Peter Andreas Heiberg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Rigsdalersedlens Hændelser: roman var et tidsskrift |
udvider med sektion fra DBL |
||
Linje 37:
Igen var visen kun skrevet til et mindre selskab, men studiekammeraten og vennen [[Knud Lyne Rahbek]] havde, sandsynligvis uden Heibergs vidende,<ref>H. Schwanenflügel, 1891, s. 326ff.</ref> trykt den i sit tidsskrift ''Den Danske Tilskuer'' og derved var myndighederne blevet gjort opmærksom på den. Heiberg blev anklaget for at have fornærmet det engelske kongehus, med linjen om at "han troer ei, Briten mukke tør". Danmarks handel havde stor fordel i landets neutralitet og kunne tjene på den opslidende [[revolutionskrigene|revolutionskrig]] der gjorde de krigsførende nationers egne handelsskibe til lette ofre. Det gjaldt derfor for Danmark om ikke at vælte denne balancegang ved f.eks. fornærmende udtalelser om en krigsførende nations overhoved. Heiberg forsvarede sig med at han med ordet "han" kun mente den "satan" som nævnes i 2. linje, hvormed mentes premierministeren [[William Pitt den yngre]], og ikke kongen selv. Retten så dog anderledes på sagen og idømte Heiberg en bøde på 300 rigsdaler foruden anklagerens løn som var 30 rigsdaler. <ref>Povl Ingerslev-Jensen, 1974, s. 162.</ref> Dette til trods for at senere historikere mener at den opfattelse bygger på en fejltolkning, og at sætningen rent faktisk henviser til Pitt den Yngre og ikke kong [[George 3. af Storbritannien]]. <ref>H. Schwanenflügel, 1891, s. 341.</ref><ref>Povl Ingerslev-Jensen, 1974, s. 161.</ref> Heiberg udgav også denne sags akter, det skete i skriftet ''Procedure og Dom ved Hof- og Stads-Retten i den af Generalfiskalen anlagde Sag angaaende Visen "Vor Klub er dog en herlig Sag etc"'' (1795), denne gang med udførlige kommentarer og indledning, hvor Heiberg ofte satirisk og spøgefuldt giver sin opfattelse af sagen.
== Notarialfejden ==
Fra nu af synes Heiberg at have besluttet ikke mere at optræde som offentlig skribent. Forholdene medførte dog, at han ikke vedblivende kunne holde sig tilbage. Den vindige unge republikaner [[Malthe Conrad Bruun]], der som [[dramaturg]] støttedes af Rahbek, havde i tidskriftet ''Svada'' væltet sig ind på Heiberg, fordi denne forfægtede madame [[Marie Cathrine Preisler|Preislers]] ret til at spille Sigbrit i [[Ole Johan Samsøe|Samsøes]] tragedie ''Dyveke''. Heiberg var ikke sen til at give den unge mand svar på tiltale, og Bruun replicerede atter på en uforskammet måde.
Af dette skænderi mellem to ansete liberale publicister kunne efter de københavnske frisindedes formening "kun Fanden have Fryd", og de skyndte sig med at få Heiberg og Bruun forligede. Ikke desto mindre havde navnlig Bruuns måde at polemisere på vakt anstød hos indflydelsesrige mænd, og således bidrog denne "Dyvekefejde" til, at ønsket om en ny peesselov blev stærkere og stærkere. I den offentlige debat, som i den anledning udspandt sig, deltog Heiberg med sin lille, klare ''[http://da.wikisource.org/wiki/En_Draabe_i_det_store_Hav_af_Skrifter_om_Skrivefrieheden Draabe i det store Hav af Skrifter om Skrivefrihed]'' (1797). Heiberg havde ikke skrevet denne lille brochure af Lyst; "Sagens Vigtighed" ligesom tvang ham dertil. Og om den dom, der senere drev ham i landflygtighed, også heri fandt udtalelser, der kunne forøge hans skyld, så var det dog navnlig den del af hans forfattervirksomhed, der faldt under og efter "Notarialfejden", der fremkaldte dommen.
Notarialfejdens årsag var følgende: Heiberg havde i 10 år assisteret den gamle [[notarius publicus]] [[Christen Schmidt]] til dennes fuldstændige tilfredshed. Schmidt havde derfor lovet ham, at han skulle gøre alt for at få ham udnævnt til sin eftermand i embedet. Dette synes Heiberg også at have været så sikker på, at han opgav den visse exspektance, han (i maj 1790) havde fået på sin svigerfaders [[dispachør]]bestilling.
Ikke desto mindre havde Heiberg søgt 2. deputeret i [[Kancelli]]et, [[Christian Colbjørnsen]], for at få yderligere stadfæstelse af sit håb om notarposten. Colbjørnsen havde da, efter Heibergs sigende, "i meget smigrende Udtryk opmuntret dette Haab". Da hændte det sig, at N.D. Riegels under Heibergs korte sommerophold i Norge (1797) udgav nogle åbne breve til ham. Disse fremkaldte et skarpt og hånligt modskrift fra Colbjørnsens side. Da nu Heiberg ansøgte om notarposten, indstillede Colbjørnsen så vel som de andre kancelliherrer ikke
Heiberg, men en professor [[Gottsche Hans Olsen]] til embedet. Heiberg havde ikke kunnet vente sig andet af kancellipræsident [[Christian Brandt]] og 1. deputeret, Schou; men på Colbjørnsen, den erklærede frihedsmand, der selv i sin tid havde opmuntret ham til at bruge sin satiriske pen, havde han sikkert håbet.
At denne skuffelse har fremkaldt bitterhed i Heibergs sind, er naturligt, og at den har forenet sig med den mistænksomhed, som var ham medfødt og særlig udviklet under hans livsskæbner, er rimeligt. I de flyveskrifter, han udgav mod sin heldige medbejler til notarposten: ''Suum cuiqve'' og ''Si tacuisses etc.'', mærker man tydelig, at han formener, det er Colbjørnsen, der står bag ved det hele.
=== Politisk Dispache og Sproggranskning ===
| |||