Christian Wolff (filosof): Forskelle mellem versioner

'''Christian Wolff''', der ses også ('''Wolf''' og, '''Wolfius''' ogeller '''Christian Freiherr von Wolff''' ([[24. januar]] [[1679]] i [[Breslau]] - [[9. april]] [[1754]]) var en [[Tyskland|tysk]] [[Filosofi|filosof]] og [[matematik]]er med lærdomviden på mange områder. Han regnes for en af de vigtigste tyske filosoffer i [[1700-tallet]] mellem [[Leibniz]] (død 1716) og [[Immanuel Kant|Kant]] (død 1804).

Wolff udviklede ud fra [[Gottfried Wilhelm Leibniz|Leibnizs]] [[teologi]]ske idéer -; som placerer [[mennesket]] i toppen af [[skabelse]]n – en [[systematik]], som forsøgtesøgte at forene billedet af mennesket som [[symptom]] af det system som [[Gud]] har skabt, med billedet af mennesket som dets årsag. Hans grundlag var [[Gottfried Wilhelm Leibniz|Leibnizs]] [[teologi]]ske ideer, som placerer [[mennesket]] i toppen af [[skabelse]]n,

I [[1721]] holdt Wolff en forelæsning på Universitetet i [[Halle]] omkringom "kinesernes etik",. med denHans konklusion var, at etikken kunne bygges på fornuften alene, uden indflydelse fra religionen. DetteDet var imod den herskende [[pietisme|pietistiske]] retning under ledelse af [[August Hermann Francke]] i [[Preussen]], og hanWolff blev derfor udvist af landet. Han blev i stedet professor i matematik og filosofi ved universitetet i [[Marburg]].

Men efter at [[Frederik den Store af Preussen]] blev konge i Preussen [[1740]], blev Wolff hjemkaldt igen, og udnævnt til kansler for universitetet i Halle og adlet til "rigsfriherre". Herefter fik Wolff meget stor indflydelse i tysk filosofi.

Det siges til og med ofte, at Wolff "lærte filosofien at tale tysk". Han øvede stor indflydelse på [[Immanuel Kant|Kant]], hvis filosofi brød Wolffs indflydelse, samt på den [[schweiz]]iske [[diplomat]] og [[retsfilosofi]]ske [[forfatter]] [[Emerich de Vattel]].

Det er Wolff som regnesanses for at have indført [[oplysningstiden]]s filosofi i Tyskland. Ved Wolffs system indførte han fornuften i teologien, men uden at gå til de yderligheder at helt at udelukke religionen fra filosofien som f.eks. mange franske oplysningsfilosoffer gjorde. Det var i høj grad wolffianismen, der fik indflydelse på den danske oplysningstid, og fra omkring 1750 og frem var det Wolffs system, der blev undervist på de danske universiteter.