Albert Speer: Forskelle mellem versioner

'''Albert Speer'''<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=11.}}</ref> (født Berthold Konrad Hermann Albert Speer [[19. marts]] [[1905]] i [[Mannheim]] og død [[1. september]] [[1981]] i [[London]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[arkitekt]], der under [[2. verdenskrig]] var rustningsminister (''Reichsminister für Bewaffnung und Munition'') i [[Nazi-Tyskland]]. IndenLænge sininden ministerudnævnelseministerudnævnelsen havde Speer længe været [[Adolf Hitler]]s foretrukne arkitekt.

Speer blev medlem af [[NSDAP|nazistpartiet]] i [[1931]]. Hans evner som [[arkitekt]] gjorde ham stadig mere kendt i [[Politisk parti|partiet]], og han blevkom medlemmed afi Hitlers inderkreds. Hitler gav ham til opgave at tegne og bygge en række bygninger og anlæg, herunder [[rigskancelliet|det nye rigskancelli]] og paradeanlægget til partimøderne i [[Nürnberg]] – de såkaldte ''[[Reichsparteitag]]e''. Speer udfærdigede efter Hitlers ordre planer for [[Welthauptstadt Germania]] – en omfattende ombygning af Berlin, som skulle finde sted efter krigen, og som blandt andet indebar opførelse af enorme bygninger, anlæggelse af brede boulevarder og reorganisering af byens transportsystem.

Som rustningsminister lykkedes det for Speer til stadighed at forøgeøge den tyske krigsproduktion til langt hen i [[1944]] på trods af massive og ødelæggende bombardementer fra [[De Allierede]]. Efter krigen blev han stillet for [[Nürnbergprocessen|krigsforbryderdomstolen i Nürnberg]] og blev idømt 20 års [[fængsel]] for sin rolle i det nazistiske styre, først og fremmest på grund af anvendelsen af tvangsarbejdere. Som "nazisten, der sagde undskyld",<ref>Titlen på en [http://ftvdb.bfi.org.uk/sift/title/548364 BBC2-dokumentarudsendelse]</ref> påtog han sig ved [[Nürnbergprocessen]] og i sine udgivne erindringer et generelt ansvar for de forbrydelser, der var begået af det nazistiske styre i Tyskland. Der hersker dog fortsat usikkerhed om, hvorvidt Speer mere konkret spillede nogenen konkret rolle i nazisternes [[jødeforfølgelser|forfølgelse af jøder]] samtog om, hvor meget han kendte til [[Holocaust]]. Han udstod det meste af sin straf i [[Spandau-fængslet]] i [[Vestberlin]].

EfterSpeer udgav efter sin løsladelse i oktober 1966 udgav Speer to selvbiografiske bøger, som blev bestsellersbestsellere: ''Fra triumf til katastrofe'' (originaltitel ''Erinnerungen'') og ''Spandauer Tagebücher'', som detaljeret beskrevbeskriver hans tætte, personlige forhold til Hitler og gav læsere og historikere et enestående indblik i, hvorledes det nazistiske styre fungerede. Han skrev senere en tredje bog, ''Der Sklavenstaat - meine Auseinandersetzungen mit der SS'', om [[Schutzstaffel|SS]]. Speer døde af et [[Apopleksi|slagtilfælde]] i [[1981]], mens han var på besøg i London.<ref name="harvnb">{{Harvnb|Fest|1999|p=337.}}</ref>

Speer blev født i [[Mannheim]] ind i en velhavende middelstandsfamilie. Han var den anden af tre sønner af Albert og Luise SpeerSpeers tre sønner. I [[1918]] flyttede familien permanent til deres sommerbolig på Schloss-Wolfsbrunnenweg i [[Heidelberg]].<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=7.}}</ref> "Kærlighed og varme var fraværende i hjemmet i Speers ungdom",<ref>{{Harvnb|King|1997|p=27.}}</ref> ifølge [[Henry T. King]], viceanklager i Nürnberg, som senere skrev en bog om Speer. Speer ville oprindeligt være [[matematiker]], men hans far sagde, at hvis han valgte en sådan levevej, ville han komme til at "leve et liv uden penge, position og fremtid".<ref>{{Harvnb|Schmidt|1984|p=28.}}</ref> I stedet fulgte Speer i sin fars og bedstefars fodspor og studerede [[arkitektur]].<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=11–13.}}</ref>

Speer begyndte sine arkitekturstudier på [[Universität Karlsruhe (TH)]] i stedet for en af de mere prestigefyldte uddannelsesinstitutioner, fordi [[hyperinflation]]skrisen i [[1923]] begrænsede hans forældres indkomst.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=9.}}</ref> Da krisen i [[1924]] var overstået, skiftede han til det "langt mere velanskrevne" ''[[Technische Universität München]]''.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=63.}}</ref> I [[1925]] skiftede han igen institution – denne gang til [[Technische Universität Berlin]] – hvor han studerede under [[Heinrich Tessenow]], som Speer beundrede meget.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=10–11.}}</ref> Året efter eksamen i [[1927]] blev Speer Tessenows assistent, en stor ære for en mand på 23.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=81.}}</ref> Som Tessenows assistent underviste Speer i nogle af hans fag, mens han fortsatte sine egne videregående studier.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=71–73.}}</ref> I [[München]] og senere i [[Berlin]] indledte Speer et nært langvarigt venskab med [[Rudolf Wolters]], som også studerede vedhos Tessenow.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=33–34.}}</ref>

I sommeren [[1922]] begyndte Speer at [[Parring|kurtisere]] Margarete Weber ([[1905]]–[[1987]]). Speers klassebevidste mor, som følte at Weber-familien var socialt lavere rangerende (''Herr'' Weber var en succesfulddygtig [[håndværk]]er, som beskæftigede 50 arbejdere), rynkede på næsen af forholdet. Trods denne modstand blev de to gift i Berlin den [[28. august]] [[1928]], men der gik syv år inden Margarete Speer første gang blev inviteret til at bo i sine svigerforældres hus.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=47–49.}}</ref>

I 1931 opgav Speer sin stilling som Tessenows assistent på grund af lønnedgang og flyttede til Mannheim i håb om at kunne bruge sin fars forbindelser til at få opgaver. Det havde han ikke større succesheld med, og hans far gav ham et jobarbejde som leder af den ældre Speers ejendomme. I juli [[1932]] besøgte Speer sammen med sin kone Berlin for at hjælpe partiet inden valget til [[Reichstag|rigsdagen]]. Mens de var i Berlin, anbefalede Hanke den unge arkitekt over fortil [[Joseph Goebbels]] til at hjælpe med at renovere partiets hovedkvarter i Berlin. Speer, som havde væretvar på vej tilpå atpå rejseferie med sin kone på ferie itil [[Østpreussen]], accepterede at gå i gangopgaven. Da opgavenden var færdigløst, vendte Speer tilbage til Mannheim og blev der under Hitlers [[magt]]overtagelse i januar [[1933]].<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=28–30.}}</ref><ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=22–25.}}</ref>

