|
[[Fil:Emerald rough 300x422.jpg|thumb|300px|Smaragd]]
En '''smaragd''' ([[Græsk (sprog)|gr.]] ''smaragdos'', Be<sub>3</sub>Al<sub>2</sub>(SiO<sub>3</sub>)<sub>6</sub>) er et stærkt [[grøn]]t [[mineral]], som også anvendes som [[smykkesten]]. Smaragd er en [[beryl]]. Den grønne farve skyldes [[krom]] og til tider [[jern]]. Første gang smaragden omtales i europæisk kulturhistoriehistorie er i bystaten Venedigs glansperiode i 1200-tallet. Efter sigende udgjorde smaragder en stor del af de ædelstene, som Polo-brødrene hjembragte i 1279 fra deres 12 år lange rejse til Mongoliet og Kina. Det var brødrene, som for alvor introducerede europæerne for den grønne ædelsten. I de følgende århundreder var der en livlig handel via de handelsruter som Poloerne var med til at åbne, men smaragden var stadig meget sjælden, fordi der kom så få til Europa.
Det ændrede sig markant med spaniernes erobring af Sydamerika i 1500-tallet. Sydamerika er det område i verden, hvor der findes flest smaragder. SidenFra omkring år 500 havde de lokalevar indbyggereder brudt smaragder fra åbne miner og store gruber. De rå smaragder blev slebet og primært brugt til smykker og udsmykning på de mange templer. Det var specielt populært, at bruge smaragderIsær som øjne i gudestatuerne. Indbyggerne kaldte stenene for "gudernes tårer". Ved spaniernes ankomst til Sydamerika gik den vilde jagt på kostbarheder, som kunne plyndres og sendes hjem til Europa. Spanierne fik hurtigt øje på de mange overdådigt udsmykkede templer, og de plyndrede konsekvent templerne for guld, sølv og ædelstene. De smaragder, som spanierne fandt i Sydamerika, var anderledes end dem, som de havde set i Europa. Det skyldtes, at de sydamerikanske smaragder dels var større, og dels havde en dybere grøn farve. Det gjorde dem betydeligt mere kostbare end de kendte smaragder. Som alle andre ædelsten bestemmes værdien af smaragder af størrelse og farveintensitet. De plyndrende soldater vidste ikke meget om prissætningen på ædelsten, og det var meget normalt, at de delte store smaragder for at kunne dele dem mellem sig. Det skyldtes muligvis også, at de prøvede stenenes ægthed: de troede fejlagtigt, at ægte sten ikke kunne knuses.
De store mængder smaragder, som kom til Europa, gjorde det moderne at anvende dem i smykker, og alle adelige - mandlige og kvindelige - med respekt for sig selv havde smaragdsmykker. Det blev højeste mode blandt herrerne at have en dråbeformet smaragd i højre øre. Men intet varer evigt; i takt med at strømmen af smaragder fra Sydamerika svandt ind, blev kvaliteten også dårligere. Det skyldtes, at spanierne havde plyndret området for smaragder, og derfor blev det sværere at finde nye steder at plyndre, og der var ikke så mange at sende hjem. Gradvist blev smaragden umoderne og sank langsomt tilbage til en mere ydmyg rolle blandt ædelstenene. Det ændrede imidlertid ikke ved, at der i ædelstenens glansperiode blev lavet nogle vidunderlige og ekstremt kostbare smykker med smaragden som den primære ædelsten. Blandt de mest kendte og kostbare smaragdsmykker er Topkapi-skatten i Topkapimuseet i [[Istanbul]].
Blandt de danske kronjuveler findes der en meget kostbar og helt unik samling af smaragder. De er samlet i et smykkesæt, som består af halskæde, diadem, broche og [[ørenring]]e. Smaragderne er en gave fra Christian den 6. til Sophie Magdalene i 1723 og guldsmed C. M. Weishaupt samlede dem i 1840 til det smykkesæt, som i dag kan ses på [[Rosenborg Slot]]. Det er en del af kronjuvelerne og regnes - sammen med kronerne og smykkesættet af diamanter - som de kostbareste danske kronjuveler. Så vidt vides findes der ingen kronjuveler i verden, der indeholder en så stor samling smaragder. Det gør smykkesættet økonomisk og historisk uvurderligt.
{{Commonscat|Emeralds}}
|
