Vestfronten i 1. verdenskrig: Forskelle mellem versioner

'''Vestfronten i 1. Verdenskrig''' åbnedes ved krigsudbruddet i [[1914]], da den tyske hær først invaderede [[Luxembourg]] og [[Belgien]] for derefter atog opnåfik kontrol over vigtige industriområder i [[Frankrig]]. Fremstødet blev på dramatisk vis stoppet i [[Slaget ved Marne|det første slag ved Marne]]. Begge siderparter begyndte herefternu at grave sig ned langs en bugtet linje af befæstede [[skyttegrav]]e, som strakte sig fra [[Nordsøen]] til den [[Schweiz|schweiziske]] grænse. Denne frontlinje forblev stort set uforandret under det meste af krigen.

Mellem [[1915]] og [[1917]] var der adskillige store offensiver langs denne frontfronten. Angrebene omfattede massive artilleribombardementer og masseangreb med infanteri. En kombination af skyttegravssystemer, [[maskingevær]]reder, [[pigtråd]] og artilleri påførte imidlertid angriberne store tab, og modangreb led samme skæbne. Som følge heraf blev der ikke gjort større fremskridt.

På trods af, at Vestfronten således var temmelig fastlåst, blev denne frontden alligevel afgørende for krigens udfald. De allieredes uophørlige fremtrængen i [[1918]] overbeviste de tyske militære ledere om, at et nederlag var uundgåeligt, og regeringende blevtvang den tyske tvungetregering til at søge fred.

Ved udbruddet af [[1. Verdenskrig]] gennemførte den tyske hær, (som i vest bestod af syv feltarméer)feltarmeer, en modificeret udgave af [[Schlieffen-planen]], der var tænkt som et hurtigt angreb på Belgien og derefter en drejning mod syd for at omringe [[Paris]] og en stor del af den franske hær.<ref name=origins>{{cite book

Frankrig indsatte fem arméerarmeer ved sine grænser. Den forberedte franske offensivplan [[Plan XVII]] havde til formål at erobre [[Alsace]]-[[Lorraine]] efter et udbrud af fjendtligheder.<ref name=origins/> Den 7. august angreb VII Korps Alsace med det mål at erobre [[Mulhouse]] og [[Colmar]]. Hovedoffensiven blev igangsat den [[14. august]] med 1. og 2. Armés angreb mod Sarrebourg-Morhange i Lorraine.<ref>{{cite book

| isbn=0757001580 }}</ref> I overensstemmelse med Schlieffen-planen trak tyskerne sig langsomt tilbage, mens de tilføjede franskmændene alvorlige tab. Franskmændene trængte frem med 3. og 4. Armé mod [[Saar]] floden og forsøgte at erobre [[Saarburg]] ved at angribe [[Briey]] og [[Neufchateau]], inden de blev slået tilbage.<ref>Griess, 29–30.</ref> ArméenArmeen i Alsace erobrede [[Mulhouse]], men opgav den igen for at forstærke de stærkt svækkede styrker i Lorraine.

Den tyske hær fejede gennem Belgien og bragte store lidelser til civilbefolkningen. Krigsforbrydelserne, som blev begået af den tyske hær i denne periodebegik, blev kendt som [[voldtægten på Belgien]].<ref>{{cite book

| isbn=978-0-8147-9704-4 }}</ref> Efter at være marcheret igennem Belgien, Luxembourg og [[Ardennerne]] trængte den tyske hær i sidste halvdel af august ind i det nordlige Frankrig, hvor den blev mødt af såvel den franske armé under [[Joseph Joffre]] og de første seks divisioner i den britiske [[British Expeditionary Force]] (BEF) under sir [[John French]]. Der fulgte en række slag, som kaldes [[Grænseslaget i 1. Verdenskrig|Grænseslaget]]. Nøgleslagene omfattede [[Slaget ved Charleroi]] og [[Slaget ved Mons]]. Under slaget ved Charleroi blev den franske 5. Armé omtrent udslettet af de tyske 2. og 3. ArméerArmeer, mens slaget ved Mons forsinkede den tyske fremrykning med en dag, hvilket viste sig at fåvære kritisk betydning. En generel allieret tilbagetrækning fulgte, hvilket førte til yderligere sammenstød, såsom [[slaget ved Le Cateau]], [[Belejringen af Maubeuge]] og [[Slaget ved St. Quentin (1914)|Slaget ved St. Quentin]].<ref>{{cite book

