|
=== Den nyere Tid ===
Renaissancetiden bragte også nyt liv i geografien. Et mægtigt stød hertil var de store portugisiske og spanske opdagelser, der ikke blot næsten fordoblede den da kendte verdens udstrækning, men også bragte hidtil ukendte produkter, kendskab til ukendte naturforhold og ny folkeslag samt skabte ganske ny baner for verdenshandelen. De lærde opfordredes derved til at samle og nedskrive den sum af iagttagelser, som opdagerne bragte hjem fra deres eventyrlige tog. 16. og 17. århundrede bliver kosmogratiernes tid, »''disse''«, som Løffler udtrykker sig, »''litterære pulterkamre, hvori datiden, sædvanlig uden kritik og under mange misforståelser, nedlagde hele sin geografiske Viden''«. Som et eksempel på disse kosmografiske håndbøger kan nævnes [[Sebastian Münster]]'s fra [[1550]]. Hos ham, som hos de øvrige kosmografer, mangler naturskildringer, men opregning af produkter, byer, floder, seværdigheder, kongerækker m. m. træder i stedet. Som man ser, minder dette nærmest om en senere tids rejsehåndbøger. Efter [[1600]] blev ordet geografi atter indført i stedet for kosmografi, der efterhånden forsvandt. Ved midten af 17. århundrede udkom et fortræffeligt og banebrydende værk, nemlig ''Geographia generalis'' af [[Bernhard Varen]]ius (Varen) (1622—1650). Af de enkelte geografiske fagdiscipliner gjorde oceanografien store fremskridt på grund af sørejserne; store havdybder kunde man ganske vist ikke måle, men tidevandet og havstrømmene studeredes med iver. Portugiserne havde således allerede i 15. århundrede opdaget Guinea-strømmen, [[Vasco da Gama]] fandt Mosambique-strømmen og Alaminos iagttog og benyttede [[Golfstrømmen]] i strædet ved [[Florida]]. Desuden blev luftstrømningerne udførlig beskrevne, og benævnelser som passater og monsuner optræder. Den matematiske geografi tog et mægtigt opsving ved [[Copernicus]]' og [[Kepler]]'s optræden, bredde- og længdebestemmelser blev skarpere, og den første gradbue blev udmålt ved triangulation mellem [[Alkmaar]] og [[Bergen op Zoom]]. Kortene, der nu udkastedes efter mat. bestemmelser, forbedredes, og hegemoniet i kartografien, der i 15. århundrede tilhørte italienerne, gik i første halvdel af 16. århundrede over til deres elever, de portugisiske og spanske lodser. I midten af århundredet blev dog også disse overfløjede af tyskerne, der hen imod slutningen af århundredet atter blev fortrængte af hollænderne, hvis blomstringstid udfylder 17. århundrede. Af særlige kortarbejder kan her nævnes tyskeren [[Martin Behaim]]'s globus og flamlænderen [[Gerhard Mercator]]'s banebrydende kortværker. Af hollandske kartografer kan fremhæves Hondius, [[Willem Janssen]], [[De Witt]] og Vischer; også en dansk kartograf fra denne periode er blevet berømt, nemlig [[Johannes MeyerMejer]] fra [[Husum (Slesvig)|Husum]]. I hovedsagen stod geografien i 18. århundrede på samme standpunkt, og Hübner's »''Vollståndische Geographie''« svarer i alt væsentligt til de gamle kosmografier. Imidlertid skete der indirekte et stort arbejde for geografien ved naturvidenskabernes, etnografiens og statistikkens begyndende opblomstren. Det var i 18. århundrede, at [[Réaumur]] konstruerede sit [[termometer]] og Harrison ([[1693]]—1776) opfandt kronometeret, at [[De Luc]] 1772 udfandt formlen for barometrisk højdemåling, og det første meteorologiske akademi blev stiftet [[1780]]; et mægtigt fremskridt skete i den fysiske geografi ved skabelsen af en geologisk videnskab gennem [[A. G. Werner]] (1750—1817). [[Linné]] grundede det botanisk-zoologiske studium; plantegeografien grundlagdes af Wildenow, ligesom dyregeografien indlededes af Zimmermann. Endelig begyndte også antropologien at vise sig i