Wikipedia

Frankere: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
CocuBot (diskussion | bidrag)
4.031 edits
m r2.6.1) (robot Tilføjer: an:Francos
No edit summary
Linje 5:
| {{Frankrigs historie}}
|}
'''Frankerne''' dukker for første gang op i de skrevne kilder ved begyndelsen af vores tidsregning. Betegnelsen dækker sandsynligvis over et stammeforbund af flere [[germansk]]e folk, der boede på østsiden af [[Rhinen]], dvs. uden for romerrigets grænser. Det var grupper, der ikke var knyttet til romerriget og heller ikke til andre, mere betydningsfulde folkeslag. Gregor af Tours beretter, at frankerne først boede i [[Pannonien]], og først senere slog sig ned ved bredderne af Rhinen. Det [[latin]]ske navn ''francus'' (fletal: ''franci'') betyder "fri" på de [[germansk (sprog)|germanske sprog]]. Man finder oprindelsenOprindelsen til ordet ''frank'' findes i et andet germansk ord, ''frekkr'' (= "hårdfør", "tapper"), som også er germansk.
 
Deres rige undergik mange og gentagne delinger, for det var almindeligt, at deres sønner arvede ejendom i lige store dele. Da de betragtede riget som kongens privatejendom, er det til tider meget besværligt at fastsætte præcise datoer, herskerlister og fysiske grænser for frankerriget og dets mange delriger. DetDen betydelige tabmangel af skrivefærdighed på frankerrigets tid gør kun problemet værre, for frankerne producerede meget få, skrevne kilder.
 
Et særkende for frankernes [[religion]] var dyrkelsen af en række åndevæsener, som kaldtes [[matrone]]r, efter [[kelterne|keltisk]] mønster. Man mener også, at dyrkelsenDyrkelsen af [[Odin]] stammer vist fra kelterne, og den skal have haft etsit hovedsæde hos frankerne, inden den nåede til [[longobarder]]ne, [[angelsakser]]ne og [[nordbo]]erne. Indbyggerne afi det oprindelige frankiske landskab, [[Tuenthe]], dyrkede [[Mars Thingsus]], der sædvanlig tydes som [[Tyr (krigsgud)|Tyr]]. Indskrifter hos frankerne nævner gudinden [[Hludana]], der kendes hos nordmændene som [[Hlodyn]]. Hos de saliske frankere, ligesom hosog [[kimbrerne]], findes dyrkelse af en gud i [[tyr (kvæg)|tyreham]]; fra ham afledte [[Merovinger]]ætten sin herkomst.
 
''[[Lex Salica]]'', de saliske frankeres lovbog, er en af Europas ældste eksempler på germansk ret. Den er optegnet i [[400-tallet]], og de medfølgende frankiske retsgloser er vigtige ved ordenes ældgamle former. En rig heltedigtning udvikledes hos frankerne i [[Gallien]]. Derfra stammer [[sagn]]et om [[Hugdietrich]], som overvinder den nordiske [[viking]] [[Hygelak]], der kendes fra [[Beovulf-kvadet]]. Også sagnet om [[Nibelungerne]] har modtaget stærke tilskud fra frankerne.
 
Frankerne adskilte sig fra andre [[germaner]]e på to vigtige måder.
# De slap aldrig kontakten med deres oprindelige hjemsted, men udbredte sig over et større og større område snarere end at udvandre til nye egne.
# De blev [[katolik]]ker i modsætning til de fleste andre, germanske stammer, der bekendte sig til den [[arianisme|arianske]] retning af [[kristendom]]men. I [[Rom]] omtalte den [[Katolske kirke]] frankernes rige som "Roms ældste søster". Tilsvarende kaldes nutidens Frankrig for "Kirkens ældste datter".
 
[[Fil:Charlemagne.jpg|thumbnail|right|190px|Statue af [[Karl den Store]] i [[Frankfurt am Main]]]]
Linje 22:
 
* [[Ammianus Marcellinus|Ammianus]] og [[Sidonius Apollinaris]] er et par tidlige, romerske kilder.
* [[Gregor af Tours]] skrev ''Historia Francorum'', (''Frankernes historie''), der omfatter perioden opgår til [[594]]. Den er hovedkilden til forståelse af frankernes historie. Han citerer fra ellersnu tabte kilder som [[Sulpicius Alexander]] og [[Frigeridus]], og værket nyder gavn af Gregors nære forbindelse til flere af frankernes ledere.
* [[Fredegarkrøniken]] er skrevet i [[Burgund]] af flere, ukendte forfattere. Den er blevet til i tidsrummet mellem ca. [[650]] og [[768]]. Navnet "Fredegar" er tilføjet i det [[16. århundrede]].
 
