Ingeborg af Danmark (13. århundrede): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m robot Tilføjer: is:Ingibjörg Eiríksdóttir af Danmörku |
m Bot: Tilføjer beskrivelse til eksterne links, se FAQ |
||
Linje 17:
Magnus Lagabøter var en stærk konge, der forstod at balancere forholdet til gejstligheden, stormændene og rivaliserende udenlandske magter, men han var også stærkt tynget af sit ansvar. På en rejse tilstod han en gang overfor sine nærmeste mænd, at han så frem til den dag, da døden ville sætte ham fri. Og i foråret [[1280]], efter sytten år som konge, blev Magnus syg. 1.maj fyldte han toogfyrre år og tilbragte dagen i sygeseng hjemme i Bergen. Hærget af feber fik han tilkaldt ærkebiskop Jon Raude fra [[Trondheim]], så den ældste søn, den elleveårige junker Erik, kunne krones, straks han selv var borte.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 119-20)</ref> Allerede i [[1273]], efter at Ingeborgs og Magnus' to ældste sønner var døde, var Erik som femårig givet kongetitel og udråbt til sin fars tronarving, mens den treårige Håkon fik titel af [[hertug]]. Alle fremstående mænd i Norge havde sværget drengene troskab, og med tanke på fremtidig rivalisering drengene imellem havde Magnus sikret, at Håkon i fjortenårsalderen skulle arve en tredjedel af riget med [[Oslo]] som hovedsæde som sit hertugdømme.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 122-3)</ref> Det var denne tilknytning til Oslo, der gjorde, at Håkon i sin regeringstid flyttede hovedstaden fra Bergen til Oslo.
Modsat sin lillebror Håkon havde Erik ikke gode evner. Han kunne f.eks ikke læse eller skrive, og Ingeborg som enkedronning blev derfor den, man lyttede til. Den skotske Lanercost-krønike <ref>[http://www.deremilitari.org/resources/sources/lanercost.htm Chronicle of Lanercost<!-- Bot genereret titel -->]</ref> går så langt som til at påstå, at Erik også var født som vanskabning, mere som [[bjørn]] end menneske, og at kong Magnus lod den nyfødte svøbe og ligge natten over på et [[alter]] for [[Frans af Assisi]] i Bergen, hvor han så i nattens løb blev forvandlet til en normal dreng.<ref>Tore Skeie; ''Alv Erlingsson'' (s. 128-9)</ref>
I [[1282]], da Ingeborgs fætter, kong [[Erik Klipping]], og hans mor, enkedronning Margrete Sambiria, afholdt det årlige rigsmøde på [[Nyborg slot]], talte de fremmødte også repræsentanter for de fire plovpenningsøstre, der nu gjorde krav på arven fra deres far. Magnus Lagabøter havde aldrig lagt pres bag sin kones ret til hendes farsarv, men nu, hvor han var død og Erik Klipping og hans mor var politisk svækkede, begyndte Ingeborg sammen med sine søstre kampen for at genvinde det tabte. Et samlet dansk [[aristokrati]] fik at høre, hvor uretfærdigt og nedværdigende de fire søstre var blevet behandlet af Erik Klipping og hans mor.<ref>Tore Skeie: ''Alv Erlingsson'' (s. 180)</ref> Jutta mødte ovenikøbet frem i egen person og var også den eneste, der fik tilkendt sin arv - som hun dog aldrig fik nogen glæde af, da hun døde senere samme år, kun seksogtredive år gammel.
| |||