Den tyske hær nåede frem til en afstand afstod 70 km fra Paris, men i det [[Slaget ved Marne|første Marneslag]] ([[6. september|6.]]-[[12. september]]) lykkedes det for franske og engelske styrker at tvinge tyskerne på tilbagetog ved at udnytte et hul, som opstod mellem den 1. og 2. tyske Armé. DetteDet bragte den tyske fremrykning ind i Frankrig til standsning.<ref>{{cite journal

| accessdate=2008-02-01 }}</ref> Den tyske hær trak sig tilbage til nord for [[Aisne (flod)|Aisne]] floden og gravede sig ned. der, hvilketDet blev begyndelsen på den ubevægelighed i vestfronten, som kom til at vare i over tre år. Efter det tyske tilbageslag forsøgte de to sider at omgå hinanden i flanken under [[Kapløbet mod havet]], og skyttegravssystemerne blev hurtigt udvidet, så de strakte sig fra [[Nordsøen]] til den [[Schweiz|Schweiziske grænse]].<ref>Griess, 31–37.</ref> Den tyske besættelse af fransk territorium omfattede 64 % af Frankrigs produktion af råjern, 24 % af dens stålproduktion og 40 % af den samlede kulminekapacitet, hvilket betød et alvorligt, men ikke lammende tilbageslag for fransk industri.<ref name=kennedy>Kennedy (1989:p. 265–6)</ref>

| isbn=0773529497 }}</ref> Syd for belgierne lå det [[British Expeditionary Force]] (BEF). Her gennemførte tyskerne fra 19. oktober til 22. november deres afsluttende gennembrudsforsøg i 1914 under det [[Første slag ved Ypres]]. Begge sider led store tab, men der kom ikke noget gennembrud.<ref>{{cite web

Mellem kysten og [[Vogeserne]] var der en udstående bule i skyttegravslinjen kaldet [[Noyon]]-frontfremspringet efter den erobrede franske by yderst i området i nærheden af [[Compiègne]]. Joffres plan for en offensiv i 1915 gik ud på at angribe dette fremspring i fronten fra begge sider for at omringe og afskære de tyske tropper.<ref>Fuller, 165.</ref> Briterne skulle angribe nordfra ved at presse østpå ind i [[Artois]], mens franskmændene angreb i [[Champagne (provins)|Champagne]].

Den [[10. marts]] [[1915]] angreb briterne og canadierne ved [[slaget ved Neuve Chapelle|Neuve Chapelle]] som led i det, der var planlagt som en større offensiv i [[Artois]] regionen med henblik på at erobre Aubers-højderyggen. Angrebet blev gennemført af fire divisioner langs en 3tre km lang front. Inden angrebet blev sat ind, blev det forberedt med et koncentreret bombardement, som varede i 35 minutter. Det indledende angreb gjorde hurtige fremskridt, og landsbyen blev erobret i løbet af fire timer. Angrebet tabte imidlertid fart på grund af problemer med forsyninger og kommunikation. Tyskerne bragte herefter reserver frem og indledte et modangreb. DetteDet forebyggede forsøget på at erobre højderyggen. Da briterne havde brugt en tredjedel af deres samlede beholdning af [[artillerigranat]]er,<ref>Lyons, 112.</ref> skød general Sir John French skylden for det mislykkede angreb på mangel på granater, selv om angrebet havde været en succes i starten.<ref>Fuller, 166–7</ref>

