Magdalene Thoresen: Forskelle mellem versioner

[[Fil:Magdalene Thoresen by Grundtvig.jpg|thumb|Magdalene Thoresen{{byline|[[Ludvig Grundtvig]]}}]]
'''Magdalene Thoresen''', født '''Anne Magdalene Kragh''' ([[3. juni]] [[1819]] i [[Fredericia]] – [[28. marts]] [[1903]] i [[København]]) var en dansk/norsk forfatterinde.

Anne Magdalene Thoresen var datter af fragtskipper og skibstømmermand Thomas Nielsen Kragh (død 1846) og Anne Kirstine født Pedersen, en gårdmandsdatter fra Middelfartegnen (død 1877). Hun var det næstældste af fem meget smukke børn. Hendes forældre vare fattige, men hjemmet var ædelt. faderen var en interessant, poetisk, stolt natur. Sammen med byens piger og drenge gik Magdalene i Borgerskolen og gjorde der – som alle vegne – opsigt ved sit interessante ydre og sit vilde, fantastiske væsen. Til sit 14. år var hun i huset hos sin farmoder, med hvem hun stod i dyb forståelse, og af hvem hun påvirkedes stærkt i religiøs retning. Den gamle døde pludselig på Magdalenes konfirmationsdag, og sønnedatteren kom nu til sit 20. år i huset hos sine forældre, hvor hun var stærkt optagenoptaget af læsning og ”partout"partout ville være digter”digter". Hun var ikke sanddru, blandede virkelighed og digt sammen, ville ikke tage fat på livets praktiske gerning, var uopdragen, umeddelsom, ubeskyttet, i mange henseender højst uvidende, ofte mørk og fortvivlet. Fremmed hjælp trådte til, og det bestemtes, at hun i København skulle uddanne sig til lærerinde.

I hovedstaden drev hun i 2 1/2 år et yderst anstrengende åndeligt studium med sjælelige kampe, stærk vilje og ubændig higen efter viden. [[Goethe]] og [[Schiller]] var nu hendes yndlingsdigtere, [[Orla Lehmann]] var hendes ideal, og hun var meget revolutionær. "Ung, lidende og ensom" drog hun så i efteråret [[1842]] til [[Norge]], hvor hun hos den 40årige [[provst]] Hans Conrad Thoresen (1802 - 1858) på [[Herø]] i [[Søndre Søndmøre]] skulle undervise hans fem børn. Ved sin strenghed og alvor vakte han først skræk hos hende; hans viljefaste væsen bandt snart hendes ustyrlige sind, thi hun "sværmede for en stolt, stærk Mand". I den vilde, storslåede natur, der for øvrigt ved det mørke og sorgfuldt strenge harmonerede godt med hendes egen, var den første tid lidelsesfuld for hende; men her mødte hun også i sit nye hjem den tillid, hun så stærkt trængte til, og hun sluttede sig snart fuldt ud til de nye forhold. Hun har selv sagt, at Norge kaldte det bedste frem i hende, hærdede hendes karakter og gjorde hende til en personlighed. [[13. oktober]] [[1843]] ægtede hun provst Thoresen, der anden gang var enkemand, og snart efter fulgte hun ham til [[Bergen]], hvor han for hendes skyld havde søgt præsteembedet ved Korskirken; han vidste blot ikke, at hun hellere ville være blevet ved det vilde hav og fjeldene. Denne begavede, i [[Johan Ludvig Heiberg|J.L. Heibergs]] Skoleskole fint uddannede mand – "en Blanding af en [[Martin Luther|Luther]] og en Napoleonsk[[Napoleon]]sk Marechal" – støttede hende både kunstnerisk og menneskelig. Han underviste hende i latin og drev klassiske studier med hende; gennem stærk tvivl fæstnede sig ved hans hjælp det religiøse i hende som overbevisning. Ved rejser til [[Danmark]], [[Tyskland]], [[Schweiz]] og [[Frankrig]] søgte hendes mand end ydermere at fremme hendes udvikling. I Bergen holdt hun omgang med lyder sagen, [[Ole Bull]], [[Henrik Ibsen]] og flere andre betydelige personligheder; hun tog ivrig del i denne bys litterære liv, var i [[1850]] med til at grundlægge dens teater, skrev flere år igennem teaterkritikker i bergenske blade og leverede anonymt oversatte stykker til scenen der samt følgende, forfattede af hende selv: ''Et Vidne'', skuespil i to akter ([[1852]]), der modtoges med afgjort bifald, ''Kongedatterens Bøn'', dramatisk digtning i 1 akt ([[1853]]), der opførtes kun to gange, ''Hr. Money'', [[vaudeville]] i 1 akt ([[1855]]), og ''Lys og Skygge'', drama i fire akter ([[1859]]), der trods sin ejendommelighed og gode idé faldt til jorden på grund af en forfejlet plan og figurtegning.