Efter magtovertagelsen kaldte Hanke Speer tilbage til Berlin. Goebbels, den nye propagandaminister, gav Speer til opgave at renovere ministeriets bygning på [[Wilhelmplatz]].<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=25–26.}}</ref> Speer stod også for designet af [[Arbejdernes internationale kampdag|1. maj-arrangementet]] i 1933 i Berlin. I sine erindringer skrev han, at da han så det oprindelige designudkast for mødet i Berlin på Hankes skrivebord, bemærkede han, at det ville komme til at ligne en skyttefest.<ref name = "flag"/> Hanke, som nu var Goebbels' [[statssekretær]] (viceminister),<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=99.}}</ref> udfordredeopfordrede ham til at lavegøre etdet bedre design. Som Hitler var, som Speer senere fandt ud af, var Hitler begejstret for Speersideen design (som benyttedemed enorme [[flag]]), selv om. Goebbels tog æren for det. Tessenow var ikke så begejstret: "Tror De, at De har skabt noget særligt? Det er prangende, det er det hele."<ref name = "flag">{{Harvnb|Speer|1970|pp=26–27.}}</ref>

Tilrettelæggerne af Partidagen i 1933 bad Speer om at indsende tegninger,. hvilketDe bragte ham i kontakt med Hitler for første gang. Hverken tilrettelæggerne eller [[Rudolf Hess]] turde afgøre, om de skulle godkende hans planer, og Hess sendte Speer til Hitlers lejlighed i München for at få hans godkendelse.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=100–01.}}</ref> Da Speer trådte ind, var den nye rigskansler i gang med at rense en [[pistol]], som han lagde bortvæk for at kaste et kort interesseret blik på planerne, hvorpå han godkendte dem uden at se på den unge arkitekt.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=27–28.}}</ref> Dette arbejdeDe skaffede Speer hans første nationale post som nazipartiets "kommissionerede for det [[kunstner]]iske og tekniske udseende af partimøder og demonstrationer".<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=49.}}</ref>

Speers næste store opgave var at være forbindelsesled til byggefagene i Berlin vedunder [[Paul Troost]]s renovering af rigskancelliet. Som rigskansler havde Hitler residens i bygningen og kom hver dag for at blive briefetorienteret af Speer og bygningsinspektøren om renoveringens gang. Efter enet af disse briefingermøder inviterede Hitler Speer på frokost til arkitektens store begejstring.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=101–03.}}</ref> Hitler udviste betydelig interesse for Speer under frokosten og fortalte ham senere Speer, at han havde været på udkig efter en ung arkitekt, som kunne realisere hans drømme om det nye Tyskland. Speer blev hurtigt en del af Hitlers inderkreds. Han skulle møde op hos Hitler om morgenen til en spadseretur eller samtale, være konsulent i arkitekturforhold og diskutere Hitlers ideer. De fleste dage blev han inviteret på middag.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=106.}}</ref>

De to mænd fandt ud af, at de havde meget til fælles. Hitler beskrev Speer som en "broder i ånden", for hvem han altid havde næret "de varmeste menneskelige følelser". <ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=42.}}</ref> Den unge ambitiøse arkitekt var blændet af sin hurtige opstigen og nære tilknytning til Hitler, som sikrede ham en strøm af opgaver fra regeringen og fra de højeste niveauer i partietpartitoppen.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=54.}}</ref> Speer udtalte i Nürnberg: "Jeg tilhørte en kreds, som bestod af andre kunstnere og hans personlige stab. Hvis Hitler overhovedet havde haft venner, ville jeg bestemt have været en af hans nære venner."<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=296.}}</ref>

Da Troost døde den [[21. januar]] [[1934]], efterfulgteblev Speer ham i praksis som partiets ledende arkitekt. Hitler udnævnte Speer til leder af Det ledende byggekontor, hvilket nominelt placerede ham i [[Rudolf Hess]]' stab.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=60.}}</ref>

En af Speers første opgaver efter Troosts død var [[Reichsparteitagsgelände#Zeppelinfeld|Zeppelinfeld]] stadion — paradeområdet, som optræder i [[Leni Riefenstahl]]s propaganda mesterværk ''[[Triumph des Willens]]''. Dette enorme stadion kunne rumme 340.000 mennesker.<ref name = "vat59">{{Harvnb|van der Vat|1997|p=59.}}</ref> Tribunen var påvirket af [[Pergamonmuseet|Pergamon Alteret]] i [[Anatolien]], men var forstørret til en enorm skala.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=55.}}</ref> Speer insisterede på, at så mange begivenheder som muligt skulle afholdes om aftenen, både for at gøre sine lyseffekter mere bemærkelsesværdige og for at nedtone synet af dende enkelte nazistnazister, hvoraf mange var overvægtige.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=131.}}</ref> Speer omringede stedet med 130 [[søgelys]]. DetteDe skabte en effekt som en "katedral af lys" eller, som det blev kaldt af den britiske [[ambassadør]] [[Nevile Henderson|Sir Nevile Henderson]], en "[[Domkirke|katedral]] af is".<ref name = "ice">{{Harvnb|Speer|1970|pp=58–59.}}</ref> Speer beskrev dettedet som sit smukkeste værk, og et som har overlevet tidens tand.<ref name = "ice"/>

Nürnberg skulle efter planerne husehave mange flere officielle nazistiske bygninger, men de fleste blev aldrig bygget. Det gjaldt f.eks. [[Deutsches Stadion]], som skulle have plads til 400.000 tilskuere, mens en endnu større paradeplads skulle kunne rumme en halv million mennesker.<ref name = "vat59"/>

Samtidig med at han planlagde disse strukturerdet, opfandt Speer begrebet "ruinværdi", dvs. at store bygninger skulle bygges på en sådan måde, at de ville efterlade æstetiske ruiner i tusinder af år ud i fremtiden. Sådanne ruiner skulle vidne om storheden veddet [[Nazi-Tyskland|Det tredje rige]]s storhed, ligesomlige som [[antikken|antikke]] [[Grækenland|græske]] eller [[Romerriget|romerske]] [[ruin]]er var symbol på storheden i disse [[civilisation]]er. Hitler gik begejstret ind for dette koncept,konceptet og han gav ordre til, at alle betydningsfulde bygninger i riget skulle bygges i overstemmelse hermed.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=55–56.}}</ref>

[[Fil:La Tour Eiffel en 1937 contrast.png|thumb|Speers tyske pavillon (t.v.) over for den sovjetiske pavillon (t.h.) kronet med en gigantisk statue af ''[[Arbejder og kolkhozkvinde]]'', af [[Vera Mukhina]].]]