PåTyskerne trods af de tyskehavde planer om at fastholde dødvandet med franskmændene og briterne, planlagdemens de tyske hærførere planlagde en offensiv ved den belgiske by [[Ypres]], som briterne havde erobret i november 1914 under det [[Første slag ved Ypres]]. Angrebet skulle aflede opmærksomheden fra store offensiver på [[Østfronten]], og samtidig afbrød det fransk-britiske planer om at afprøve et nyt våben. Efter to dages bombardement den [[22. april]] lukkede tyskerne [[klorgas]] ud på slagmarken, og gassen drev ind over de britiske skyttegrave.<ref>Fuller, 172–3</ref> Den gulgrønne sky kvalte forsvarerne, og tropperne i bagområdet flygtede i panik, hvilketog efterlod et 6seks km bredt hul i de allieredes linje. Tyskerne var imidlertid ikke forberedt på den grad af succesdet og havde ikke tilstrækkelige reserver til at udnytte åbningen. Canadiske tropper ankom hurtigt og drev tyskerne tilbage. Dette [[Andet slag ved Ypres]] var den første gang, hvor der blev anvendt kemiske våben i stor stil, selv om den form for krigsførelse var forbudt i [[Haager Landkrigsreglementet]] fra [[1899]] og [[1907]].<ref name="heller84">{{cite web

Gasangrebet blev gentaget to dage senere og forårsagede, at den fransk-britiske linje blev trukket 5fem km tilbage. Men muligheden for et gennembrud var gået tabt. Successen ved dette angrebOverraskelsesangrebet kunne ikke gentages, da de allierede begyndte at bruge gasmasker og tog andre modforholdsregler. Man fik etEt bevis på, hvor vellykkede disse tiltagde var, sås da den 16. irske divisions tropper kunne modstå koncentrerede tyske gasangreb et år senere, den [[27. april]], under [[slaget ved Hullach]] 40 km syd for Ypres.<ref>{{cite book

Dette år1915 blev der også introduceret fly, som var tilpasset til luftkamp. Mens fly allerede ved krigens udbrud var blevetblev brugt til rekognoscering, var den franske pilot [[Roland Garros]] den første til at skyde et fjendtligt fly ned den [[1. april]] [[1915]]. Det foregik med maskingeværer, som skød fremad gennem propelbladene, og det blev muliggjort ved at forstærke propelbladene, så kugler, der ramte dem, blev afbøjet.<ref>{{cite book

Nogle uger senere blev Garros tvunget til at lande bag de tyske linjer. Hans fly blev erobret og sendt til den hollandske ingeniør [[Anthony Fokker]], som snart frembragte en betydelig forbedring i form af en afbryder, så maskingeværet kun skød i de intervaller, hvor der ikke var en propel i skudfeltet<ref>Mekanismen blev udviklet af en af hans ansatte, Heinrich Lübbe.</ref> Dette fremskridtOpfindelsen blev hurtigt taget i anvendelsebrugt i [[Fokker E.I]] (''Eindecker'', eller monoplan, type 1), det første ensædes [[jagerfly]], som kombinerede en rimelig tophastighed med en effektiv bevæbning.<ref>{{cite web

Det blev begyndelsen på et våbenkapløb, hvor begge sider udviklede forbedrede våben, motorer, flytyper og materialer, og det fortsatte til krigens slutning. Det blev også begyndelsen til dyrkelsen flyver-esserne, hvoraf den mest berømte var [[Manfred von Richthofen]] - "den røde baron". I virkeligheden var det imidlertid ilden fra antiluftskytset, som stod for hovedparten af nedskydningerne - ikke fjendens jagerfly.<ref>{{cite book |last=Granatstein |first=Jack |coauthors=Morton, Desmond |title=Canada and the Two World Wars |location=Toronto |publisher=Key Porter |year=2003 |pages=40}}</ref>