== Historisk forløb ==
Frankerne havde ved begyndelsen af vores tidsregning et område på begge sider af [[Rhinen]] ved begyndelsen af vores tidsregning, og de stammer, der senere blev kendt som frankerne, omtales første gang på [[Julius Cæsar]]s tid. På hans tid blev de presset mod vest af de fremtrængende [[sveber]]. Senere blev frankerne trængt af [[sakser]]ne, der tog magten over landskabet [[Borahtra]] ([[Westfalen]]) i [[697]]. Romerne overflyttede på Kristi tid forskellige frankere til den venstre Rhinbred, men senere blev frankernes indtrængen så stærk og stadig, at de ikke mere kunne opsluges.
 
I året [[250]] benyttede en gruppe frankere sig af, at romerriget var svækket, og de trængte så dybt ind i det, at de nåede [[Tarragona]] i det nuværende [[Spanien]]. Her forpestede de området i en halv snes år, indtil romerske styrker underkuede dem og drev dem ud af riget. Omtrent fyrre år senere havde frankerne fået kontrol over [[Schelde]]s munding og blandede sig i trafikken til og fra [[Romersk Britannien|Britannien]]. Romerske tropper nedkæmpede dem, men drev dem ikke ud af riget.
 
Fra ca. [[200]] e.Kr. havde nogle små, vestgermanske stammer langs den romerske Rhingrænse sluttet sig sammen til et større stammeforbund, som kaldte sig "frankerne" (= de frie). De folkeslag, som dannede frankernes forbund, bestod sandsynligvis af følgende, germanske stammer:
Linje 47:
* senere også [[Chatterne]] (hesserne)
 
Disse folkDe havde det til fælles, at de kæmpede mod [[allemanner]]ne (af germansk ''alle mand'' dvs. os alle), som på deres side selv var en sammenslutning af stammer på østsiden af Rhinen. I løbet af [[folkevandringstiden]] trængte frankerne ind i områder, hvor der i dag tales [[frankisk (sprog)|frankisk]] dialekt (Nordbayern, det sydlige Thüringen, Hessen, Rheinland-Pfalz, Saarland, de nordlige dele af Baden og Württemberg, Luxemburg, Østbelgien, Lorraine og det nordlige Alsace).
 
Ved begyndelsen af det [[5. århundrede]] lå centrum i frankernes område endnu omkring Köln. Ifølge langt senere og ret upålidelige kilder gik en del af dem i året [[420]] over Rhinen og drog mod vest under ledelse af hertug [[Faramund]] og hans tilhængere. På den måde forklares den deling af frankerne, der skulle blive betydningsfuld i de følgende århundreder. Der dannedes to grupper: Mod vest boede nu de såkaldte [[Saliske frankere]] ("saltfrankerne") og mod øst boede stadig de oprindelige [[Ripuariske frankere]] ("flodfrankerne").
 
Når man ser på deDe arkæologiske fund, peger alt påviser, at frankerne først blev optaget ganske fredeligt og langsomt i det romerske Gallien, hvor de fik tildelt jord og blev betragtet som „forbundsfæller“. Deres senere fremtrængen mod sydvest kan tænkes at være udløst af [[angelsakserne]]s udvandring overfra den nederlanske kyst til [[England]] omkring [[450]]. Hen mod slutningen af det [[5. århundrede]] fandt manvar frankerne som hjælpetropper i den romerske hær, der allerede da var ”barbariseret” i vidt omfang. Her deltog de i kamp mod andre, mere truende barbarer, som f.eks. [[hunner]]ne.
 
=== Grundlæggelsen af frankerriget ===
I perioden [[355]]–[[358]] måtte den senere kejser [[Julian]] atter nedkæmpe frankerne, som havde genvundet kontrollen med sejladsen på Rhinen. Rom gav dem derefter en stor del af [[Gallia Belgica]], og fra den tid blev de ''forbundsfæller'' for romerriget. I et område, der svarer til nutidens [[Flandern]] og [[Nederlandene|Netherlandene]] omkring og syd for Rhinens delta, taler mantales stadig [[germansk (sprog)|germansk]] sprog, og den nederfrankiske dialekt, der er blevet til [[hollandsk (sprog)|hollandsk]], dominerer hele området. På den måde blev frankerne det første folkeslag, som blev bosat indenfor det romerske rige.
 
Se dette på et eksternt [http://www.roman-emperors.org/nouest4.htm kort].
 