Speer kunne ikke undgå at se de brutale overgreb, som det nazistiske styre begik, selvomselv om de havde beskeden effekt på ham. Kort efter [[De lange knives nat]] gav Hitler Speer ordre til at tage håndværkere med til bygningen, som rummede vicekansler [[Franz von Papen]]s kontorer, og begynde at omdanne den til et sikkerhedshovedkvarter, selvomselv om det stadig var optaget af von Papens embedsmænd. Speer og hans gruppe gik ind i bygningen, hvor de kom til at stå over for en blodpøl, angiveligt fra liget af [[Herbert von Bose]], von Papens sekretær, som var blevet dræbt der. Speer fortalte, at synet ikke påvirkede ham - udover at han undgik det pågældende rum.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=53.}}</ref>

Da Hitler ikke syntes om [[Werner March]]s tegninger til [[Olympiastadion (Berlin)|Berlins Olympiske Stadion]] til [[Sommer-OL 1936|de olympiske sommerlege i 1936]], som var for [[modernisme|modernistiske]], ændrede Speer planerne ved at tilføje en stenoverflade.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=65.}}</ref> Speer designedetegnede den tyske pavillon til den [[Verdensudstillingen 1937 Paris|internationale udstilling i Paris i 1937]]. Den tyske og den sovjetiske pavillon var placeretstod over for hinanden. Da han (ved hjælp af spionage) fandt ud af, at det sovjetiske designprojekt omfattede to kolossale figurer, som så ud til at overstråle den tyske bygning, ændrede Speer sitsin designplan, så detden kom til at omfatte en stor kube, der visuelt skulle virke som en stopklods for deres tilsyneladendesovjets fremstød og med en stor ørn øverst, som kiggede ned på dem.<ref>{{citation|url=http://www.expo2000.de/expo2000/geschichte/detail.php?wa_id=13&lang=1&s_typ=28&imag=3|title=The Paris World Exposition 1937: Monuments to dictatorship - the German and Soviet Pavilions|publisher=Website of Expo 2000 (Hanover)|accessdate=2008-10-23}}</ref> Begge pavilloner fik tildelt guldmedaljer for deres udformning.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=81.}}</ref>

[[Fil:Bundesarchiv Bild 146III-373, Modell der Neugestaltung Berlins ("Germania").jpg|thumb|left|En model af Speers plan for et kommendenyt Berlin. Et blik nordpå mod [[Volkshalle]]'' øverst i toppen af billedet.]]

I [[1937]] udnævnte Hitler Speer til ''Generalbauinspektor'' i [[Berlin|rigshovedstaden]] med rang af viceminister i rigsregeringen. Denne postPosten indeholdt nogle ekstraordinære beføjelser over byen Berlin og betød, at Speer kun var underlagt Hitler.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=64.}}</ref> Det betød også, at Speer blev medlem af rigsdagen, selv om denne forsamling efter [[Undtagelsesloven 1933|undtagelseslovene i 1933]] havde meget lidt at skulle have sagt.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=144.}}</ref> Hitler beordrede Speer til at lave planer for ombygning af Berlin. Planerne var fokuseret på en fem km lang boulevard fra nord mod syd, som Speer kaldte ''Prachtstrasse'' (pragtgaden)<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=140.}}</ref> eller "nord-syd aksen".<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=141.}}</ref> I den nordlige ende af boulevardenSpeer planlagde Speer at bygge ''[[Volkshalle]]'',i den nordlige ende af boulevarden. Det var en enorm forsamlingsbygning med en [[kuppel]], som ville være blevetpå over 210 meter høj,og med plads til 180.000 mennesker. I den sydlige ende af aksen skulle der bygges en triumfbue, som skulle være næsten 130 meter høj og kunne rumme [[Triumfbuen]] i Paris i åbningen. [[2. verdenskrig]]s udbrud i [[1939]] førte til udsættelse og senere opgivelse af disse planer.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=71.}}</ref> En del af pladsen, som skulle bruges til boulevarden, skulle fremskaffes ved at samle Berlins [[jernbane]]linjer.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=77.}}</ref> Speer hyredetilknyttede Wolters som medlem af sin gruppe af designerearkitekter med særligt ansvar for pragtgaden.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=27.}}</ref> Da Speers far så modellen af det nye Berlin, sagde han til sin søn: "Du er blevet fuldstændig [[Psykisk sygdom|sindssyg]]."<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=158.}}</ref>

I januar&nbsp;[[1938]] bad Hitler Speer om at bygge et nyt Rigskancelli på samme sted som det eksisterende og sagde, at han havde brug for det i en fart af hastende udenrigspolitiske årsager og ikke senere end til næste års nytårskur for diplomater den [[10. januar]] [[1939]] til nytårskuren for diplomater. DetteDet var et enormt projekt, da det eksisterende kancelli var i fuld funktiongang. Efter at have konsulteret sine assistenter, gik Speer ind på at gennemføre opgaven. Selv om området ikke kunne ryddes før i april, lykkedes det Speer at bygge den store, imponerende bygning på 9ni måneder. Bygningen omfattede marmorgalleriet, der varpå 146 meter langtm, næsten dobbelt så langt som [[Spejlsalen]] på slottet i [[Versailles]]-slottet. Speer beskæftigede tusinder af arbejdere i to skifttoholdsskift. Hitler, som havde holdt sig væk fra projektet, blev overvældet, da Speer afleverede det fuldt møbleret to dage før tiden.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=101–06.}}</ref> Tessenow var knap så imponeret og sagde til Speer, at han skulle have brugt ni år på projektet.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=110.}}</ref> Det nye kancelli blev beskadiget under [[Slaget om Berlin]] i 1945<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=273.}}</ref> og blev efterfølgende nedrevet af [[Sovjetunionen|sovjetrusserne]], som brugte [[marmor]]en til [[det sovjetiske krigsmindesmærke]].<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=351.}}</ref>

Under kancelliprojektet indtraf [[pogrom]]en under [[krystalnatten]]. Speer omtalte detden ikke i første udkast til sine ''Erindringer'', og det var kun efter indtrængende råd fra sin udgiverforlægger, at han tilføjede at have set ruinerne af [[Synagoge|centralsynagogen]] i Berlin fra sin bil.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=164.}}</ref>