I foråret blev den afsluttende offensiv fra Ententen udkæmpet ved [[Andet slag ved Artois|Artois]]. Dens mål var at erobre [[Vimy Ridge|Vimy højderyggen]]. Den 10. franske arme angreb den [[9. maj]] efter 6seks dages bombardement og trængte 5fem km frem. De trak sig imidlertid tilbage, da de var kommetkom under beskydning fra maskingeværer, og da de tyske forstærkninger beskød angriberne med artilleri. Den [[15. maj]] vargik offensiven gået i stå, selv om kampene fortsatte indtiltil den [[18. juni]].<ref>{{cite book

Efter en 9-dagesnidages udskydelse på grund af sne og snestorme begyndte [[Slaget ved Verdun]] den [[21. februar]] [[1916]] med en massiv otte timers artilleribeskydning. Tyskerne ventede ikke at møde megen modstand, da de langsomt rykkede frem mod Verdun og dens forter<ref>Lyons, 143.</ref>, og en kraftig fransk modstand blev imødegået med brugen af [[flammekaster]]e fra tysk side. Franskmændene mistede kontrollen over [[Fort Douaumont]], men de franske forstærkninger havde stoppet det tyske angreb med udgangen af februar.<ref>{{cite book

I løbet af sommeren trængte franskmændene langsomt frem, og udviklingen af den "rullende spærreild" betød, at de generobrede Fort Vaux i november, og i december havde de presset tyskerne 2to km tilbage fra Fort Douaumont. Undervejs havde de ladet 42 divisioner rotere gennem slaget. Slaget ved Verdun blev også kendt som 'Kødhakkeren ved Verdun' eller 'Meuse møllen'

I foråret havde de allierede feltherrer været bekymrede for, om den franske hær kunne holde til de enorme tab ved Verdun. De oprindelige planer for et angreb ved floden Somme blev ændret, så det blev briterne, der skulle bære hovedbyrden. Denne offensiv skulle lette presset mod franskmændene og russerne, som også havde lidt store tab. Efter en uge med kraftig regn indledte de britiske divisioner i [[Pikardiet]] et [[Slaget ved Somme|angreb ved floden Somme]] den [[1. juli]] støttet af fem franske divisioner på deres højre flanke. Angrebet var blevet forberedt med 7 dages kraftigt artilleribombardement, og det lykkedes de erfarne franske styrker at rykke frem, men det britiske artilleri havde hverken fjernet pigtråd eller ødelagt de tyske skyttegrave så effektivt som planlagt. Briterne led de største tab i form af døde, sårede og savnede på en enkelt dag i hele den britiske hærs historie - omkring 57.000 mand.<ref>Griess, 71–72.</ref>

Efter at have vurderet luftkampene over Verdun havde de allierede udviklet nye fly til angrebet i Somme -dalen. Den taktiske lære, som de allierede havde medbragtmed fra Verdun, var, at det taktiske mål var at opnå luftherredømme, og de tyske fly blev stort set fjernet fra himlen over Somme. Den succesfuldeheldige allierede luftoffensiv resulterede i en reorganisering af det tyske luftvåben, og begge sider begyndte at anvende store formationer af fly frem for at sætte deres lid til kampe mellem enkeltmaskiner.<ref>Campbell, 42.</ref>

Efter en omgruppering fortsatte slaget gennem juli og august, hvor briterne havde nogen succes, selv om de tyske linjer blev forstærket. I august nåede general Haig til den erkendelse, at et gennembrud var usandsynligt og skiftede i stedet til en taktik bestående af en række fremstød med små enheder. Dette førte til en udretning af frontlinjen, hvilket blev anset for nødvendigt som forberedelse for et massivt artilleribombardement ved et stort fremstød.

| isbn=0300106947 }}</ref> Den sidste del af slaget foregik i oktober og begyndelsen af november og betød igen beskedne gevinster og store tab i menneskeliv. Alt i alt var Somme-offensiven kun nået 8otte km frem og havde ikke nået de oprindelige mål. Briterne havde tab på omkring 420.000 og franskmændene omkring 200.000. De tyske tab blev beregnet til 465.000, omend dette tal er omstridt.<ref>{{cite book

