Andreas Gottlob Rudelbach: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m linkfix |
m linkfix |
||
Linje 6:
I Danmark var der for en mand med Rudelbachs anskuelser den gang ikke udsigt til en videnskabelig ansættelse, og da en kaldelse til et preussisk universitet (1827) ikke gik i gænge, modtog han 1828 det tilbud, den fromme grev Ludwig af Schønberg gjorde ham om embedet som superintendent, konsistorialråd og hovedpræst i fabriksbyen [[Glauchau]] i Sachsen; det havde først været tilbudt professor [[Ernst Wilhelm Hengstenberg]] i [[Berlin]]. Rudelbachs prøveprædiken i Hofkirken i [[Dresden]] og det ''Colloqvium'', som fulgte efter, gave anledning til megen omtale; thi Rudelbach kastede med stor heftighed den også i Sachsen herskende rationalisme handsken, og den sachsiske overhofpræst [[Christoph Ammon|von Ammon]], som ledede samtalen, følte sig personlig krænket af den djærve lutheraner, "der kom fra det yderste Thule". 1831 dannedes, væsentlig på Rudelbachs tilskyndelse, den såkaldte ''Muldenthaler Pastoralkonferenz'', der i forskellige skikkelser har haft en ikke ringe betydning for det kirkelige liv i Sachsen. Han virkede der efter [[Gotthilf Heinrich von Schubert]]s sigende "som et Klippestykke, der falder i det stille Hav og bringer Bølgerne til at bruse". På videre kredse fik Rudelbach indflydelse gennem det ''Zeitschrift für die gesamte lutherische Theologie und Kirche'', som han fra 1840 til sin død vedblev sammen med [[Ferdinand Guericke]] at være udgiver af, mens Guericke alene fra 1846 varetog redaktionen. Deri skrev Rudelbach en række lærde afhandlinger og recensioner, blandt andet en skildring af den religiøse vækkelse i Danmark. Fra denne tid stammer også hans betydeligste skrift: ''Reformation, Lutherthum u. Union'' (1839), en historisk-dogmatisk apologi for lutherdommen, der var helliget Grundtvig som "en Mand i Luthers Aand og Kraft". 1843 indbød han, i forening med Lindner og Delitzsch, til den første ''allgemeine lutherische Konferenz'' i [[Leipzig]], hvor lutheranere fra Sachsen, [[Bayern]], [[Hannover]], [[Schlesien]] osv. satte hinanden stævne. Han var i et par år disse møders præsident og vandt derigennem mange venner. 1841 udnævnte Universitetet i [[Erlangen]] ham til doktor i ”theologien honoris causa”, og man så fra flere sider hen til superintendenten i Glauchau som en kirkelig fører. Men allerede 1. september 1845 nedlagde Rudelbach temmelig brat sit embede i Sachsen. Han ville ikke gå med til den betingede afskaffelse af det apostolske symbol ved konfirmationen, som nogle medlemmer af konsistoriet havde foreslået (jvfr. hans ''Ueb. die Bedeutung des apost. Symbolums'', Leipz. 1844), og han ville hverken åbne sin kirke for eller udføre kirkelige handlinger for de såkaldte tysk-katholikker, som den gang vakte stor sympati hos Sachsens rationalister.
Fra Glauchau rejste Rudelbach tilbage til København; men også her mødte han vanskeligheder. Med Grundtvig var det kommet til et åbent brud, fordi Rudelbach ikke kunne gå ind på Grundtvigs betragtning af det apostolske symbol som det levende ord, og mange her hjemme havde følt sig stødt ved Rudelbachs omtale af danske forhold i de tyske præsteforsamlinger. [[Christian 8.]] ville gerne have skaffet ham en ansættelse i det teologiske fakultet; men fakultetet, med Clausen i spidsen, havde ikke lyst til at åbne døren for en "Calovius redivivus", og det frygtede for, {{citat|at en Retning, der stillede sig i et eksklusivt og polemisk Forhold til den friere Udvikling i Kirke og Videnskab, ville frembringe de samme Virkninger i Danmark som andetsteds og give de falske protestantiske Emancipationstendenser Næring ved at give dem et Skin af Berettigelse.<ref>Kirkehist. Saml. 4. R. V, 130 f.)</ref>}} 1847-48 holdt Rudelbach som privatdocent forelæsninger over nytestamentlig [[isagogik]], pastoralbrevene og Johannes-evangeliet; men da fakultetets modstand viste sig uovervindelig, opgav han tanken om en fremtidig akademisk virksomhed i København og blev 1848 udnævnt til sognepræst ved [[Sankt Mikkels Kirke]] i Slagelse. Der døde han 3. marts 1862, efter at først mindre skrøbeligheder og til sidst et slaganfald havde lammet hans arbejdskraft. 28. juni 1822 havde han ægtet Elisabeth Marie Bønsøe (1803 - 1867), datter af skibskaptajn Nic. Chr. Bønsøe. Efter opgivelsen af stillingen i Glauchau vedblev Rudelbach at stå i livlig forbindelse med Tyskland og de tyske præstekonferenser, på hvilke han jævnlig gav møde, og flere af de skrifter, han skrev efter sin hjemkomst, blev straks oversatte på tysk, enkelte også på svensk. Det var væsentlig Grundtvig og den grundtvigske kristendomsopfattelse, hans kamp gjaldt, da han skrev om ''Kristendom og Nationalitet'' (1847) og ''Om [[Sognebånd|Sognebaandet]] og om
Men om en forholdsvis stor del af Rudelbachs rige forfattervirksomhed end hurtig er sunket i en ikke helt uforskyldt glemsel, bør det ikke glemmes, at Rudelbach på et tidspunkt, da mange af Tysklands teologer med den berømte Erlanger-Exeget Hofmann i spidsen mente at kunne sætte sig ud over sandheden ved spidsfindige fortolkninger og jesuitiske kunstgreb, i et ''Sendebrev til Claus Harms'' (1851) om lydighed mod øvrigheden og edens betydning slog et djærvt slag for sit fædrelands ret og ære.
| |||