Fra deres kerneområde erobrede frankerne gradvist det meste af Gallien nord for [[Loire]] dalen og øst for det [[vestgoterne|vestgotiske]] [[Aquitanien]]. I mange år hjalp de til med forsvaret af grænserne. Det skete f.eks.fx, da en stor invasion af østgermanske stammer krydsede Rhinen i [[406]], og frankerne kæmpede mod de indtrængende. Hovedpresset i invasionen gik syd om Loire, og romersk administration kunne – delvis ved hjælp af en alliance med frankerne – fastholdes i [[Paris]] området indtil [[486]], dvs. ti år efter at de sidste, vestromerske kejsere i [[Ravenna]] var faldet.
 
I [[496]] knuste frankernes konge, [[Chlodovech 1.]], [[allemanner]]nes rige og udstrakte derved sit område til [[Main]]-egnene og Øvrerhinen. Frankerriget under Chlodovech 1. og hans efterfølgere ([[merovinger]]ne og [[karolinger]]ne) omfattede fra begyndelsen af det [[6. århundrede]] og indtil delingen bl.a. den vestlige del af det nuværende Tyskland og store dele af Frankrig foruden det nuværende Belgien, Nederlandene, Luxemburg, Lichtenstein og Schweiz.
 
Opdelingen af frankerne lagde grunden til delrigerne [[Neustrien]] og [[Austrasien]], og endnu senere (efter [[Traktaten i Verdun]] [[843]]) til rigets deling i staterne [[Frankrig]] og [[Tyskland]]. I begyndelsen af det [[9. århundrede]] var opdelingen af frankerne ophørt med at have praktisk betydning, og kun ved visse retsager kunne den være afgørende for, hvor sagen skulle føres. I store dele af Frankrig og den keltoromansk prægede, sydlige del af det nuværende [[Belgien]] ([[Wallonien]]) gik frankisk sprog og kultur tabt, mens det oldfranske satte sig igennem. Kun navnet "Frankrig" blev tilbage som en rest af det frankiske rige.
Linje 70:
I det 5. århundrede var deres konge blevet [[prokonsul]] i [[Gallien]], dvs. at han havde skaffet sig romerske magtbeføjelser med tilladelse til at kalde sig ''general''. Frankerne var derefter solidt etableret i [[Neustrien]], hvor deres militære funktioner gjorde dem til en vigtig magtfaktor i en urolig tid. Den unge [[Klodevig 1.|Chlodovech 1.]] (latiniseret germansk: ''Hlodowecus'', som senere blev til fornavnene Ludovic eller Ludwig i Tyskland og Louis i Frankrig) blev deres konge i [[Tournai]] omkring [[481]]. Han fik dog brug for andet og mere end den guddommelighed, som den germanske [[mytologi]] forlenede ham med, når han skulle møde [[biskop|bisper]], [[patricier]]e og den menige, [[gallo-romansk]]e befolkning, som var delvist kristne. Chlodovech oprettede sit kongesæde i [[Soissons]], hvor han havde besejret den sidste romerske statholder, [[Syagrius]], og dér kom han uden tvivl under påvirkning af sin dronning, burgunderen [[Clothilde]], der var omvendt til den katolske kristendom, og af ærkebisp [[Remi]] af [[Reims]].
 
Det var muligvis under et vigtigt slag mod [[alemannerne]], slaget ved [[Tolbiac]], at han lovede at omvende sig til katolicismen, hvis han sejrede. Han holdt ord og blev døbt i [[496]] eller [[498]] i [[Reims]] sammen med 3.000 krigere. Derefter begyndte han at indføre den kristne tro hos sit folk, der ellers stort set havde fastholdt deres germanske tro. Det skulle vise sig at blive et vendepunkt i Europas historie, at han lod sig omvende til kristendommen.
 
Efter en serie sejre over rivaliserende, barbariske folkeslag, først og fremmest [[burgunderne]], fremstod Chlodovech som én af de stærkeste, germanske ledere, der havde omvendt sig til den dominerende retning inden for den kristne religion, nemlig den romersk-katolske. Det stod i modsætning til [[vestgoterne]], [[langobarderne]] og [[allemannerne]], der alle var [[arianisme|arianere]].
 
Det lykkedes ham på den måde at opnå den gallo-romanske elites støtte og at grundlægge et længelevende dynasti, opkaldt efter dets germanske forfader: [[merovinger]]ne. Med base i [[Neustrien]] regerede merovingerne over Gallien indtil det [[8. århundrede]]. De mest kendte blandt deres herskere var: [[Dagobert 1.]] og dronning [[Brunhilde (dronning)|Brunhilde]]. Man må bemærke, at man hverken i(Hverken dette tidsrum eller under det følgende dynasti havde noget at gøre med ''Frankrig'', men med ''[[Frankerriget]]''). DisseDe germanske konger regerede ikke et landområde, men en mængde undersåtter.
 