Somme-slaget førte til store nye udviklinger i organiseringen af infanteri og taktik. Trods de frygtelige tab den 1. juli havde nogle divisioner formået at nånået deres mål med minimale tab. Efter gennemgangen af årsagerne til tab og gevinster genindførte briterne og deres kolonistyrker begrebet infanteri[[deling]]er, hvorved de fulgte i fodsporene på de franske og tyske hære, som allerede var i færd medved at nærme sig brugen af små taktiske enheder. Under Somme-slaget insisterede de øverste britiske ledere på, at et kompagni (120 mand) var den mindste operative enhed, men mindre end et år senere var det i stedet [[Gruppe (militær enhed)|grupper]] på 10 mand.<ref>

[[Fil:Franz Stassen - WWI - An das deutsche Volk.png|I december 1916 forsøgte tyskerne at forhandle fred med de allierede, idet de erklærede sig selv for sejrherrer, men efter brevvekslinger med USA, som dengang stadigendnu var et neutralt land, afviste de allierede tilbuddet. Denne tyske plakat fra januar 1917 citerer en tale af Kejser [[Wilhelm 2. af Tyskland|Wilhelm 2.]] hvor han nedsabler dem for deres beslutning.|thumb|250px]]

Hindenburglinjen blev bygget blot 3tre km bag den tyske frontlinje.<ref>Marshall, 288–9.</ref>, og den [[9. februar]] begyndte de tyske tropper at trække sig tilbage til den nye linje. Tilbagetrækningen var fuldført den [[5. april]], hvilketog efterlod et ødelagt landskab, som de allierede kunne besætte. Denne tilbagetrækning kom den franske hensigt om at angribe begge flanker på Noyon-fremspringetbulen i forkøbet, da det ikke længere eksisterede. De britiske fremstød fortsatte, da det britiske krigsministerium med nogen ret hævdede, at tyskernes tilbagetrækning skyldes de tab, som de havde lidt under slagene ved Somme og Verdun. Imidlertid led de allierede langt større tab under disse offensiver.

IDen mellemtiden[[6. april]] [[1917]] erklærede [[De Forenede Stater]] krig mod Tyskland den [[6. april]] [[1917]]. Allerede i startenbegyndelsen af 1915 efter sænkningen af atlanterhavsdamperen [[RMS Lusitania]] havde Tyskland indstillet sin uindskrænkede ubådskrig, da mandet frygtede at få trukket USA ind i krigen. Med stigende utilfredshed i den tyske befolkning på grund af mangel på fødevarer valgte den tyske regering at genoptage den uindskrænkede ubådskrig i februar 1917. Den havde beregnet, at en vellykket belejring af Storbritannien med ubåde og krigsskibe ville tvinge landet ud af krigen i løbet af sekset månederhalvt år, mens det ville tage et år for amerikanske styrker at blive en alvorlig trussel på Vestfronten. Ubådene og overfladeskibene havde haft succes i en lang periode, indtil briterne gik over til at sejle i konvojer,. hvilketDet havdemedførte medført enet storstort nedgangfald i de allieredes tab.<ref>Griess, 144–5.</ref>

I løbet af 1916-1917 var størrelsen af den britiske hær på Vestfronten vokset til to tredjedele af den franske hær.<ref name=kennedy/> I april 1917 indledte det britiske imperiums styrker et angreb, som startede med [[Slaget ved Arras (1917)|Slaget ved Arras]]. Det candiske korps og den 5. britiske division angreb de tyske linjer i [[Slaget ved Vimy Ridge]], men led store tab. Det allierede angreb sluttede, da manledelsen nægtede at sende forstærkninger til området.

