Etruskere: Forskelle mellem versioner

Etruskerne kaldte sig selv ''rasenna'' (ifølge den græske forfatter [[Dionysios af Halikarnassos]]). [[Græker]]ne kaldte dem ''tyrsenoi'' eller ''tyrrhenoi'' (heraf betegnelsen det [[Tyrrhenske Hav]]). [[Romer]]ne kaldte dem derimod enten ''tusci'' (heraf italiensk ''Toscana'' om landskabet) eller ''etrusci'' og deres land ''Etrūria''.

Spørgsmålet om etruskernes oprindelse skal selvfølgelig ses i forbindelse med spørgsmålet om det [[Etruskisk (sprog)|etruskiske sprogs]] slægtskab.

Der i al væsentligheder to teorier om etruskernes oprindelse. Den ene hævder, at etruskerne var autoktone, dvs. de har altid (i årtusinder) boet i Italien. Den anden hævder, at etruskerne er indvandret til Italien fra området ved det nordlige [[Ægæerhavet|Ægæerhav]].

<BLOCKQUOTE><SMALL>"Da Atys, søn af Manes, var konge, udbrød der stor hungersnød i hele Lydien. En tid lang holdt lyderne tålmodigt ud, men da den ikke holdt op, søgte de efter midler til at hjælpe på den, og mande fandt både på det ene og det andet. Det var den lejlighed, at både de forskellige [[terningspil]] og [[boldspil]]let og alle de andre former for [[spil (leg)|spil]] blev opfundet, med undtagelse af brætspillet; dét gør lyderne ikke krav på at have opfundet. Disse opfindelser anvendte de mod sulten på følgende måde. Den ene dag spillede de hele dagen igennem for ikke at mærke sulten, den næste lod de spillene ligge og spiste. På denne måde fortsatte de i atten år.<br />Da hungersnøden ikke hørte op, men snarere tiltog i styrke, delte deres konge hele det lydiske folk i to dele og afgjorde ved lodtrækning, hvilke af dem der skulle blive, og hvilke der skulle drage ud af landet, og han satte sig selv i spidsen for den del, som loddet bestemte skulle blive i landet; over dem, der skulle forlade det, satte han sin søn, Tyrsenos.<br />Den halvdel, som ved lodtrækning var bestemt til at forlade landet, drog så til Smyrna og byggede sig skibe, og efter at have bragt alt, hvad de havde af brugbart løsøre om bord, sejlede de ud for at finde et land, hvor de kunne leve. Da de havde rejst forbi mange folkeslag, kom de til slut til umbrerne, i hvis land de grundlagde byer og har boet siden da. Fra at have heddet lydere, ændrede de navn efter kongens søn, som havde anført dem, og idet de lod sig opkalde efter ham, fik de navn af tyrsenere." (overs. Hastrup og Hjortsø 1979)</SMALL></BLOCKQUOTE>

Etruskisk er derimod efter alt at dømme nært beslægtet med [[Rætisk (sprog)|rætisk]], et sprog, der blev brugt af [[rætier]]ne, som beboede et område i [[Alperne]], og som optræder i en række indskrifter (se Helmut Rix, ''Rätisch und Etruskisch'', 1998). Det understøtter umiddelbart, at etruskisk har været talt i Italien i et længere tidsrumtid før vores tidligste kilder.

Denne diskussion er dog næppe relevant at beskæftige sig med mere. I dag anser alle forskere etruskerne som et oprindeligt italisk folkeslag, men som et folkeslag hvis kulturelle udtryk i høj grad er blevet formet af mødet med de andre samtidige folkeslag, især fønikerne og grækerne.

Da ca. 9.000 etruskiske indskrifter er bevarede til vor tid, skulle man tro, at kundskaben om sproget var god, men kun rundt et dusin stykker af indskrifterne er længre end 25 ord. De fleste er rene inskriptioner fra grave, og ordene ''clan'' (= søn), ''svalce'' (= levede) og ''lupu'' (= er død) går derfor igen. Af samme grund er fortid den verbform, vi kender bedst. Fortidsform blev på etruskisk dannet med endelsen ''-ce'' (''c'' udtalt som ''k''), så man fik ''svalce'' (= han levede), ''turce'' (= han gav), ''lupuce'' (= han døde) og ''mulvanice'' (= han tilegnede). Kasus-endelserne blev stablet oveni hinanden. Ordet ''unialthi'' bestod af navnet Uni (= hjemmets gudinde, der på latin hed [[Juno]]), fulgt af genitiv ''-al'' (= Junos) og derefter ''thi'', (= indeni). Ordet kan altså oversættes med "i Junos [helligdom, tempel]". <ref>Ola Wikander: ''I døde språks selskap'' (s. 159-61), forlaget Pax, Oslo 2009, ISBN 978-82-530-3205-4</ref>

Etruskisk [[teknologi]] var generelt mere avanceret end deres [[nabo]]ers. Meget af det som anses for at være typisk [[romersk]], som f.eks.fx stenbuer, [[byplanlægning]], kommunale anliggender som f.eks. [[sanitet]], [[vej]]e med vejbelægning, [[akvadukt]]er og [[kloakering]] var alle inspireret af etruskerne. De havde handel og kulturudveksling med de andre store folkeslag i middelhavsområdet, fx grækerne og [[fønikerne]]. Blandt romerne havde de ry på sig for at være et fromt folkeslag, og beholdt en vis status, når det gjaldt religion og spådomme. I år 14 sagdes [[Augustus]]' død at være varslet, da [[lyn]]et slog ned i en af hans [[statue]]r og knuste dendet første bogstav i hans tilnavn, ''Cæsar''. DetteDet blev tolket til atsom han havde hundrede (= [[romertal]] C) dage tilbage, før han blev forvandlet til en af ''aesar'', det etrusiske ord for "[[Gud|guderne]]" - altså døde. <ref>Ola Wikander: ''I døde språks selskap'' (s. 155)</ref>