=== Karolingerne ===
{{Uddybende|Karolinger}}
Efter slutningen af det [[7. århundrede]], på et tidspunkt da de politiske forhold var bestemt af blodige krige mellem frankerne i Neustrien (vest) og Austrasien (øst), blev de sidste merovinger henvist til en rolle som frontfigurerkransekagefigurer. De sad på en svækket kongemagt, mens denDen reelle magt lå i hænderne på aristokratiet. Den romerske kultur gik efterhånden i opløsning, for en økonomisk krise uden fortilfælde havde bragt hele det antikke vesten ud af balance: det skyldtes hovedsagelig, at handelsruterne mellem landene omkring [[Middelhavet]] var blevet afbrudt på grund af [[araberne]]s erobringer.
 
Det var under disse forhold, at en ny familie begyndte sin opstigning. Blandt de reelle magthavere lykkedes det i praksis hushovmesteren, ''major domo'', hos de austrasiske konger at tiltvinge sig kontrollen med hele det frankiske rige, før de også officielt afsatte den sidste merovinger og skabte deres eget dynasti, ''pepiniderne'', der senere blev bedre kendt under navnet [[karolingerne]]. I deres stræben efter at bevise lovmæssigheden af deres [[statskup]] henviste pepiniderne til, at de nedstammede fra en vis sagnagtig “Francus” fra Troyes, og på den måde knyttede de sig endnu en gang til Rom.
 
Karolingernes magtovertagelse markerede den reelle begyndelse på [[Middelalder]]en. Navnet Gallien forsvandt fra kilderne og i stedet begyndte man at skrivestod ''Francie''. Samtidig blev magtcentret forskudt mod øst og de gamle bispebyer tabte indflydelse til de karolingiske grevers landlige herresæder. Det er bemærkelsesværdigt, at netop på den tid, da de lærde blev bevidst om den antikke kulturs forsvinden, forsøgte de at genoplive den ved at skabe den [[karolingisk renæssance|karolingiske renæssance]]. [[Karl den Store]], den anden og mest berømte, karolingiske hersker, blev kronet i Rom som "kejser for frankerne og romerne" i året [[800]]. Begge disse forsøg på at genopbygge det vestlige kejserdømme løb dog ud i sandet.
 
=== Skabelsen af Frankrig og Tyskland ===
I [[842]] aflagde Karl den stores sønner og sønnesønner [[Strasbourg-ederne]]. De var de retmæssige arvinger til et kejserdømme, hvor den østlige og den vestlige del her gennem aftalernes sprogbrug viste sig at være blevet meget forskellige. Aftalerne blev fulgt op af [[Traktaten i Verdun]] fra [[843]], som fastlagde opdelingen af det karolingiske kejserrige i først tre og senere to kongeriger. Derved blev traktaten [[Frankrig]]s dåbsattest, og den foregreb [[Tyskland]]s opståen ved at trække en grænse mellem øst og vest langs [[Rhinen]].
 
I det [[10. århundrede]] var det slut med karolingernes magt. Det viste sig, da det nye, [[Saksen|saksiske]] dynasti, [[ottonerne]], overtog tronen i Tyskland, og da [[capetingerne]] arvede magten i Frankrig. Ordet ''Franker'' blev dog ved med at være betegnelsen for indbyggerne i Frankrig op gennem hele Middelalderen, og de arabiske historieskrivere brugte ordet ''al-Faranj'' om korsridderne i det [[13. århundrede]], ligesom ordet ''Falangji'' længe var kinesernes navn for alle europæere.
 
[[Middelalderen]]s frankere omfattede derefter:
Linje 98:
 
== Militær organisation ==
Frankerne brugte [[langsværd]], korte [[sværd]], [[hellebard]]er (lanser med en hage, som kunne hægtes i modstanderens skjold) og [[stridsøkse]]r. Disse våben, som var teknologisk højt udviklede efter samtidens forhold, blev brugt af frankerne med en betydelig kamperfaring, der var opøvet under uafbrudt pres fra deres germanske, keltiske og romerske naboer. Tilsammen betød det, at det blev dem, der udfyldte [[magttomrum]]met efter romerriget, men det skete kun gennem hårde kampe.
 
== Se også ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Frankere"