I løbet af vinteren 1916-1917 var den tyske taktik i luften blevet forbedret. En træningsskole for jagerpiloter var blevet åbnet ved [[Valenciennes]], og der var blevet indført bedre fly med dobbelte kanoner. Resultatet var næsten katastrofale tab for de allieredes luftvåben, især for briterne, portugiserne, belgierne og australierne, som kæmpede med forældede fly, dårlig træning og dårlig taktik. Som følge herafDerfor kunne de allieredes successer over Somme ikke gentages, og tyskerne tilføjede dem store tab. Under slaget ved Arras mistede briterne 316 besætninger og canadierne 114. sammenlignet med tyskernesTyskernes tab var på 44.<ref>Campbell, 71.</ref> DetteDet blev kendt i det britiske luftvåben RFC som "den blodige april".

I samme måned gav den franske general [[Robert Nivelle]] ordre til en ny offensiv mod de tyske skyttegrave og lovede, at denne offensiv ville vinde krigen. Angrebet, som fik navnet [[Nivelle Offensiven]] (også kendt someller [[Chemin des Dames]] efter det område hvor offensiven foregik), skulle omfatte 1,2 mio. mænd samt kampvogne, og inden selve angrebet skulle det forberedes ved et ugelangt artilleribombardement. Operationen gik dårligt, da de franske tropper med støtte af australske, brasilianske, portugisiske og newzealandske tropper skulle igennem et vanskeligt opadskrånende terræn. Hertil kom, at den detaljerede planlægning var blevet forstyrret af den frivillige tyske tilbagetrækning til Hindenburglinjen, at det var mislykkedes at hemmeligholde angrebet, og at tyske fly fik luftherredømmet, hvilket gjorde rekognoscering vanskelig. Det betød, at spærreilden krøb for langt frem foran de fremrykkende tropper. Inden for en uge var 100.000 franske tropper døde. Trods de store tab og Robert Nivelles løfte om at stoppe offensiven, hvis den ikke gav et gennembrud, beordrede han, at angrebet skulle fortsætte ind i maj.

Den udmattede franske 3. kolonidivision, som var veteraner fra slaget ved Verdun, afslog den [[3. maj]] [[1917]] at udføre ordrerne og ankom fulde og uden deres våben. Deres officerer havde ikke de fornødne midler til at kue en hel division, og hårde afstraffelser blev ikke straks gennemført. Derefter kom det til [[Franske hærs mytteri (1917)|mytteri]] i 54 franske divisioner, og 20.000 mand deserterede. De øvrige allierede styrker angreb dog, men led store tab.

Efter fire dages intenst bombardement blev sprængstoffet bragt til eksplosion i 19 af dissede 21 miner, hvilketog dræbte 10.000 tyskere. Den efterfølgende offensiv var i høj grad baseret på kraftigt bombardement, men det lykkedes ikke at fordrive tyskerne. Offensiven, som havde været en imponerende succes i starten, gik i stå på grund af oversvømmet og mudret terræn, og begge sider led store tab.

Fra slutningen af juli og til ind i oktober blev kampene omkring Ypres fornyet med [[Slaget ved Passchendaele]] (teknisk set det Tredje slag ved Ypres, hvori Passchendaele var den sidste fase). Slagets oprindelige mål var at åbne de tyske linjer og true ubådsbaserne på den belgiske kyst, men det blev senere begrænset til at få den britiske hær flyttet op på et højere (og mere tørt) terræn ved Ypres, som ikke til stadighed var under trussel fra det tyske artilleri. Canadiske veteraner fra [[slaget ved Vimy Ridge]] og [[slaget om Hill 70]] sluttede sig til de udmarvede [[ANZAC]] og britiske styrker og erobrede landsbyen Passchendaele den 30. oktober trods usædvanlig kraftig regn og tab på omkring 36.000 mand. Igen resulterede offensiven i store tab med forholdsvis små gevinster, selv om briterne gjorde små, men vedholdende fremskridt i perioder med mere tørt vejr. Jorden var generelt mudret og oversået med granatkratere, hvilket gjorde forsyning og yderligere fremstød meget vanskelige.