[[11. juni]] [[1858]] døde hendes mand. Kort før havde hun lært [[Bjørnstjerne Bjørnson|Bjørnson]] at kende. I ham mødte hun Norges poesi. Han påvirkede hende, ikke gennem sine skrifter, men gennem sin person, og ved ham blev hun sig sin naturgrund bevidst. Hvad der hos ham var stemning, blev hos hende til karakter, og hun var nu klar over, at hun var født til at være forfatterinde. Han udgav hendes første digtsamling, dog uden at hendes navn blev nævnet (1860). Hun indsatindså, at "hun maatte følge sin Livskaldelse, og at et vedvarende Ophold i [[Bergen]] ville virke lammende på hendes Udvikling". efter først at have brændt næsten alle sine manuskripter rejste hun [[1861]] med sine fire børn til København. Forskellige forsøg, som hun her gjorde på at få sine litterære produkter trykt, mislykkedes, indtil endelig ''[[Illustreret Tidende]]'' i januar [[1862]] optog hendes fortælling ''En Aften i Bergen'' og derpå ''[[Fædrelandet (avis)|Fædrelandet]]'' forskellige andre af hendes arbejder. Hun havde ved alt dette gjort så megen lykke, at hun fandt en forlægger til sine ''Fortællinger'' ([[1863]] c: 62). I [[1864]] udgav hun ''Signes Historie'', der gjorde betydelig opsigt. Men skønt der åbnede sig gode og lønnende udsigter for hende i København, og skønt hun vidste, at hun i Norge gik nye kampe i møde, drog hun dog i foråret [[1866]] til [[Oslo|Christiania]] og ville nu "melde sig ind i Litteraturen som norsk Forfatterinde"; thi der oppe var hendes digtning blevenblevet undfanget, men i Danmark havde den rigtignok fået sin dåb. I Norge skrev hun samme år ''Jomfruen paa Gammelgaard'', ''Gudrun'' og ''Pilt Ola'', næste år ''Min Bedstemoders Fortælling''. Samme år foredrog hun frit i Christiania en af sine fortællinger. I [[1868]] udkom ''Solen i Siljedalen''. I [[1869]] skrev hun ''Drøm og Liv'', ''Fra Lille Bælt'', i hvilken fortælling hendes far er skildret, og skuespillet ''Et rigt Parti'', som mødte fuld anerkendelse hos [[Johanne Luise Heiberg|fru Heiberg]], der bragte det frem på [[Det Kongelige Teater]]s scene, hvor det opførtes anonymt i [[1870]]. Man fandt handlingen for tynd og sproget for billedrigt, men karaktertegningen var udmærket. Selv ikke efter at det var blevet forkortet, slog det rigtig an, til stor skuffelse for forfatterinden. Under hendes navn blev det samme år opført på Christiania Teater, hvor det gjorde lykke, og [[1871]] "i fri Oversættelse" på det kongelige Teater i [[Stockholm]].

I [[1869]] havde fru Thoresen ansøgt den norske regering om en understøttelse; men stortinget[[Stortinget]] afslog enstemmigenstemmigt dette andragende, og et lignende til Videnskabernes[[Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab]] i [[Trondheim]] fik samme år samme skæbne. Disse afslag følte hun, som om hun "blev vist ud af den norske Litteratur", og flyttede i efteråret 1870 bort fra Norge. Først tog hun ophold i København, men udtalte udtrykkelig, at hun ikke ville opgive at være norsk forfatterinde. I sommeren [[1871]] gjorde hun fra sit gamle hjem [[Herøy i Møre og Romsdal|Herø]] en studierejse i båd gennem [[Sunnmøre]] og tilbragte vinteren i Christiania, hvor hun igen led under tilsidesættelse og tillige sygdom. [[1872]] udgav hun i København ''Billeder fra Vestkysten af Norge'', [[1873]] slog hun sig ned i [[Frederiksværk]] for der at skabe et hjem for sin yngste søn, der skulle uddanne sig praktisk som polytekniker. Her fra udsendte hun samme år ''Nyere Fortællinger'', der tidligere havde været udgivne enkeltvis, men nu vare omarbejdede. I 1873-[[1874|74]] holdt hun under stor tilslutning oplæsninger i [[Sverige]] og rejste der fra til Norge, særlig til [[Telemarken]]. I november 1874 var hun tilbage i Frederiksværk, men i foråret [[1876]] kaldtes hun til sin søn Thomas’ sygeleje i Christiania, og snart efter mistede hun ham. Samme år tog hun ophold i [[Zürich]], hvor hendes yngste søn skulle studere ved polytechnicum. Der var hun i tre år og skrev straks efter sin ankomst der til ''Inden Døre'', skuespil i tre akter, der [[1878]] opførtes på [[Det Kongelige Teater]] og vandt bifald ved sin interessante handling og gode udførelse. [[1877]] opførtes det på Christiania TheaterTeater og [[1890]] på [[Dagmarteatret]] i København. I Zürich samlede hun flere fortællinger til ''Livsbilleder'' (1877), fuldførte ''Christopher Valkendorf og Hanseaterne'' (1878) og skrev ''Herluf Nordal'', en bog om bergenske forhold ([[1879]]). 1879 drog hun – til dels ved hjælp af en pengegave, særlig fra fru Heiberg – over [[München]], hvor hun besøgte sin steddatter og svigersøn [[Henrik Ibsen]], til [[Italien]].

