Begrebet inklusion bygger på anderkendelse. Honneth betegner selv sin anerkendelsesteori som en moralsk grammatik. Honneth bygger anerkenelse på hegels sfærerbegreber, familie, det borgerlige samfund og stat. Begrebet anerkendelse anvendes hos Hegel til at kendetegne de sociale mønstre som er de nødvendige forudsætninger for en autonom identitetsdannelse. At fremme denne identitetsdannelse er centralt i det pædagogiske arbejde. Honnet hævder at det er centralt at man får erfaret at egne præstationer og færdigheder er værdifulde for samfundet. I både daginstiutionerne og skolen betragtes anerkendelse som en væsentlig faktor.Honneth ser det moderne civliserede samfund som stedet hvor bogeren får et større spillerum end tidligere for autonomi og individualitet, det påhviler således i et moderne samfund både daginstituitionerne og skolerne at betragte anerkendelse som væsentlig i forhold til identitetsdannelse, selvrealisering og socialt samspil.
Indenfor læringspsykologien arbejder E.Wegner med begrebet Kontekst-teorier som er tæt beslægtet med inklusionstanken og måske også har et fornuftigt bud på en definering af det flyvske inklusionsbegreb. Wegner siger om sin teori af ”praksis er et fællesskab, der udvikles gennem forhandling af betydninger, hvorved deltagerne indgår i relationer til hinanden”.