Begge sider mistede tilsammen over en halv million mand under denne offensiv. Slaget er blevet til en betegnelse for blodigt og håbløst slagteri blandt britiske historikere, mens tyskerne kaldte Passchendaele for "det største martyrium i krigen". Det er det ene af de to slag (det andet varog slaget ved Somme), som mest af alt varer grunden til, at den britiske øverstkommanderende, [[Douglas Haig]], fik ry for dårlig krigsledelse.

}}</ref> De allierede angreb med 12 divisioner og 324 kampvogne, hvoraf en tredjedel blev holdt i reserve, imodmod to tyske divisioner. For at fastholde overraskelsesmomentet var der intet forudgående artilleribombardement, og der blev kun udlagt et røgslør foran kampvognene. KampvogneneDe var udstyret med faskiner på fronten for at bygge bro over de 4fire meter brede tyske kampvognsfælder. Bortset fra den 51. britiske division, som ikke rykkede frem i kolonner bag kampvognene, men derimod som en linje over slagmarken, var det indledende angreb en succes for briterne. De britiske styrker kom længere på seks timer, end de var nået under det tredje slag ved Ypres på fire måneder, og med tab på blot 4.000 mand.<ref>Marshall, 317.</ref>

Fremstødet resulterede imidlertid i et upraktisk frontfremspring, og en overraskende tysk modoffensiv med flydækning og egne kampvogne den 30. november drev briterne tilbage til deres udgangspunkt. Trods denne modgangdet blev angrebet anset for en succes af både de allierede og tyskerne, da det viste, at kampvogne kunne overvinde skyttegravsforsvar. Slaget havde også indeholdt den første brug afbrugt tyske ''stormtropper'' for første gang på vestfronten, hvor det nu blev muligt at gennemtrænge de allierede linjer ved at omgå modstand og hurtigt rykke frem til fjendens bagområde.

Efter det vellykkede allierede angreb og gennemtrængning af det tyske forsvar ved Cambrai vurderede Ludendorff og Hindenburg, at den eneste mulighed for en tysk sejr nu bestod i at gennemføre et afgørende angreb ved Vestfronten i løbet af foråret, inden de amerikanske tropper kom til at optræde i stort tal. Den 3. marts 1918 blev [[Brest-Litovsk-freden]] underskrevet, og Rusland trak sig ud af krigen. Det gav en dramatisk effekt på krigen, da 33 divisioner blev frigjort på Østfronten til indsættelse på Vestfronten. Det betød, at Tyskland nu rådede over 192 divisioner mod de allieredes 178 divisioner. Derfor kunne tyskerne trække erfarne enheder væk fra fronten og optræne dem til [[stormtropper]] (Stoßtruppen). <ref>Herwig (1997):393–397,400–401; 40 infanteri og 3tre kavaleri divisionerkavaleridivisioner blev beholdt i øst til besættelsesopgaver.</ref> I modsætning hertil havde de allierede stadig ikke nogen fælles overkommando og led under problemer medsom krigslede og mangel på mandskab. De britiske og franske armeer var sørgeligt udpinte, og de amerikanske tropper var endnu ikke færdiguddannetuddannet til at påtage sig kampopgaver.

Ludendorffs strategi ville bestå i at iværksætte en massiv offensiv mod briterne og commonwealthstyrkerne for at adskille dem fra franskmændene og de øvrige allierede og derpå at drive dem tilbage til kanalhavnene. Angrebet ville kombinere den nye stormtroptaktik med anvendelse af fly, der angreb taktiske mål på jorden, og med kampvogne og en omhyggeligt planlagt spærreild fra artilleriet, som også ville omfatteomfattede gasangreb.

''Operation Michael'',<ref>Marshall, 353–7.</ref> den første af de tyske forårsoffensiver, var tæt på at splitte de allierede hære, da manden trængte 65 km frem i løbet af de første 8otte dage og flyttede fronten mere end 100 km mod vest, så man dermedtyskerne kom inden forpå skudafstand tilaf Paris for første gang siden 1914.