Speer støttede [[Felttoget i Polen i 1939|Felttoget i Polen]] og den [[2. verdenskrig|efterfølgende krig]], selvomselv om han erkendte, at det i mindste fald ville føre til udsættelse af hans arkitektoniske drømme.<ref name = "squad"/> I sine senere år forklarede Speer sin levnedsbeskriver [[Gitta Sereny]], hvordan han følte i [[1939]]: "Jeg var selvfølgelig fuldt ud klar over, at Hitler prøvede på at komme til at dominere Verden ... på det tidspunkt bad jeg ikke om noget bedre. Det var hele pointen i mine bygninger. De ville have set [[Det groteske|groteske]] ud, hvis Hitler havde siddet stille i Tyskland. Alt, hvad jeg ønskede, var, at denne store mand skulle dominere kloden."<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=186.}}</ref>

I [[1940]] foreslog [[Josef Stalin]], at Speer skulle besøge [[Moskva]]. Stalin havde især været imponeret af Speers arbejde i Paris og ønskede at møde "rigets arkitekt". Hitler svingede mellem morskab og vrede og tillod ikke Speer at rejse af frygt for, at Stalin ville puttegemme Speer i et rottehul, indtil et nyt Moskva rejste sig.<ref>{{Harvnb|Fest|2007|pp=66–67.}}</ref> Da [[Operation Barbarossa|Tyskland invaderede Sovjetunionen]] i [[1941]], begyndte Speer trods Hitlers forsikringer at tvivle på, at projekterne i Berlin nogensinde ville blive færdiggjort.<ref>{{Harvnb|Fest|2007|p=69.}}</ref>

Den [[8. februar]] [[1942]] omkom rustningsminister [[Fritz Todt]] ved et flystyrt kort efter starten fra Hitlers østlige hovedkvarterøsthovedkvarter i [[Kętrzyn|Rastenburg]]. Speer, som var ankommetkommet til Rastenburg den foregående aften, havde accepterettaget mod Todts tilbud om at flyve med ham til Berlin, men havde aflyst det nogle timer inden afgang (Speer udtalte i sine erindringer, at det skyldtespga. træthed efter rejsen og et sent natligt møde med Hitler). Senere denSamme dag udpegede Hitler Speer som Todts efterfølger på alle hans poster. I sine erindringer husker Speer mødet med Hitler og sin egen tøven over at påtage sig et ministeransvar, som han kun accepterede, fordi Hitler beordrede ham til det. Speer nævnte også, at [[Hermann Göring]] hastede til Hitlers hovedkvarter, da han hørte om Todts død, i håb om at overtage Todts beføjelser. I stedet præsenterede Hitler Göring for et ''[[fait accompli]]''<ref>fait accompli: en fuldbyrdet kendsgerning som man må bøje sig for</ref> med Speers udnævnelse, hvilket fik Göring til at rejse hjem uden at deltage i Todts begravelse.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=193–96.}}</ref>

Da Speer blev minister, var den tyske [[økonomi]], i modsætning til den britiske, ikke fuldt omstillet til krigsproduktion. Der blev stadig fremstillet forbrugsgoder i næsten samme omfang som i fredstid. Ikke mindre end fem "øverste autoriteter" havde indflydelse på våbenproduktionen. Kun få kvinder var beskæftiget i fabrikkerne, som kun kørte i et skift. En aften kort efter sin tiltrædelse tog Speer på besøg på en våbenfabrik i Berlin og fandt ingen mennesker på fabriksområdet.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=139–41.}}</ref>

Speer overvandt disse vanskeligheder ved at centraliserecentraliserede magten over krigsøkonomien i sin egen person. Fabrikker fik selvstyre eller, som Speer udtrykte det, "selv-ansvar", og hver fabrik koncentrerede sig om et enkelt produkt.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=295.}}</ref> Med Hitlers stærke støtte i ryggen (Hitler sagde: "Speer, jeg vil underskrive hvad som helst, der kommer fra Dem"<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=143.}}</ref>), delte han våbenområdet efter våbensystemer, hvor det var eksperter frem for embedsmænd, der stod for ledelsen af hver afdeling. Ingen afdelingschef måtte være over 55, da de, som var ældre, havde let til at forfalde til "rutine eller arrogance"<ref>{{Harvnb|Fest|2007|p=76.}}</ref> — og ingen næstkommanderende måtte være over 40. Over disse afdelinger var der en central planlægningskomite med Speer som formand, som i stigende grad overtoghavde ansvaret for krigsproduktionen, og som tiden gikefterhånden for hele den tyske økonomi. Ifølge referatet fra en konference ved hærens overkommando i marts 1942: "Det er kun Speers ord, der tæller nu om stunder. Han kan gribe ind i alle afdelinger. Han står allerede over alle afdelinger ... i det hele taget er Speers holdning fokuseret på sagen."<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=142–44.}}</ref> Goebbels skrev i sin dagbog i juni 1943, "Speer er stadig i [[kridthus]]et hos Føreren. Han er bestemt et geni til organisering."<ref>{{Harvnb|Schmidt|1982|p=75.}}</ref> Speer var så succesrigdygtig i sin stilling, at han i slutningen af 1943 i store kredse inden for den nazistiske [[elite]] blev anset som en mulig efterfølger for Hitler.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=376–77.}}</ref>

Selv om Speer havde magt, var han naturligvis underordnet Hitler. Nazispidser gik nogle gange uden om Speer og søgte ordrer direkte fra Hitler. Da Speer beordrede fredstids-byggearbejde suspenderet, fik de nazistiske ''[[Gauleiter]]e'' (distriktledere) dispensationer til deres yndlingsprojekter. Da Speer prøvede at få Hanke udnævnt til ''Generalfuldmægtig for beskæftigelse'' (Generalbevollmächtigter für den Arbeitseinsatz) for at optimere brugen af tysk arbejdskraft udpegede Hitler, under indflydelse af [[Martin Bormann]], i stedet [[Fritz Sauckel]]. Frem for at øge antallet af kvinder på arbejdsmarkedet og tage skridt til en bedre organisering af tysk arbejdskraft, hvilket Speer foretrak, gik Sauckel ind for at importere arbejdskraft fra de besatte lande - og hentede arbejdere til bl.a. Speers våbenfabrikker.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=146–50.}}</ref>

Den [[10. december]] [[1943]] besøgte Speer den underjordiske fabrik [[Dora-Mittelbau]], som fremstillede [[V2-raket]]ter med arbejdskraft fra [[koncentrationslejr]]e. Chokeret over arbejdsbetingelserne (5,7 % af arbejdsstyrken døde den måned) og for at sikre, at arbejderne var i tilstrækkelig god stand til at kunne udføre arbejdet,<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=175–76.}}</ref> beordrede Speer forbedrede betingelser for arbejderne og bygning af den overjordiske [[Dora-Mittelbau|Dora lejr]]. På trods af disse ændringer endte det med, at halvdelen af arbejderne i Mittelwerk døde. Speer kommenterede senere: "forholdene for disse fanger var rent faktisk barbariske, og en følelse af dyb involvering og personlig skyld rammer mig hver gang, jeg tænker på dem."<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=370.}}</ref>

