Tingen i sig selv: Forskelle mellem versioner

'''Tingen i sig selv''' er et begreb, der bruges i den [[erkendelsesteori|erkendelsesteoretiske filosofi]] eller i [[logik]]ken, hvor man debatterer om det eksisterende.

Begrebet ''tingen i sig selv'' er muligvis mest kendt fra filosoffen [[Immanuel Kant]]. For Kant betyder det tingen, som den er, altså inden den fremtræder i tid og rum. Det er umuligt, ifølge [[Immanuel Kant]], at vide noget om tingen i sig selv, undtagen at den nødvendigvis må være der, da begrebet 'fænomen' ellers ingen mening giver.

En af Kants pointer er, at vi kan sige noget om, hvordan vi erkender, i kraft af den kopernikanske vending, men vi kan ikke sige noget om tingen i sig selv. Således forsøger han med sin filosofi at kende erkendelsens grænser og muligheder, hvorimod selve tingen i sig selv altid vil være uerkendt af os.

Tingen i sig selv er med andre ord, kort sagt, et nødvendigt begreb for at forklare, hvordan vi afficeres af genstande, hvorimod den ikke er en genstand for sansemæssig erfaring, og ikke kan have noget positivt indhold. Et uundværligt grænsebegreb.

[[Hegel]] accepterede ikke de erkendelsesteoretiske forudsætninger, som Kant havde gennem sin filosofi og havde en anden opfattelse af hvad tingen i sig selv var. Ifølge [[Hegel]]s tænkning var tingen i sig selv det, som en ting egentlig er, men som den ikke er blevet endnu. Det er i en forstand den spire, der ligger i alt værende, og som det prøver at realisere. Barnet er f.eks. mennesket i sig selv og vil altid prøve at realisere sig som et fornuftsmenneske. En spire er ligeledes en plante i sig selv, og begrebet tingen i sig selv betegner altså det, som noget er bestemt til at blive, men som det endnu ikke er.