Thomas Paine: Forskelle mellem versioner

Paines radikale synspunkter stødte de etablerede magthavere og medførte med tiden en sigtelse fra det britiske styre. Paine måtte hastigt fortrække til [[Frankrig]]. Selvom han her aktivt støttede den franske revolution, modsatte han sig senere henrettelsen af den franske konge [[Ludvig 16. af Frankrig|Ludvig 16.]], Amerikas ven, og blev med tiden fængslet. Under sin 12 måneders lange indespærring færdiggjorde Thomas Paine ''The Age of Reason'', en kritisk fremstilling af den ortodokse kristendoms rolle i samfundet, og han føjede dermed kirken til listen af sine forfølgere. Thomas Paine var hudløs ærlig og havde en enorm skriftlig gennemslagskraft på sin tid.

Thomas Paine nedstammede fra en far, der var [[kvæker]] og en modermoderl, der var af [[anglikansk tro]]sretning. Hans formelle uddannelse var sparsom, lige akkurat nok til at han lærte at læse, skrive og regne. Som 13-årig begyndte han at arbejde hos sin far som [[korsetmager]] og prøvede siden flere andre fag uden held, før han endelig blev ansat i toldvæsenet, hvor hans opgave var at opspore smuglere og indsamle skatter og afgifter på alkohol og tobak. Lønnen var utilstrækkelig til at dække hans leveomkostninger, men han brugte en del af lønnen til bøger og videnskabelige apparater.

Paines liv i England var præget af adskillige fiaskoer. Han havde to kortvarige ægteskaber og havde ikke større succes med sine stillinger. Han blev afskediget fra toldvæsenet i 1772 efter at have udgivet en skarp kommentar om, at en lønstigning var den eneste måde at stoppe korruption i tjenesten på.

Paine ankom til [[Philadelphia]] [[30. november]] [[1774]]. Hans første egentlige stilling var som redaktionsassistent på ''Pennsylvania Magazine.'' Desuden udgav han utallige artikler og en smule poesi, anonymt eller under pseudonym. En af disse artikler var ''African Slavery in America'', en skarp fordømmelse af den afrikanske slavehandel, som han signerede "Justice and Humanity." (Retfærdighed og Menneskelighed).

Paine kom til Amerika, da konflikten mellem kolonisterne og England var på sit højeste. Efter at der var udgydt blod under slaget ved [[Lexington (Massachusetts)|Lexington]] og [[Concord]], 19. april 1775, plæderede Paine, at Amerika ikke kun skulle gøre oprør mod beskatningen, men forlange uafhængighed. Han beskrev sine ideer i ''Common Sense'', som blev udgivet januar 1776. Den 50 sider store pamflet blev solgt i mere end 500.000 eksemplarer i løbet af få måneder. Mere end nogen anden publikation banede ''Common Sense'' vejen for Uafhængighedserklæringen, enstemmigt vedtaget [[4. juli]] [[1776]].

I den følgende krig fungerede Paine som frivillig assistent for general Greene. Hans store bidrag til den patriotiske sag var de 16 "Crisis" (Krise) skrifter udgivet mellem 1776 og 1783, hver især underskrevet "Common Sense." "The American Crisis. Number I," som blev udgivet 19. december 1776, mens [[George Washington]]s hær var ved at falde fra hinanden, startede med dette flammende opråb: "Disse er tider, der prøver mænds sjæle," og Washington fik dette flyveblad oplæst for alle soldaterne i [[Valley Forge]]. Paines hudløse ærlighed kostede ham posten som Sekretærsekretær i Komiteen for Udenlandske Affærer i 1779, en plads han havde holdt siden 1777. Paine blev nødt til at citere fra hemmelige dokumenter for at dokumentere sine beskyldninger mod et vist kongresmedlem. Fejltagelsen aftvunget af det etiske dilemma kostede Paine hans lønnede plads i komiteen.

Thomas Paines akutte behov for en fast indtægt blev mødtimødekommet, da han tiltrådte som assistent for Pennsylvanias General Assembly november samme år. Her lagde han mærke til, at de amerikanske revolutionære tropper var ved at miste gejsten på grund af manglende betaling og forsyninger. Paine brugte 500 USD af sin egen løn, et uhyre beløb for sin tid, på at starte en hjælpeordning for at forsyne tropperne. Hans rejse til Frankrig med John Laurens bragte i 1781 penge, tøj og ammunition med tilbage fra Frankrig, forsyninger, som havde afgørende indflydelse på revolutionens udfald.