I 1943 havde de allierede opnået luftoverlegenhed over Tyskland, og bombninger af tyske byer og industrier var blevet almindelige. [[De Allierede]] koncentrerede imidlertid ikke deres strategiske bombeoffensiv mod den tyske industri, og det lykkedes Speer, med sine evner for at improvisere, at overvinde tabene ved bombningerne. På trods af tabene blev den tyske kampvognsproduktion øget med 80 %, og produktionstiden for ubåde blev reduceret fra et år til to måneder. Produktionen fortsatte med at stige indtil det andet halvår af 1944, hvor der var produceret tilstrækkeligt udstyr til at udruste 270 [[Division (militær)|divisioner]], selv om hæren kun havde 150 divisioner i felten.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=168–70.}}</ref>

I januar [[1944]] blev Speer syg somaf følgekomplikationerne af komplikationer fra et betændt knæ, og han var væk fra sit kontor i tre måneder. Under hans fravær forsøgte en række af hans rivaler, først og fremmest Göring, [[Martin Bormann|Bormann]] og SS-lederen [[Heinrich Himmler]]), at få nogle af hans beføjelser overført midlertidigt til sig. I april lykkedes det dem at fåfratage ham frataget ansvaret for byggeriet, og Speer sendte straks et bittert brev til Hitler, som sluttede med et tilbud om at træde tilbage. Da han vurderede, at Speer var uundværlig for krigsindsatsen, overtalte feltmarskal [[Erhard Milch]] Hitler til at prøve at få sin minister til at genoverveje sagen. Hitler sendte Milch til Speer med en meddelelse, som ikke omtalte uoverensstemmelsen, men i stedet udtrykte, at han stadig satte Speer så højt som tidligere. Ifølge Milch udbrød Speer, da han hørte dette: "Føreren kan kysse mig i røven!"<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=210.}}</ref> Efter en længere diskussion overtalte Milch Speer til at trække sit tilbud omsin tilbagetrædenopsigelse tilbage, hvis han fik sine beføjelser tilbage.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=207–12.}}</ref> Speer besøgte Hitler den 23. april 1944, og Hitler forsikrede, at "alt vil forblive, som det var, og Speer forbliverer leder for al tysk byggevirksomhed". <ref>{{Harvnb|Speer|1981|pp=232–33.}}</ref> Ifølge Speer havde han nok vundet denne uoverensstemmelse, men det havde Hitler også, "for han ønskede og behøvede mig tilbage i sit hjørne, og han fik mig".<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=429.}}</ref>

Speers navn var med på listen over medlemmer afi en fremtidig regering efter Hitler, som konspiratorerne bag "[[20. juli-attentatet]]" mod Hitler havde udarbejdet. På listen var der et spørgsmålstegn og en tilføjelse "skal overtales" ud for hans navn, hvilket formentlig reddede ham fra de omfattende udrensninger, der fulgte efter det fejlslagne attentatforsøg.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=224–26.}}</ref>

I februar [[1945]] arbejdede Speer, som for længst havde konkluderetforstået, at krigen var tabt, på at forsyne områder, der stod foranfor at blive besat, med fødevarer og materialer til at bringe dem gennem de hårde tider, der lå forude.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=482.}}</ref> Den [[19. marts]] [[1945]] udstedte Hitler [[Nero-befalingen]], som gav ordre til, at [[den brændte jords taktik]] i såvel Tyskland som de besatte lande skulle tages i brug.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=250–51.}}</ref> Hitlers ordre berøvede Speer enhver mulighed for at blande sig i udførelsen af dekretet, og Speer konfronterede Hitler og fortalte ham, at krigen var tabt.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=486–92.}}</ref> Hitler gav Speer 24 timer til at genoverveje sin stilling, og da de to mødtes dendagen følgende dagefter, svarede Speer, "Jeg står ubetinget bag Dem."<ref>{{Harvnb|Speer|1976|pp=4–6.}}</ref> Han krævede imidlertid eneret til at gennemføre Nero-befalingen, og Hitler underskrev en ordre herom. Med denne ordre i hånden arbejdede Speer på at overtale [[general]]er og ''Gauleitere'' til at omgå Nero-befalingen og undgå unødige ofre af mennesker og ødelæggelse af industri, som der ville blive brug for efter krigen.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=498–504.}}</ref>

| accessdate = 2008-10-18}}</ref> Speer besøgte ''[[Førerbunkeren]]'' den 22. april. Hitler syntes rolig og noget distræt, og de to havde en lang usammenhængende samtale, hvorunder Hitler forsvarede sine handlinger og meddelte Speer sin hensigt om at begå [[selvmord]] og blive brændt. I den offentliggjorte udgave af Speers erindringer fortæller Speerhan, at han bekendte over for Hitler, at han havde trodset Nero-befalingen, men han forsikrede Hitler om sin personlige loyalitet, hvilket bragte tårer i diktatorens øjne.<ref name = "visit"/> Gitta Sereny, som senere skrev en biografi om Speer, bemærkede at: "[[Psykologi]]sk er det muligt, at det var på den måde, at han huskede begivenheden, for det var på den måde han gerne ville have ønsket at opføre sig, og den måde han gerne ville have at Hitler skulle reagere. Men realiteten er, at intet af dette fandt sted, og vores vidne herom er Speer selv."<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=529.}}</ref> Sereny fortsætter med at bemærke, at Speers oprindelige udkast til sine memoirer ikke indeholderindeholdt bekendelsen og Hitlers tårefyldte reaktion, ogmen indeholderindeholdt en direkte benægtelse af, at nogen bekendelse eller følelsesmæssig udveksling fandt sted, som det havde været hævdet i en artikel i et fransk blad.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|pp=528–531.}}</ref>

Den følgendeNæste morgen forlod Speer ''Førerbunkeren'', mens Hitler afmålt bød ham farvel. Speer gik igennem det beskadigede Rigskancelli en sidste gang, inden han forlod Berlin og tog tilbage til Hamborg.<ref name = "visit">{{Harvnb|Fest|1999|pp=263–70.}}</ref> Den [[29. april]], dagen før sit selvmord, skrev Hitler sit testamente. I dokumentet blev Speer fjernet fra regeringen og erstattet af sin underordnede [[Karl-Otto Saur]].<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=234.}}</ref>

Efter Hitlers død tilbød Speer sine tjenester til den såkaldte [[Flensburg regering]], som blev ledet af Hitlers efterfølger, [[Karl Dönitz]], og spillede en betydningsfuld rolle i detdens kortlivede styre. Den [[15. maj]] ankom amerikanerne og spurgte Speer, om han var villig til at levere oplysninger om effekten af luftkrigen. Speer indvilligede, og i løbet af de næste dage leverede han informationer om en lang række emner. Det var først den [[23. maj]], længe efter at de tyske tropper havde overgivet sig, at de allierede fængslede medlemmerne af Flensburg regeringen og formelt afsluttede [[Nazi-Tyskland]]s eksistens.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=273–81.}}</ref>

Speer blev førtforhørt tili adskillige interneringscentre for nazister og forhørt. I september 1945 fik Speerhan at vide, at han ville blive anklaget for [[krigsforbrydelse]]r, og nogle dage senere blev han ført til Nürnberg og indespærretfængslet der.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=561.}}</ref> Speer blev anklaget påfor alle fire mulige punkter: Først for at have deltaget i en fælles plan eller komplot

[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-V01057-3, Nürnberger Prozess, Angeklagte.jpg|thumb|De anklagede i Nürnberg lytter til forhandlingerne (Speer sidder påi øverste række, nr. 5 fra højre).]]

