Jürgen Habermas: Forskelle mellem versioner

'''Jürgen Habermas''' (født [[18. juni]] [[1929]] i [[Düsseldorf]]) er en [[Tyskland|tysk]] [[filosof]] og [[sociolog]] inden for traditionen for [[kritisk teori]]. Hans arbejdearbejder, som er blevet kaldt [[neo-marxisme|neo-marxistisk]], spænder meget bredt over en række af emner. DetHan fokuserer på grundlæggelsen af [[social teori]] og [[epistemologi]], analysen af det avancerede [[kapitalisme|kapitalistiske]], [[industrisamfund|industrielle samfund]] samt [[demokrati]] og [[lovgivning]]en i en [[kontekst]] af kritisk [[social-evolution]] og nutidig (især tysk) [[politik]].

Jürgen Habermas overtog i 1965 den aldrende Max Horkheimers lærestol i [[filosofi]] og [[sociologi]]. Habermas' erkendelsesteoretiske hovedværk er "Erkendelse og interesse" (1968), hvorhvori pointen er athan sammenkædesammenkæder [[erkendelse]] og [[interesse]].: IdéenVi er,skal atforholde vios engageret, når vi skal forstå noget, skal forholde os engageret. Habermas koncentrerede sig om at undersøge de forskellige grundlæggende interesser, som er forbundet med forskelligeforskellig typer erkendelse,. -Det hvilketer igen er en problematik, der er beslægtet med tanken om de forskellige fornuftsmådermåder at forstå omverdenen på. Habermas kom frem til til sondringsondrer mellem følgendeerkendelsesinteresser erkendelsesinteresser:som en teoretisk/objektiv, en moralsk/praktisk og en - den for ham på det tidspunkt vigtigste - emancipatorisk (frigørende) erkendelsesinteresse. DisseHan trekunne erkendelsesinteresserforbinde mentede hantre at kunne forbindeerkendelsesinteresser med tre forskellige videnskabsområder;: den teoretiske/objektive med [[naturvidenskab]]erne, ,den moralsk/praktiske med [[humaniora]], og interessen i frigørelse med [[samfundsvidenskab]]erne.

Habermas er især kendt for sit arbejde med begrebet ''den offentlige sfære''. Han har udviklet et teoretisk system rettet mod undersøgelsen af argumentation, frigørelse og rationel-kritisk kommunikation indenforinden for moderne liberale institutioner og i de menneskelige muligheder for at kommunikere og forfølge rationelle interesser.

Han startede somvar elev af [[Theodor W. Adorno]] og bliver anset somer den sidste store repræsentant for [[Frankfurterskolen]] og dens kritiske teori.

* Den [[marxisme|marxistiske]] tradition - både [[Karl Marx]]' teori ligeså vel somog den kritiske [[neo-marxisme|neo-marxistiske]] teori fra Frankfurterskolen (dvs. [[Max Horkheimer]], [[Theodor Adorno]], og [[Herbert Marcuse]]).

Habermas betragter udviklingen af teorien om kommunikativ [[rationalitet]] som sit vigtigste bidrag. DenneDet adskiller sig fra den [[rationalisme|rationalistiske]] tradition ved at placere rationalitet i strukturer af interpersonel [[lingvistik|lingvistisk]] [[kommunikation]] frem for i strukturer indlejret i enten [[kosmos]] eller et vidende [[subjekt]].

Denne sociale teori understøtter bestræbelser på at opnå menneskelig frigørelse, mens den bibeholder en [[universalisme|universalistisk]] [[moral]]sk ramme. Denne ramme hviler på en idé om universal [[pragmatik]]; at alle [[talehandling]]er har et indbygget ''telos'' (det græske ord for 'formål' eller 'målafslutning') om at opnå gensidig forståelse, og at mennesket besidder den nødvendige kommunikative kompetence for at opnå denneen gensidigegensidig forståelse. Denne gensidige forståelse kræver, at parterne overholder nogle regler, der kombinerer ''normative etiske standarder'', f.eksfx sandfærdighed med ''anvendte etiske standarder'', f.eks.fx gyldighed.<ref> Habermas (1981)</ref>

Habermas udviklede dels sin ramme på baggrund af
* talehandlingsteorien af Ludwig Wittgenstein, J. L. Austin og John Searle; dels på
* den sociologiske teori om konstruktionen af [[selv]]et i interaktionen af [[George Herbert Mead]]; dels på
* teorier om moralsk udvikling af [[Jean Piaget]] og [[Lawrence Kohlberg]] og dels på
* diskursetikken af sinhans kollega i Heidelberg-kollega [[Karl-Otto Apel]].

I nyere tidSenest har Habermas blandet sig i diskussionen om forholdet mellem religion og politik. Habermas gør op modmed den forestilling, at verden gradvist bliver mere sekulær, og taler i stedet om, at verden er postsekulær. Religion er kommet for at blive, og 11. september og globaliseringen har medført, at vi må erkende, at det kun er i nordvesteuropa, at vi har troet verden ville blive sekulær. Derfor er det nødvendigt at forholde sig til forholdet mellem religion og politik.

Ifølge Habermas skal de religiøse argumenter oversættes til udsagn der er forståelige for sekulære mennesker som ham selv (livsverdenernes sammensmeltede horisontlinjer), for derefter at kunne indgå i demokratiet. I demokratiet skal de oversatte argumenter, ligesom alle andre argumenter, vurderes gennem den kommunikative rationalitet. Habermas definerer sandhed som sande udsagn om den objektive verden. Sandhed er det som vi kollektivt bliver enige om er sandhed. Hvis udsagn er betinget af en religiøs åbenbaring, så kan det ikke forstås af alle, og derfor kan det ikke blive vurderet i den kommunikative rationalitet. Da det er udemokratisk, at nogen skal arbejde hårdere for at gøre sinederes holdninger gældende, er det et fælles ansvar at bidrage til oversættelsen.

ManHabermas kan kritisere Habermaskritiseres på flere punkter: For det første beskriver han sin tilgang som en sekulariseringsproces, men han har en forudsætning om at verden er postsekulær - og dermed gør han op med selvsamme sekularisering. For det andet vil religiøse argumenter blive afmytologiseret, og dermed relativiseret, gennem Habermas' oversættelse. Habermas har et meget funktionalistisk syn på religion, og fokuserer på at bevare funktionen og ikke myten. Det er meget tvivlsomt at religiøse vil være interesseret i denne oversættelse, hvilket blandt andre tidligere biskop [[Jan Lindhart]] påpeger i efterskriftet til RatzingerRatzingers og Habermas' samtalebog "Fornuft og religion - Sekulariseringens dialektik". For det tredje underlægges argumenterne derefter Habermas' rationalitetsbegreb, som ikke tillægger metafysisk tænkning nogen sandhedsværdi. Habermas har dog bidraget til en opkvalificering af debatten om forholdet mellem religion og politik, og er berømmet for hans samtalesamtaler med Ratzinger et åråret før handenne blev pave.