Hen imod afslutningen af den amerikanske revolution stod Paine igen uden penge. Selvom hans patriotiske udgivelser var solgt i i hundredetusindvishundredtusindvis af eksemplarer, havde Paine nægtet at modtage noget overskud, for at publikationerne kunne opnå større udbredelse ved at holde en lav pris. I en anmodning, som blev støttet af Washington, til Kongressen, bad han om økonomisk støtte. Det blev syltet af Paines modstandere i Kongressen (slaveejere og troende), men [[Pennsylvania]] gav ham 500 USD og en gård i New Rochelle. (De 500 USD svarede i øvrigt til, hvad Paine gav til den amerikanske revolutionshær tidligere).

Han blev oprørt over [[Edmund Burke]]s angreb på den franske befolknings opstand i hans ''Reflections on the Revolution in France'', og selvom Paine var glad for Burkes støtte til fordel for den amerikanske revolution, så udgav han straks sin reaktion Rights of Man marts 1791, der vakte øjeblikkelig opsigt. Der blev trykt mindst 8 udgaver i 1791, og det blev straks reproduceret i USA, hvor det blev vidt formidlet af politiske selskaber. Burke replicerede, og Paine svarede igen med Rights of Man, Part II, i februar 1792.

Det, der begyndte som et forsvar for den franske revolution, udviklede sig til en analyse af de fundamentale årsager til utilfredshed i de europæiske samfund og en kur mod onderne forårsaget af vilkårligvilkårligt styre, fattigdom, analfabetisme, arbejdsløshed og krig. Paine talte for republikansk styreform frem for [[monarki]] og fremlagde en plan for almen uddannelse, fattighjælp, pension til de gamle og beskæftigelsesarbejde for de arbejdsløse, som skulle finansieres af en progressiv indkomstskat. Den herskende klasse opfattede Paines forslag som opråb til revolution, og styret forbød hans bog og smed udgiveren i fængsel. Paine blev selv tiltalt for landsforræderi og en arrestordre udsendt, men Paine var allerede på vej til Frankrig i forbindelse med hans valg til Nationalforsamlingen. Paine blev derfor tiltalt ''in absentia'' og fundet skyldig i at udgive oprørske smædeskrifter og derefter erklæret lovløs. Hans ''Rights of Man'' blev beordret forbudt for altid.

I Frankrig hyldede Paine monarkiets afskaffelse, men beklagede hetzen mod royalisterne og forsøgte uden held at redde livet for Ludvig 16. ved at foreslå udvisning frem for henrettelse. Paine måtte betale for sine anstrengelser for at redde kongens liv, da de radikale tog magten ledet af Robespierre. Paine blev smidt i fængsel december 1793 og løsladt november 1794 efter [[Robespierre]]s fald, og omend sygdomsramt genindsat i Nationalforsamlingen.

Under sin fængsling udgav Paine i 1794 første del af ''Age of Reason'' som blev fulgt af anden del to år efter. Bogen gav ham ry blandt ortodokse for at være [[ateisme|ateist]], selvom han gav udtryk for at tro på et guddommeligt væsen, og som deist kun modsatte sig den organiserede religion. Udgivelsen af hans sidste store skrift, ''Agrarian Justice'' 1797, der angreb ulighederne i besiddelsen af fast ejendom, bragte ham yderligere mange fjender i de højere kredse.

Paine blev i Frankrig indtil 1802, da han rejste til USA. Her erfarede han, at hans tjenstertjenester for landet slet ikke var glemt, og at han blev anset for en af verdens største dissidenter . På trods af hans fattigdom og fysiske tilstand, som blev forværret af lejlighedsvis alkoholisme, fortsatte Paine sine angreb på privilegier, særrettigheder og religiøs overtro.

Han døde i [[New York]] 1809 og blev begravet på sin gård i New Rochelle. 10 år efter optog den politiske journalist William Cobbett hans benknogler og bragte dem til England i håb om at kunne give ham en ærefuld begravelse som tak for hans kamp for menneskeheden. Planen gik i vasken, resterne gik tabt og blev aldrig genfundet. (Siden denne artikel kom, påstås hans rester at være set på en auktion i Australien, sommer 2000).