Efter sin hjemkomst til Danmark forfattede hun ''En opgaaende Sol'', skuespil i fire akter, der [[1882]] blev opført på Det Kongelige Teater i København efter først at være blevet forkastet i Christiania; det spilledes kun to gange. Ved sin tilbagekomst fra udlandet havde hun truffet sin søn foruroligende svag, og til hendes usigelige sorg døde han i februar [[1881]] under et ophold i [[Menton]]. 1881-[[1882|82]] var hun i besøg hos en datter og svigersøn på [[Vardø]], og resultatet heraf blev hendes værdifulde bog ''Billeder fra Midnatssolens Land'' ([[1884]]). [[1885]] drog hun atter nord på til båds mellem Vestfinmarkens øer og fjorde og skildrede så denne rejse i 2. del af samme værk ([[1886]]). I [[1887]] udgav hun et bind digte, og nu udkom følgende samlinger af novellistiske skildringer: ''Mindre Fortællinger'' ([[1891]]), ''Elvedrag og andre Fortællinger'' ([[1893]]), ''Livsluft'' ([[1895]]), ''Uden om Afgrunden'' ([[1897]]), ''Skæbner og Viljer'' ([[1899]]). Hun har tillige skrevet et i mange henseender interessant skuespil i tre handlinger: ''En Udflytning'' (1897). Rundt omkring til tidsskrifter, [[almanak]]ker osv. har hun leveret talrige bidrag på vers og i prosa. Hendes arbejder er oversatte på forskellige sprog, og fra 1878-82 udkom i [[Berlin]] hendes ''Gesammelte Erzählungen'' i fem bind. Alle vegne vandt hun mere og mere stor anerkendelse. Da hun fyldte de 80 år, holdtes der under stærk tilslutning offentlige og private fester for hende; ved denne lejlighed tildelte [[Christian 9.|Christian IX]] hende fortjenstmedaljen[[Fortjenstmedaljen i guld]], og [[Oscar 2. af Sverige|Oscar II]] gav hende belønningsmedaljenBelønningsmedaljen af 1873 i guld. 1891 tildelte den danske stat hende 800 kr. årligårligt på [[finanslov]]en, hvilken sum i [[1902]] forhøjedes til 12001.200. – Alle sine senere år tilbragte hun i København, hvor hun døde 28. marts 1903.

Som forfatterinde står fru Thoresen mellem sagaen[[saga]]en og nutiden. Grundelementerne i den menneskelige natur drages hun stærkt imod og røber en dyb og fin psykologisk forståelse deraf. Hun vælger til behandling store emner, som hun sejrrig gennemarbejder. Hun skildrer stærke, voldsomme karakterer med store lidenskaber i kraftige brydninger, helst bønders og almuesfolks, og hun elsker det selvstændig stærke. Sit stof samler hun i enkelte hovedmomenter, men viser i alt sans for det væsentlige og er helt igennem "et Ordensmenneske". hendes komposition er altid dramatisk: den går fra afgørelse til afgørelse. Om sin stil siger hun selv træffende i et brev: {{citat2|Den er tung, men den er klar; den er langsom, men uden Nølen; den er personlig og må da forme sig efter sit Stof}}. Af natur er hun væsentlig melankolsk, halvt et fantasiens, halvt et energiens menneske. Hun siger: {{citat2|Sandheden er mit Løsen, mit Valgsprog, min Lidenskab – Sandhed frem for alt!}} Aldrig har hun turdet skrive noget, som hun ikke selv kunne leve. Hun bryder sig ikke om at behage, men om at herske ved sin personligheds magt. Hendes natur har trængt til modgang, og hun har opsøgt kampen som den kraft, der gennem hendes jyske sejhed og trofasthed ville bringe hende lutring og sejer. Fuldt ud er hun kvinde og ynder "en Tavshed, som lukker sig om Sjælens Arbejde", men kun for senere at kunne blive til ord, der gavne menneskeslægten.