Ultramontanisme: Forskelle mellem versioner

'''Ultramontanismen''' (af [[latin]] ''ultra montes'', hinsides bjergene) er navnet på den retning, som satte sinsit præg på den [[romersk-katolske kirke]] under [[1800-tallet]] og det begyndende [[1900-tallet|1900-tal]].

Efter [[Napoleonskrigene]] atterfikgenvandt paven magten i [[Kirkestaten]] og det tidligere udregnede [[pavedøme]]pavedømmet gik en ny blomstringstid i møde. [[Vatikanet]] efterstrævedeefterstræbte fuld kontolkontrol over dendet romersk-katolske hierarki overalt i Europa og i den øvrige verden. Man opretholdt den middelalderlige lære om ''de to sværd'', hvorved forstås læren om, at paven er øverste herre både i åndelige og i timelige sager, således at også fyrsterne[[fyrste]]rne står under ham.

''Ultramontanismen'' vil ikke alene bekæmpe alt ikke-katolsk, men også enhver bestræbelse inden for jatolicismenkatolicismen forpå at skaffe de enkelte landskirker en vis selvstændighed. [[Gammelkatolicismen]], [[gallikanisme]]n, [[febronianisme]]n, [[modernismeReformkatolicisme|modernismen]]n osv. var derfor ildesete af ultramontanisterne.

Bestræbelserne gik derimod ud på at hævde pavens magt, og som den ypperste frugt af denne bestræbelse står [[Ufejlbarhedsdogmetufejlbarhedsdogmet]] affra [[1870]]—[[1871|71]]. Navnlig [[jesuitterne]] var

tilhængere af ultramontanismen, men denneden hadehavde også politisk betydning, bl.a. var det tyske

[[Zentrum|Centrumsparti]] påvirket i ultramontan retning.

I og med [[det andet Vatikankoncil]] mistede ultramontanismen sin betydning som bærende [[ideologi]] inominden for romerkirken.