Camper's og Bluménbach's værker, og man begyndte at tage fat både på statistiske undersøgelser og sammenlignende sprogvidenskab. Kartografien anvendte hele det forøgede astronomiske materiale og hævede sig, navnlig i Frankrig med navne som Delisle og d'Anville, til en hidtil ukendt højde. Der var således i de videnskaber, til hvilke geografi hovedsagelig må støtte sig, gjort en række betydningsfulde forarbejder, og endelig fremtrådte i 19. århundrede stifterne af den moderne geografiske videnskab, nemlig [[Alexander v. Humboldt]] og [[Karl Ritter]]. Humboldt (1769—1859) var oprindeligt uddannet som naturforsker og elev af Werner, hvis Phiton-teori han sammen med [[Leopold v. Buch]] udviklede, hvorved de fik en afgørende indflydelse på opfattelsen af vulkanerne og jordklodens bygning. På udstrakte rejser, navnlig sammen med Bonpland i Syd- og Mellemamerika [[1799]]—[[1804]] og til [[Ural]] og [[Centralasien]] [[1829]], samlede han en rig sum af selvstændige iagttagelser, som han har nedlagt i afhandlingen »''Ansichten der Natur''« og kæmpeværket »Kosmos«. Også i særlig geografisk retning skylder vi ham vigtige bidrag, således fx i hans store værk over Centralasien's bjergsystemer, der væsentlig er af historisk-kritisk indhold, og i hans hovedværk, »''Planternes geografiske udbredelse''«. Endvidere kan nævnes, at det var Humboldt, der opfandt brugen af [[isoterm]]er, lige som det er ham, hvem vi skylder grundlæggelsen af et system af magnetiske korresponderende iagttagelser. I modsætning til den vidt berejste naturforsker Humboldt var Ritter (1779-1859) hjemmegeografen, den boglærde mand med en nærmest historisk uddannelse, men dog langtfra ukyndig i naturvidenskaberne. I stedet for Humboldts glimrende fremstilling og ofte maleriske og tændende beskrivelser finder man Ritter tung i stilen og filosoferende, men han besad ualmindeligt talent for det systematiske og et stort syn på geografiens opgave som videnskab. De to mænd supplerede på ejendommelig måde hinanden. Vi skylder Ritter ikke alene almindelige betragtninger over fordelingen af hav og land og over kontinenternes former, men også en geografisk terminologi: benævnelser som højland og lavland, bjergland (Gébirgé), plateau, bjergkæde og bjerggruppe, delingen af flodernes løb i øvre, mellemste og nedre og så videre. Humboldt's og Ritter's virksomhedsperiode tilhører første halvdel af 19. århundrede; samtidig begyndte man også rundt omkring at stifte geografiske selskaber. Men trods det, at Humboldt og Ritter nærmest fik en glimrende modtagelse af deres samtid, sporer man mærkeligt nok kun ringe fremgang i den geografiske litteratur. Ganske vist optog man den ritterske terminologi, optegnede nøjagtigere nyopdagede bjerge, floder og søer og gjorde enkelte andre fremskridt; men i øvrigt fulgte man i de geografiske beskrivelser ikke den vej, Humboldt og Ritter havde anvist. Behandlingen af landenes naturforhold indskrænkede sig i hovedsagen til deres relief og vandløb, og [[antropogeografi]]en svandt ind til en »politisk geografi« med stater og byer. En undtagelse må dog fremhæves, nemlig danskeren [[J. F. Schouw]] med værker som »''Europa''« (1832) og »''Prøver paa en Jordbeskrivelse''« (1851). Mens således de egentlige bærere af den beskrivende geografi forholdt sig passive, førtes de ny ideer videre af naturforskerne, der, som Studer, Schouw, Grisebach, Schmarda og andre, hver på sit specielle område kraftig bidrog til det geografiske studiums fremme, indtil endelig som oven for nævnt de darwinske ideer havde gennemtrængt også geografien og derved stærkt bidraget til, at man var blevet yderligere klar over denne videnskabs særlige synspunkter.
== Metoder ==
|