<blockquote>I det politiske liv, er der et ansvar for en persons egen sektor. Inden for det er han naturligvis fuldt ansvarlig. Men udover det er der et fælles ansvar, når han har været en af lederne. Hvem ellers kan stilles til ansvar for, hvad der sker, om ikke de nærmeste medarbejdere omkring statsoverhovedet?<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=516.}}</ref></blockquote>

En observatør ved processen,retsagen journalistenjournalist og forfatterenforfatter [[William L. Shirer]], skrev at sammenlignet med sine medanklagede "gjorde Speer det mest ligefremme indtryk af dem alle og ... under den lange retssag talte han ærligt og uden forsøg på at undslippe sit ansvar og sin skyld".<ref>{{Citation

| isbn = 0-671-72868}}</ref> Speer vidnede også ombevidnede, at han havde planlagt at dræbe Hitler i begyndelsen af 1945 ved at smidekaste en beholder med giftgas ind i bunkerens luftindtag.<ref name = "gas"/> Han sagde, at hans bestræbelser blev forhindret af en høj mur, som var blevet bygget rundt om luftindtaget.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=245–46.}}</ref> Speer sagde, at hans motiv var fortvivlelse over at erkende, at Hitler planlagde at trække det tyske folk med sig i faldet.<ref name = "gas">{{Harvnb|Fest|1999|pp=293–97.}}</ref> Speers påståede attentatplan blev efterfølgende mødt med nogen skepsis. Speers arkitektoniske rivalarkitektrival [[Hermann Giesler]] snerrede, "den næstmest magtfulde mand i staten havde ingen stige."<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=246.}}</ref>

Speer blev fundet skyldig i [[krigsforbrydelse]]r og [[Forbrydelse mod menneskeheden|forbrydelser mod menneskeheden]], mens han blev frikendt for de andre to anklager. Den [[1. oktober]] [[1946]] blev han idømt 20 års fængsel.<ref name = "judgment">{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=281–82.}}</ref> Mens tre af de 8otte dommere (to sovjetiske og [[Francis Biddle|en amerikansk]]) oprindelig gik ind for [[dødsstraf]] til Speer, var de øvrige dommere imod, og etde kompromisnåede blevet nåetkompromis efter to dages diskussion og "studehandel". <ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=29.}}</ref>

<blockquote>... i de afsluttende faser af krigen <nowiki>[var Speer]</nowiki> en af de få mænd, som havde modetmod til at fortælle Hitler, at krigen var tabt, og tage skridt til at forhindre den meningsløse ødelæggelse af produktionsanlæg, såvel i de besatte områder som i Tyskland. Han gennemførte sin modstand mod Hitlers [[den brændte jords taktik|brændte jords taktik]] ... ved med overlæg at [[Sabotage|sabotere]] det med betydelig personlig [[risiko]] til følge.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=306.}}</ref></blockquote>

Tolv af de anklagede blev dømt til døden (herunder Bormann, in absentia) og tre blev frikendt; kun 7syv af de anklagede blev idømt fængsel.<ref name = "judgment"/> De sygnede henventede i cellerne i Nürnberg, mens de allierede diskuterede, hvor og under hvilke betingelser, de skulle holdes indespærretfængslet.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=596.}}</ref>

== IndespærringFængsel ==

Den [[18. juli]] [[1947]] blev Speer og hans seks medfanger, som alle var tidligere højt placerede folkplaceret i nazistyret, fløjet fra Nürnberg til Berlin under kraftig bevogtning.<ref>{{Harvnb|Speer|1976|pp=65–67.}}</ref> Fangerne blev ført til Spandaufængslet i [[Besættelseszoner i Tyskland efter 2. verdenskrig|den britiske sektor]] i det, der blev til [[Vestberlin]], og blev tildeltfik numrefangenumre. Speer blev nr. 5.<ref>{{Harvnb|Speer|1976|pp=66–67.}}</ref> I begyndelsen blevsad fangerne holdt i isolation undtagen i en halv time om dagen og fik ikkehverken lov til at tale med hinanden eller med vagterne.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=309–10.}}</ref> Efterhånden som tiden gik, blev de stramme regler lempet, især i de tre ud af fire måneder, hvor de tre allierede magtervestallierede havde kontrollen - idet opgaven gik på skift mellem de fire sejrsmagter.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=602.}}</ref> Speer anså sig selv for en udstødt blandt sine medfanger, fordi han havde påtaget sig ansvar i Nürnberg.<ref>{{Harvnb|Speer|1976|p=244.}}</ref>

Speer gjorde en bevidst indsats for at bruge sin tid så produktivt som muligt. Han skrev: "Jeg er besat af ideen om at bruge tiden som indespærret til at skrive en betydningsfuld bog ... Det kunne indebære at forandre fængselscellen til et studerekammer."<ref>{{Harvnb|Speer|1976|p=75.}}</ref> Fangerne fik forbud mod at skrive erindringer, og posten blev alvorligt begrænset og censureret. Men påPå grund af et tilbud fra en venligsindet oppasser kunne Speer få sine skriverier, der efterhånden fyldte 20.000 ark, sendt til sin ven Rudolf Wolters. I 1954 havde Speer afsluttet sine erindringer, og Wolters sørgede for at få dem overført til 1.100 maskinskrevne sider,<ref name="Fest 1999 p=316">{{Harvnb|Fest|1999|p=316.}}</ref>, og de blev senere brugt som grundlag for bogen ''Erindringer''. Speer kunne også sende breve og meddelelser til banken og modtage skrivepapir og breve udefra.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=310–11.}}</ref> Hans mange breve overbragt hemmeligt til sine børn, alle overbragt hemmeligt, dannede grundlag for ''Spandauer Tagebücher''.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=672.}}</ref>

