [[1841]]. Han valgte det juridiske studium, men afsluttede ikke dette med en embedseksamen. [[1847]] døde nemlig hans fader, og Rosenørn-Lehn forlod nu [[København]] for sammen med moderen at deltage i bestyrelsen af baroniet. Hans virksomhed som godsejer fik en betydelig udvidelse [[1860]], da moderen, der kort efter døde, arvede [[Baroniet Lehn]]. Rosenørn-Lehn stod nu som ejer af 2 baronier, hvortil kom godserne [[Røssjøholm]] i [[Skåne]] samt [[Kiding]] og [[Årup]] i [[Slesvig]]. Han tog sig med levende interesse af godsernes forvaltning og lagde i den retning indsigt, dygtighed, nøjagtighed og forstandig sparsommelighed for dagen. Han ønskede, at forholdet mellem godsejeren og bønderne helst skulle have en patriarkalsk karakter; han stillede sig derfor altid velvillig og hjælpsom over for sine bønder, og disse kunne frit og åbenhjertigt henvende sig til ham i deres økonomiske anliggender. På dette forhold kom den politiske bevægelse, hvori bondestanden efter [[1848]] blev revet ind, aldrig til at virke forstyrrende. Rosenørn-Lehn følte sig særlig knyttet til [[Lolland]], hvis udvikling i økonomisk og social henseende han varmt interesserede sig for. Han var et virksomt medlem af [[Maribo Amt]]s- og skoleråd; han sad i bestyrelsen for den [[Lollandsbanen|Lolland-Falsterske jernbane]]; han deltog i oprettelsen af Maribo Amts Tvangsarbejds- og Daareanstalt ved [[Sakskøbing]]. På selve Baroniet Guldborgland skete der under hans forvaltning betydelige forbedringer. Herresædet Orebygård ombyggedes, det samme var tilfældet med flere forpagtergårde. Kirker underkastedes omfattende reparationer; store arealer inddæmmedes. I enhver retning viste Rosenørn-Lehn som godsejer omsigt, kløgt og reformsans.

 

Ved siden af sine godsinteresser havde Rosenørn-Lehn en udpræget sans for de bildende kunster. I den retning blev et ophold i [[Rom]] fra [[1860]]-[[1861|61]] af stor betydning for ham. Han studerede den evige stads antikke mindesmærker og kunstsamlinger, og under omgangen med nordiske kunstnere her uddannede han sin smag. Han støttede fremadstræbende kunstnere materielt, og han færdedes gerne i yngre og ældre kunstneres kreds. Som en følge af hans almindelig anerkendte kunstsans var det naturligt, at Rosenørn-Lehn blev udnævnt til direktør for [[Den Kongelige Malerisamling]] (1870) og for [[Kobberstiksamlingen]] (1874), ligesom han fik sæde i bestyrelsen for [[Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot]] (1887). Han skænkede de 2 førstnævnte samlinger virkelig interesse, og hans fortjeneste af dem bør anerkendes, om han end her havde en støtte i konservator C. Andersen og inspektør [[Emil Bloch|H.E. Bloch]].

 

i Østifterne.

 

En ny og betydningsfuld æra oprandt i Rosenørn-Lehns liv, da han [[28. maj]] [[1870]] tiltrådte stillingen som udenrigsminister i det af grev [[Ludvig Holstein-Holsteinborg]] [[Ministeriet Holstein-Holsteinborg|dannede kabinet]]. Det var først efter megen betænkning, at han overtog dette hverv, og det var [[C.C. Hall]], for hvem han nærede højagtelse, særlig som personlighed, der havde den afgørende indflydelse på hans beslutning. Rosenørn-Lehn havde langtfra nogen udpræget interesse for politik og diplomati; men han var udrustet med et varmt fædrelandssind, med sund dømmekraft og streng pligttroskab. Hvad der i højeste grad lettede ham opgaven, var den omstændighed, at han ved sin side havde en direktør som [[Peter Vedel]], hvis erfaring og dygtighed i enhver retning kom ham til gode. Kort efter at Rosenørn-Lehn var bleven udenrigsminister, blev den danske regering stillet på en hård prøve, i det [[Frankrig]] efter udbruddet af den [[Fransk-tyske krig]] tilbød den et forbund. Men heldigvis sejrede besindigheden, og Rosenørn-Lehn havde sin part i, at hint tilbud afvistes. Det smertede ham, at [[Preussen]] og [[Østrig]] ved den hemmelige traktat af [[11. oktober]] [[1878]] enedes om udslettelsen af den 5. paragraf i [[Pragfreden]]. Men det stød, som derved tilføjedes det danske folk, ville hverken han eller nogen anden udenrigsminister have været i stand til at afværge. Den tid, hvori Rosenørn-Lehn stod i spidsen for [[Udenrigsministeriet]], var dog ikke uden lyspunkter. I den henseende må den såkaldte butterfieldske sag fremhæves. Det drejede sig her om en 30-årig strid mellem Danmark og [[De Forenede Stater]] i [[Nordamerika]] angående en skadeserstatning, hvorpå disse sidste gjorde krav. [[1890]] endtes konflikten ved en [[voldgift]]skendelse, ved hvilken Danmark frikendtes for enhver erstatningsforpligtelse. Rosenørn-Lehn var i 22 år Danmarks udenrigsminister, når undtages 4 måneder. Han trådte nemlig tilbage fra posten, da [[ministeriet Fonnesbech]] gik af i juni [[1875]]; men han overtog igen 11. oktober samme år stillingen i [[ministeriet Estrup]], da dettes udenrigsminister, grev [[F.G.J. Moltke]], var død. Rosenørn-Lehn, der havde en tiltalende personlighed, repræsenterede stillingen med finhed og værdighed.

 

Rosenørn-Lehn vedblev at få nye tillidshverv. Han udnævntes således til medlem af bestyrelsen af [[Den Raben-Levetzauske Fond]] (1878), ligesom han også fik sæde i bestyrelsen for [[Det Classenske Fideikommis]] (1879). Mangfoldige interesser lagde således beslag på hans tid; men han fandt dog lejlighed til at varetage dem; sin meget omfattende korrespondance besørgede han med flid og punktlighed. Han var nøjsom i sin levemåde. I de få stille timer, han havde til overs, yndede han at sysle med litteratur om videnskab og kunst. Han udnævntes [[1860]] til [[kammerherre]] og fik [[Dannebrogordenen|Storkorset af Dannebrog]] [[1874]]. Ved kongeparrets guldbryllup [[26. maj]] [[1892]] skulle han have været udnævnt til [[Ridder af Elefanten]], men han døde 5 dage forinden. Hans bisættelse fandt sted fra [[Holmens Kirke]], og nærværende ved hans båre var kejser [[Alexander 3. af Rusland]], kong [[Christian 9.]] af Danmark og hellenernes konge [[Georg 1. af Grækenland|Georg 1.]] Rosenørn-Lehn var ugift.

 

* ''[[Dansk Biografisk Lexikon]]''

* ''[[Illustreret Tidende]]'', XXXIII, nr. 37.

 

{{start box}}