John Vereker, 6. viscount Gort: Forskelle mellem versioner

Ved [[Edward 7.]]'s død i [[1910]] havde [[løjtnant]] Gort kommandoen over de underofficerer fra grenadererne, som havde til opgave at bære kisten og betjene katafalken.<ref name="page279"/> Han blev udnævnt til medlem af [[Royal Victorian Order]] for sin indsats. Senere samme år tog han på elgjagt i [[Canada]] og skød ved et uheld sin indianske fører, hvorefter han straks vendte tilbage.<ref name="page279"/>

I 1914 havde han fået rang af [[Kaptajn (militær)|kaptajn]]. Han kæmpede på Vestfronten, fik hædrende omtale 8 gange og blev tilkendt [[Military Cross]] og [[Distinguished Service Order]] og to bjælker.<ref name="Page280">Heathcote, Anthony pg 280</ref>

Han fik tildelt et [[Victoria Cross]] for sine handlinger den [[27. september]] [[1918]] i [[Slaget ved Canal du Nord]], i nærheden af Flesquieres i [[Frankrig]]. [[Oberstløjtnant]] Gort førte sin [[bataljon]] under meget kraftig beskydning, og selv om han blev såret da bataljonen gik i stå, gik han gennem åbent terræn for at få assistance fra en tank, og førte den personligt til størst mulig fordel. Han blev såret igen, men efter at have ligget på en båre et stykke tid insisterede han på at stå op og lede et yderligere angreb, som førte til at der blev taget over 200 fanger, to [[Batteri (militær)|batterier]] af feltkanoner og flere maskingeværer[[maskingevær]]er. Han afslog at forlade slagmarken før det endelige mål var blevet erobret.<ref>[http://www.ekb.org.uk/ekb/gort.asp Gort's citation] East Kent Branch, Grenadier Guards Association</ref> Gorts oppasser blev dræbt mens han hjalp Gort i sikkerhed.

Han blev forfremmet til [[oberst]] i [[1925]] og i januar [[1927]] tog han til [[Shanghai]], hvorfra han vendte tilbage i august for at give et førstehåndsindtryk af situationen i Kina til kongen, [[George 5. af Storbritannien]] og [[Edvard 8. af Det Forenede Kongerige|prinsen af Wales]]. Han fik derefter kommandoen over [[Guards Brigade]] i to år fra [[1930]] før han fik opsyn med træningen i [[Indien]] og derpå vendte han tilbage til Staff College i [[1936]] som kommandørkommandant.<ref name="Page281">Heathcote, Anthony pg 281</ref>

Han blev forfremmet til fuld[[General|firstjernet general]] i [[1937]], hvilket var usædvanligt da han kun havde været [[generalløjtnant]] i 2 måneder, og blev derefter udpeget til chef for imperiets generalstab (øverstkommanderende for hæren).<ref>[http://www.time.com/time/magazine/article/0,9171,758599,00.html?imw=Y Belisha Purge] ''Time Magazine'', 1937</ref> I denne stilling var han fortaler for at det vigtigste var at opbygge en landhærlandstyrke og forsvare Frankrig og Nederlandene frem for at forsvare imperietImperiet, efter at Frankrig havde erklæret, at det ikke var i stand til at forsvare sig mod et tysk angreb.

Ved udbruddet af [[2. Verdenskrig]] fik han kommandoen over [[British Expeditionary Force]] (BEF) i [[Frankrig]], hvortil han ankom den [[19. september]] [[1939]].<ref name="Page282">Heathcote, Anthony pg 282</ref> På dette tidspunkt havde han en rolle i en politisk skandale, [[Pillbox affair]], som førte til afskedigelsen af krigsministeren [[Leslie Hore-Belisha, 1st Baron Hore-Belisha|Hore-Belisha]]. Efter [[Spøgelseskrigen]] fulgte det tyske gennembrud i Ardennerne, som splittede de allierede styrker og afskar kommunikationen mellem BEF og franskmændene. Den [[25. maj]] [[1940]] besluttede Gort egenhændigt at opgive et beordret angreb mod syd med sine styrker.<ref name="Ellis">[http://www.ibiblio.org/hyperwar/UN/UK/UK-NWE-Flanders/UK-NWE-Flanders-9.html United Kingdom Military Series]''The War in France & Flanders'', Major LF Ellis, pg 149</ref> Gorts stilling var vanskelig, idet han gjorde tjeneste under franske kommandørerhærførere, samtidig med at han var ansvarlig overfor regeringen i London. Han trak hæren tilbage nordpå og BEF blev evakueret i [[Slaget ved Dunkerque]] sammen med mange franske soldater.<ref>''The Evacuation of Dunkirk: Operation Dynamo'', W.J.R. Gardner, ISBN 978-0714651200, pg 56</ref>