MedDa udkastet til erindringer færdigtvar færdige og hemmeligt viderebragt, ledte Speer efter et nyt projekt. Han fandt etdet, mens han fik sin daglige motion ved at gå i cirkler rundt i fængselsgården. Ved omhyggeligt at måle længden af runderne satte Speer sig for at gå afstanden fra Berlin til [[Heidelberg]]. Han udvidede derefter sin ide til en verdensomspændende rejse og forestillede sig de steder, han "rejste" igennem, mens han gik rundt om fængselsgården. Speer bestilte rejsebøger og andre materialer om de lande, som han forestillede sig at gennemrejse, så han så vidt som muligt kunne danne sig et præcist billede.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=316–17.}}</ref>

Speer brugte en stor del af sin tid og energi på at læse. Spandaufængslet havde ikke noget bibliotek, så bøger blev tilsendt fra Spandaus kommunebibliotek.<ref>{{Harvnb|Speer|1976|p=69.}}</ref> Fra [[1952]] kunne fangerne også bestille bøger fra Berlins centralbibliotek i [[Wilmersdorf]].<ref name = "library">{{Harvnb|Speer|1976|p=195.}}</ref> Speer var en læsehest og læste over 500 bøger alene i løbet af de første tre år i Spandau.<ref>{{Citation

}}</ref> Han læste klassiske romaner, rejsebøger, bøger om [[det gamle Egypten]] og biografier om personer som [[Lucas Cranach den Ældre|Lucas Cranach]], [[Friedrich Preller]] og [[Djengis Khan|Genghis Khan]].<ref name = "library"/> Speer arbejdede i fængselshaven for sin fornøjelse og arbejde, i begyndelsen for at have noget fornuftigt at tage sig til, mens han var ramt af skriveblokade.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=312.}}</ref> Han fik lov til at opbygge en ambitiøs have og ændrede, hvad han betegnede som et vildnis<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=605.}}</ref> til noget, den amerikanske kommandant i Spandau beskrev som "Speers [[Paradis|Edens have]]". <ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=654.}}</ref>

Speers støtter blev ved med at kræve ham løsladt. Blandt dem som støttede, at Speers fængselsstraf skulle afkortes, var [[Charles de Gaulle]],<ref name = "release">{{Harvnb|Fest|1999|p=319.}}</ref> den amerikanske diplomat [[George Wildman Ball|George Ball]],<ref name = "release"/> den tidligere amerikanske højkommissær [[John J. McCloy]],<ref name = "release1">{{Harvnb|Speer|1976|p=440.}}</ref> og den tidligere anklager i Nürnberg [[Hartley Shawcross]].<ref name = "release1"/> [[Willy Brandt]] var ligedes en stærk fortaler for Speer, hvis løsladelse han støttede,<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=319.}}</ref> og sendte blomster til [[Hilde Schramm|hans datter]] den dag, han blev løsladt,<ref>{{Harvnb|Speer|1976|p=448.}}</ref> og afsluttede af-nazificeringenafnazificeringen af Speer,<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=324.}}</ref> som ellers ville have betydet, at hans ejendom skulle konfiskeres.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=299–300.}}</ref> En afkortelse af straffen krævede imidlertid, at alle fire besættelsesmagterbesættelsesmagters samtykkedesamtykke, og de sovjetiske myndigheder afslog hårdnakket ethvert forslag herom.<ref name = "release1"/> Speer udstod densin fulde straf og blev løsladt ved midnat, da den [[1. oktober]] [[1966]] begyndte.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=324–25.}}</ref>

Speers løsladelse fra fængslet var en mediebegivenhed verden over, så både journalister og fotografer flokkedes i gaden uden for Spandau og i forhallen til det hotel i Berlin, hvor Speer tilbragte sine første timer i frihed i over 20 år. <ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=320–21.}}</ref> Speer havde imidlertid ikke mange kommentarer og gemte detde mestefleste til et stort interview, som blev offentliggjort i ''[[Der Spiegel]]'' i november&nbsp;1966, hvori han tog personligt ansvar for forbrydelser begået af nazistyret.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=333–34.}}</ref> Han opgav planer om at vende tilbage til arkitekturen, da (to planlagte partnere døde kort inden hans løsladelse),<ref>{{Harvnb|Speer|1976|p=441.}}</ref> og gennemgik i stedet sine skrifter, som blev til to selvbiografiske bøger, og. senereSenere researcherede og udgav han en tredje om Himmler og SS. Hans bøger, ikke mindst ''Erindringer'' (på tysk, ''Erinnerungen'')<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=5.}}</ref>) og ''Spandau: The Secret Diaries'', giver et enestående personligt indblik i personlighederne i det tredje rige og er blevet værdsat af historikerne. Speer blev hjulpet ved udformningen af bøgerne af [[Joachim Fest]] og [[Wolf Jobst Siedler]] fra forlaget Ullstein.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=329–30.}}</ref>

Efter udgivelsen af sine bøger gav han betydelige beløb til jødisk velgørenhed. Ifølge Siedler udgjorde disse gaverde op imod 80 % af hans royaltieshonorarer. Speer gav pengene anonymt, dels af frygt for at de ville blive afvist, dels af frygt for at blive kaldt en hykler.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=348.}}</ref>

Allerede så tidligt somi 1953, da Wolters kraftigt havde opponeret mod, at Speer i udkastet til sine erindringer omtalte Hitler som en forbryder, havde Speer forudset, at han ville komme til at miste "ganske mange venner", når hans bøger blev udgivet.<ref name="Fest 1999 p=316"/> Det gik i opfyldelse, da nære venner såsom Wolters og billedhuggeren [[Arno Breker]] lagde afstand til ham efter udgivelsen af ''Erindringer''. [[Hans Baur]], Hitlers personlige pilot, mente at "Speer må have mistet fornuften."<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=345–46.}}</ref> Wolters undrede sig over, at Speer ikke "red rundt i en bodsskjorte og delte ud af sin velstand til ofrene for nationalsocialismen, afsvor alle livets bekvemmeligheder og levede af insekter og vild honning".<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=328–29.}}</ref>

Speer stillede sig i vidt omfang til rådighed for historikere og andre forskere.<ref name="harvnb1997">{{Harvnb|van der Vat|1997|p=354.}}</ref> Han gav et stort dybdeborende interview til juni 1971 nummeretjuninummeret af ''Playboy'',1971, hvori han udtalte: "Hvis jeg ikke opdagede det, var det fordi jeg ikke ønskede at opdage det."<ref>{{Harvnb|Fest|1999|p=329.}}</ref> I oktober 1973 rejste Speer for første gang til Storbritannien og fløj til London under falsk navn<ref name="harvnb1997"/> for at give et interview til [[BBC]]s ''Midweek'' program. I lufthavnen i [[London Heathrow Airport|Heathrow]] blev han tilbageholdt i 8otte timer, mens de britiske immigrationsmyndigheder fastslog hans rigtige identitet. Indenrigsminister [[Robert Carr]] gav Speer opholdstilladelse i 48 timer.<ref>{{cite news |first=David |last=Leigh |authorlink= |coauthors= |title=Delay, then Albert Speer is allowed in |url=http://infotrac.galegroup.com/itw/infomark/185/973/13016515w16/purl=rc1_TTDA_0_CS67729752&dyn=25!xrn_41_0_CS67729752&hst_1?sw_aep=oxfshlib |work=[[The Times]] |publisher= |date=October 24, 1973 |accessdate=2008-12-17}}</ref> Mens han var i London 8 år senere for deltage i et andet program på BBC, fik han et slagtilfælde og døde den 1. september 1981.<ref name="harvnb"/>

