Øje: Forskelle mellem versioner

Et '''øje''' er en [[biologi]]sk indretning, som [[projicere]]r [[lys]] via en [[Optisk linse|linse]] på [[stav (synet)|stave]] og [[tap (synet)|tappe]] i [[nethinde]]n, som omsætter signalerne til impulser i [[synsnerve]]rne. Farvesyn er tilknyttet tapcellerne og påfattelseopfattelse af lys er tilknyttet tapcellerne. Påvirkning af opsiner i membranen genererer et aktionspotentiale, der fortsætter til synsnerven. Synsnerverne videresender [[information]]er om lyset til [[hjerne]]ns [[occipital kortex|occipitallapper]], som [[fortolke]]r disse og skaber et [[billede]].

Stavceller registreregistrer lys, men ikke farve.

TapcellernerTapcellerne er meget udbredtudbredte i ''fovea centralis'', på øjets bagvæg, især i den centrale del - den såkaldte ''Gule plet'' - her er vores detalje og farvesyn bedst. Når vi fokusere på noget, så rammere billede lige på den gule plet.

Under visse forhold er man i stand til frit foran sig at se genstande, som ligger i ens øje, og sådanne fænomener benævnes entoptiske. Betingelsen for at se sådanne genstande er, at de kan kaste en skygge på den del af nethinden, hvor synsbilledet dannes (stav- og taplaget). Som regel vil de dog ikke kunne ses, når der ikke er særlige forhold til stede. Betragter man f. eks. et lille, stærkt lysende punkt tæt foran øjet, vil man se talrige entoptiske fænomener. Det lysende punkt ses nemlig ikke ensformig oplyst, men man vil se talrige mere eller mindre uregelmæssige figurer dels dannede af tårer og slim, der glider hen over hornhinden, dels fremkaldte af uregelmæssigheder i hornhindens epitel.

En mængde migurer skyldes desuden uregelmæssigheder og uklarheder i linsen og glaslegemet. Disse sidste er ofte meget bevægelige (''mouches volantes,'' myodesopsi), og da de ses forstørrede og ofte til siden for synslinjen, forekommer det iagttageren, at han ser en flue el. lign. Retter han synslinjen efter denne "flue", flygter den naturligvis for ham, for så vidt uklarheden i øjet bevarer sin plads i forhold til synslinjen. Ofte er disse ''mouches volantes'' meget generende, og har man først en gang fået øje på dem, ses de let, især når man betragter en ensformig lys flade, f. eks. en hvidlig overtrukken himmel. Uklarhederne i øjet kan undertiden påvises ved øjespejl eller efter døden ved mikroskop, men ofte kan de ikke findes. Efter størrelsen og bevægelsen af de entoptiske fænomener, når synspunktet bevæges, kan man til dels slutte sig til deres sæde.

Et af de interessanteste entoptiske fænomener beror på, at blodkarrene i nethinden ligger foran det perciperende lag af nethinden, hvorved de kan kaste skygge på dette, og man vil derfor kunne komme til at se sine egne nethindekar ell. rettere skyggen af dem. Dette opnås let enten ved med en lup at koncentrere stærkt lys på øjets senehinde, efter at øjet er drejet stærkt indad, og rask bevæge det lille lyspunkt frem og tilbage på senehinden, eller simplere ved i et mørkt værelse at bevæge et almindeligt lys frem og tilbage i højde med øjet, idet man afvekslende strækker armen med lyset og fører det hen ved siden af øjet. Stirrer man ud i luften, vil man snart få et meget smukt fritsvævende billede af de mørkeblå methindekar, nærmest lignende en vinranke, på en lidt lysere bund. De entoptiske fænomener kan fremkaldes i ethvert normalt øje, men i visse sygdomstilfælde optræder de i stor mængde, samtidig med, at uklarhederne tydelig kan ses med øjespejlet.