Nogle roser Gort for at have reageret effektivt på krisen og have reddet British Expeditionary Force.<ref name="Ellis"/> Andre har et mere kritisk syn på Gorts lederskab i 1940, og ser hans beslutning om ikke at deltage sammen med franskmændene i et storstilet modangreb som [[Defaitisme|defaitistisk]].<ref>Moure, K. & Alexander, M.S., ''Crisis & Renewal in Twentieth Century France'', Berghahn Books, 2001, ISBN 978-1571812971, pg 24</ref>

Gort gjorde tjeneste i forskellige stillinger i resten af krigen. Den dag han vendte tilbage fra Frankrig, [[1. juni]] [[1940]], blev han udnævnt til ADC General for kongKong [[George 6. af Det Forenede Kongerige|George 6.]]. Den [[25. juni]] [[1940]] tog han med en [[flyvebåd]] sammen med [[John Julius Cooper|Duff Cooper]] til [[Rabat (Marokko)|Rabat]] i [[Marokko]] for at samle antinazistiske franske ministre, men i stedet blev han holdt tilbage på sin flyvebåd. Han tog hurtigt tilbage til Storbritannien.<ref>[http://www.worldatwar.net/timeline/france/empire40-45.html World at War]</ref>

Gort fik overdraget posten som Inspektørinspektør for træning af det britiske hjemmeværn,<ref name="Page282"/> og da han ikke havde noget konstruktivt at foretage sig besøgte han [[Island]], [[Orkney]] og [[Shetland]]. Han blev derefter guvernør over [[Gibraltar]] (1941-42).<ref name="Page283">Heathcote, Anthony pg 283</ref> Han pressede på for at få lufthavnen forlænget ud på et område som var opfyldt havbund, i modstrid med den britiske regerings ønsker, men fik senere tak fra Krigskabinettet for hans fremsyn, da lufthavnen viste sig af vital betydning i [[slaget om Middelhavet]]. Som guvernør over [[Malta]] (1942-44) blev hans mod og lederskab under belejringen anerkendt af den maltesiske regering, som gav ham et æressabel. Kongen udnævnte Gort til [[feltmarskal]] den [[20. juni]] [[1943]] på Malta. Den [[29. september]] var Gort, sammen med generalerne [[Dwight D. Eisenhower|Eisenhower]] og [[Harold Alexander|Alexander]] vidne til [[Pietro Badoglio|Marshal Badoglios]] underskrivelse af Italiens overgivelse i havnen ved [[Valletta]].

Han sluttede krigen som højkommissær i [[Palæstina]] og [[Jordan|Transjordanien]].<ref name="Page283"/> Under et møde i november [[1945]] med feltmarskallernefeltmarskalerne [[Alan Brooke, 1st Viscount Alanbrooke|Brooke]] og [[Bernard Law Montgomery|Montgomery]] kollapsede Gort og blev fløjet tilbage til London hvor diagnosen løb på cancer[[kræft]].

I februar [[1946]], blev han optaget i den britiske adel under den samme titel som hans eksisterende irske. Da han døde uden af have en søn{{bør uddybes}} den [[31. marts]] [[1946]], overgik hans irske titel til hans broder, mens den britiske titel uddøde.

Han var svigerfar til major [[William Sidney, 1st Viscount De L'Isle]] VC, og i familie med general Sir [[Ian Standish Monteith Hamilton]]. Gort var tilstede da hans svigersøn modtog Victoria Cross af Alexander den [[3. marts]] [[1944]] i Italien (ordensbåndet var udskåret fra en af Gorts uniformer).