Selv mod slutningen af sit liv fortsatte Speer med at sætte spørgsmålstegn ved sine handlinger under Hitler. I sin sidste bog om [[Schutzstaffel|SS]], spørger han "Hvad ville der være sket, hvis Hitler havde bedt mig om at træffe beslutninger, som fordrede den yderste hensynsløshed? ... Hvor langt ville jeg være gået? ... Hvis jeg havde haft en anden stilling, i hvilket omfang ville jeg så have givet ordre til grusomheder, hvis Hitler havde givet mig besked på at gøre det?"<ref name = "question">{{Harvnb|Speer|1981|p=12–13.}}</ref> Speer besvarerbesvarede ikke spørgsmålene.<ref name = "question"/>

Der er ikke meget tilbage af Speers arkitektoniske værker udover planer og fotografier. IngenFå af de bygninger, som Speer tegnede i nazitiden, findes i dag i Berlin. Dog står der stadig en række lygtepæle langs [[Straße des 17. Juni]], som Speer i sin tid tegnede.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=75.}}</ref> Tribunen på ''Zeppelinfeld'' stadion i Nürnberg er delvis nedrevet, men findes ellers stadig.<ref>{{Citation

Speer fastholdt i Nürnberg og i sine erindringer, at han ikke havde faktisk viden om [[Holocaust]]. I ''Erindringer'' skrev han, at han i midten af 1944 fik at vide af Hanke, (som da var ''Gauleiter'' i [[Nedre Schlesien]]), at han aldrig skulle tage imod en invitation til at inspicere en [[koncentrationslejr]] i [[Øvre Schlesien]], da "han havde set noget der, som han ikke måtte beskrive, og ikke kunne beskrive".<ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=375–76.}}</ref> Speer konkluderede senere, at Hanke måtte have talt om [[Auschwitz]], og bebrejdede sig selv, at han ikke havde udspurgt Hanke nærmere eller havde søgt nærmere oplysninger fra Himmler eller Hitler:

En stor del af kontroversen om Speers viden om Holocaust har været koncentreret om hans tilstedeværelse på [[Posenkonferencen]] den [[6. oktober]] [[1943]], hvor Himmler [[Posen-talen|holdt en tale]], hvori han gav detaljer om det igangværende Holocaustmassemord til Nazilederenaziledere. Himmler sagde: "Den alvorlige beslutning måtte tages om at få dette folk til at forsvinde fra jordens overflade ... i de lande vi har besat, vil det jødiske spørgsmål være håndteret ved årets udgang."<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|pp=167–68.}}</ref> Speer omtales flere gange i talen, og Himmler lader til at tale til ham direkte.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=168.}}</ref> I sine erindringer omtaler Speer sin egen tale til tilhørerne (som foregik tidligere på dagen), men omtaler ikke Himmlers tale.<ref>{{Harvnb|Fest|1999|pp=184–85.}}</ref><ref>{{Harvnb|Speer|1970|pp=312–13.}}</ref>

I [[1971]] udgav den amerikanske historiker Erich Goldhagen en artikel, hvori han hævdede, at Speer var til stede under Himmlers tale. Ifølge Fest (i hansFests biografi om Speer) ville "Goldhagens beskyldning så sandelig have været mere overbevisende",<ref name = "Goldhagen"/> hvis ikke han havde sat formentlig belastende udtalelser, som kædede Speer sammen med Holocaust, i citationstegn og tillagt Himmler dem, når de rent faktisk var opfundet af Goldhagen.<ref name = "Goldhagen"/> Som svar, og efter omfattende undersøgelser i Bundesarchiv i [[Koblenz]], sagde Speer, at han havde forladt Posen omkring middag (længe inden Himmlers tale) for at rejse til [[Ulveskansen]], Hitlers hovedkvarter i [[Kętrzyn|Rastenburg]].<ref name = "Goldhagen">{{Harvnb|Fest|1999|pp=185–87.}}</ref> I ''Erindringer'' som blev udgivet inden Goldhagens artikel, skrev Speer, at om aftenen efter konferencen blev mange højt placerede nazister så [[Beruselse|fulde]], at de måtte have hjælp til at komme om bord på det særtog, som skulle køre dem til et møde med Hitler.<ref>{{Harvnb|Speer|1970|p=313.}}</ref> En af hans biografer, [[Dan van der Vat]], mener at dette nødvendigvis medfører, at han måtte have været tilstede i [[Poznań|Posen]] på det tidspunkt og må have hørt Himmlers tale.<ref>{{Harvnb|van der Vat|1997|p=169.}}</ref> Som svar på Goldhagens artikel har Speer hævdet, at da han skrev ''Erindringer'' tog han fejl og beskrev en hændelse, som fandt sted ved en anden konference i [[Poznań|Posen]] et år senere, som om den var foregået i 1943.<ref>{{Harvnb|Sereny|1995|p=397.}}</ref>

I [[2005]] skrev den britiske avis [[The Daily Telegraph]], at der var dukket dokumenter op, som antydede, at Speer havde givet tilladelse til brug af materialer til udvidelse af Auschwitz efter at to af hans assistenter havde besigtiget lejren på en dag, da næsten 1.000 jøder blev myrdet. Dokumenterne skulle bære kommentarer i Speers egen håndskrift. Speer-biografenSpeers biograf [[Gitta Sereny]] hævdede, at Speer på grund af sin voldsomme arbejdsbyrde ikke personligt kunne have været klar over sådanne aktiviteter.<ref name = "telegraph">

Debatten om Speers viden om eller delagtighed i Holocaust gjorde ham til et symbol for folk, som var involveret i nazistyret, men som endnu ikke havde (eller som hævdede ikke at have) taget aktiv del i styrets grusomheder. Som filminstruktøren [[Heinrich Breloer]] bemærkede: "[Speer skabte] et marked for folk, som sagde: 'Tro mig, jeg vidste ikke noget om [Holocaust]. Se bare på ''Førerens'' ven, han vidste det heller ikke.'"<ref name = "telegraph"/>