I maj begyndte de amerikanske divisioner også at spille en stigende rolle, og de vandt deres første sejr i [[slaget ved Cantigny]]. DaOm det blev sommer,sommeren ankom der 300.000 amerikanske soldater hver måned. I alt blev der indsat 2,1 mio. amerikanske soldater på denne front inden krigen sluttedevestfronten. Den hurtigt voksende amerikanske tilstedeværelse fungerede som modvægt til det store antal tyske tropper, som blev frigivet fra fra Østfronten.

I juli indledte Foch en ny [[Andet slag ved Marne|offensiv mod frontfremspringet ved Marne]], som var opstået ved de tyske angreb, og i august var det fjernet. En ny [[Slaget ved Amiens|storoffensiv]] fulgte to dage efter den første og sluttede i [[Amiens]] mod nord. Dette angrebDet omfattede fransk-britiske styrker med australske og canadiske tropper i spidsen,<ref>Amiens 1918, McWilliams & Steel</ref> sammen med 600 kampvogne og støttet af 800 fly. Angrebet blev en stor succes, og fik Hindenburg til at kalde den [[8. august]] for "den tyske hærs sorte dag".<ref>Griess, 155–156.</ref>

Den tyske hærs mandskabsstyrke var blevet alvorligt udmarvet af fire års krig, og landets økonomi og samfund var under stort indre pres. Ententen havde nu i alt 216 divisioner i felten mod 197 underbemandede tyske divisioner.<ref>Kennedy (1989:p. 266)—102 franske, 60 fra det britiske imperium, 42 (i dobbelt størrelse) amerikanske og 12 belgiske divisioner.</ref> [[Hundrede dages offensiven]], som begyndte i august, viste viste sig at bliveblev det endelig knæk for den tyske hær, og efter en række af nederlag begyndte de tyske tropper at overgive sig i stort tal. Da de allierede brød igennem de tyske linjer med store tab på tysk side, blev [[Prins Maximilian af Baden]] i oktober udpeget til tysk kansler med henblik på at forhandle en våbenstilstand på plads, og da Ludendorff modsatte sig fredsfølerne, blev han tvunget til at træde tilbage, hvorefter han flygtede til [[Sverige]].<ref>Herwig (1997):426–428.</ref> Kampene fortsatte, men de tyske arméerarmeer var allerede på tilbagetog, da den [[tyske revolution]] medførte, at der kom en ny regering i landet. En våbenstilstand blev hurtigt underskrevet, sådan atså alle kampe på Vestfronten standsede den 11. november 1918.<ref>Griess, 163.</ref> Det tyske kejserdømme brød sammen, da Ludendorffs efterfølger - general [[Wilhelm Groener]] - af frygt for en revolution, som den året før i Rusland, valgte at støtte den moderate [[SPD|socialdemokratiske]] regering under [[Friedrich Ebert]] frem for at opretholde Hohenzollern monarkiet.<ref>Herwig (1997):446.</ref>

I [[1919]] var Tyskland fallit, befolkningen levede på sultegrænsen, og landet havde ingen handel med resten af verden. De allierede holdt [[Köln]], [[Koblenz]] og [[Mainz]] ved [[Rhinen]] besat og krævede betaling af krigsskadeserstatninger, før de kunne leveres tilbage. I den situation opstod der en myte om, at den tyske hær ikke var blevet slået. Denne myte blev åbent fremmet af præsidenterne Ebert og Hindenburg, og den blev senere udnyttet af nazisternes propaganda til delvis at retfærdiggøre omstyrtelsen af [[Weimarrepublikken]]. Se [[Dolkestødslegenden]].

Frankrig led store skader i krigen. UdoverUd over at miste flere mænd i forhold til sin befolkning end nogen anden stormagt, var det industrialiserede nordøstlige Frankrig blevet ødelagt af krigen. De provinser, som havde været besat af Tyskland stod for 40 % af landets kul og 58 % af dets stålproduktion.<ref>{{cite book