Adam Müller: Forskelle mellem versioner

▲Den mindre guldmedalje var imidlertid i 1835 blevet ham tilkendt for ''Odysseus kommer til Nausikae'', et billede, som endnu tiltaler ved sin hele behandling, sin harmoni i farven, uden at dennes friskhed er gået tabt. 2 år efter vandt han den store guldmedalje for opgaven: ''David opmuntrer Saul ved sit Harpespil''. Medaljen tilkendtes så vel ham som hans heldige konkurrent fra 1833, den tyskfødte [[Matthias Heinrich Elias Eddelien|Heinrich Eddelien]]. Da derefter begge kunstnere søgte Akademiets Rejsestipendium, hvoraf der den gang kun var ét til rådighed ad gangen, måtte de på ny kæmpe om prisen med hinanden. Sommeren 1838 fik de til opgave at male ''Christus giver sig til Kjende for Disciplene i Emmaus'', og i december fremstilledes de 2 billeder til bedømmelse. Begge havde haft vanskeligheder at kæmpe med, Eddelien havde været syg, og Müller havde samtidig fuldført et stort billede, som året forud var bestilt hos ham af Kunstforeningen. Han nåede at få begge billeder færdige, men fik så i en heftig feber, hvori endog hans liv var i fare. Müller synes i det hele at have været en ualmindelig energisk personlighed, der anspændte sin arbejdskraft til det yderste. Akademiet var talrigt forsamlet under Thorvaldsens forsæde; 4 kunstnere, hvoriblandt netop professorerne i historiemaleri, holdt billederne så lige i værd, at de ikke ville afgive deres stemmer til gunst for en af dem, men den øvrige forsamling valgte Eddeliens arbejde med 14 Stemmer mod 4. Eddelien, der havde fået [[dansk indfødsret]], fik således stipendiet. Men forsamlingen besluttede enstemmig at ansøge om et lige så stort stipendium for Müller af finanserne; Thorvaldsen gik selv til kongen, og 19. januar 1839 bevilgedes ham 800 Rdl. Sølv i 2 år, medens Akademiet senere i 1841 bevilgede ham det 3. år; han nød altså ganske lige ret med Eddelien. I Januar 1839 var Müller rask nok til at kunne rejse til [[Italien]].

▲Uagtet han allerede den første sommer på [[Ischia]] pådrog sig en forkølelse, der gik over til brystsyge, fik opholdet i Italien stor indflydelse på hans korte kunstnerlivs sidste udvikling. Studiet af den florentinske malerkunst synes at have ført ham ind i hel ny retning. Foruden en altertavle, ''Fremstillingen i Tempelet'', malede han det store billede: ''Christus velsigner de 4 Evangelister'', som findes i [[Thorvaldsens Museum]]. Da han 1842 kom hjem, blev han [[Agré|agreeret]] på dette billede, som ved udstillingen året efter fik Thorvaldsens Medalje, og fik som opgave til medlemsstykke ''Synderinden ved Jesu Fødder''. Men han fik kun malet nogle portrætter og ''Den fortabte Søns Hjemkomst'' (kongelige Malerisamling), da døden bortkaldte ham 15. marts 1844.

▲Dette billede i Thorvaldsens Museum er en ejendommelig efterligning af den ældre italienske kirkelige Stil. Den symmetriske anordning, de lyse, udprægede lokalfarver, som i deres harmoniske sammenstilling danne en øjet så tiltalende farveharmoni, den fromme idealisme, som fremtræder i disse skikkelser og i en handling, som ikke har nogen historisk hjemmel, give dette billede noget uvirkeligt, noget højtideligt, der giver ret til at stemple det som en poetisk sjæls [[svanesang]], trods det ikke var kunstnerens sidste arbejde. Mere i Sammenhæng med hans yngre Kunstvirksomhed og med udviklingen af dansk kunst var det billede, som Kunstforeningen bekostede, og som hænger i Helligåndskirken, ''Luther paa Rigsdagen i Worms''. Det er vistnok kunstnerens mest modne værk. Handlingen er klart og levende fortalt, farvegivningen sandere og naturligere end i både ældre og yngre billeder af ham, og der var mere samlet malerisk virkning i helheden.

▲{{kid navn|440}}