Nagorno-Karabakh-krigen: Forskelle mellem versioner

}}

'''Nagorno-Karabakh-krigen''' var en krig som fandt sted fra [[1991]] til [[1994]] i den lille enklave [[Nagorno-Karabakh]] i det sydvestlige [[Aserbajdsjan]]. Konfliktens parter var etniske armeniere i [[Nagorno-Karabakh]], støttet af [[Armenien]], og [[Aserbajdsjan]], støttet af [[mujahedin]] fra [[Tjetjenien]] og [[Afghanistan]]. I 1988 erklærede det nyligt oprettede parlament i enklaven at den ønskede at slutte sig til Armenien. Afgørelsen blev boykottet og fordømt af den aserbajdsjanske befolkning i enklaven, og en folkeafstemning blev afholdt hvor majoriteten stemte for selvstændighed. Dette førte til øgede voldshandlinger mellem de etniske grupper, hvor begge sider anklagede den anden for at udføre etnisk rensning.

Da Aserbajdsjan erklærede sig selvstændig fra [[Sovjetunionen]], erklærede landet, at Nagorno-Karabakh ikke skulle få lov at beholde den selvstyremyndighed de havde haft under sovjetisk styre. Dette førte til krigsudbruddet i vinteren [[1991]]. I foråret [[1992]] okkuperede Armenien den såkaldte Lachin-korridor, landområdet som ligger mellem Nagorno-Karabakh og Armenien. Aserbajdsjan benyttede sig af menneskelige bølger, og havde forholdsvis store menneskelige tab. Mænd helt ned i 16-års alderen, fuldstændig uden militær erfaring, blev indkaldt til militær tjeneste. Internationale initiativer fejlede i at løse konflikten på en måde som begge parter kunne godtage. I foråret [[1993]] gennemførte Armenien et angreb på [[Naxcivan]], noget som førte til at [[Tyrkiet]] truede med at intervenere. [[Rusland]] opstillede derfor styrker langs Armeniens grænse til Tyrkiet og sørgede på den måde for at Tyrkiet ikke gik ind i krigen. Da armenske styrker erobrede landområder langs den officielle grænse mellem Aserbajdsjan og [[Iran]], gennemførte Iran en advarende mobilisering. Til trods for potentiel risiko, eskalerede krigen aldrig til at blive en storstilet regional konflikt, og intet land intervenerede på vegne af nogen af parterne mod den anden. I slutningen af [[1994]] kontrollerede armenierne næsten hele enklaven og 9 procent af yderlig aserbajdsjansk territorium. Mod slutningen af krigen blev der gjort oprør i Aserbajdsjan mod præsident [[Abülfaz Elçibay]], og tropper blev fjernet fra frontlinjen for at deltage i kampene. Ofte førte dette til at armenierne kunne erobre hele byer uden at udløse et eneste skud. Den aserbajdsjanske præsident blev til sidst væltet, og det nye regime gik med til at forhandle om en [[våbenhvile]].