Versionen fra 6. jun. 2011, 15:50 redigér CocuBot (diskussion \| bidrag) 4.031 edits m r2.6.1) (robot Tilføjer: et:Portree ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 4. aug. 2011, 07:34 redigér fjern redigering 77.215.143.98 (diskussion) No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 5: Den portrætterede kan skildres en ''face'' (set forfra), en ''profil'' (fra siden) og afhængigt af beskæringen i "Helfigur", "Brystbillede", "Knæstykke" etc. Ypperlige ~~portræt~~portrætter findes tidligt i Ægyptens kunst. I Grækenland varede det længe, inden bevidste portrætter dukkede op: samfundsborgeren, der fremstilles som idealfigur, betød mere i den græske blomstringstid. Først i det 4. århundrede før Kr. fremkom portrætter som statuer af [[Aristoteles]], [[Demosthenes]], [[Menander]], [[Sofokles]] etc. Nogle af dem kan være virkelige portrætter (Sofokles), andre er rent idealiserende fremstillinger. I den hellenistiske periode er portrætter hyppige: den romerske ~~billedkunsts~~billedkunst blomstrer med portrætter; interessen har romerne arvet fra etrurerne. Kejsertiden har en stor produktion af buster og portrætstatuer; mange af dem interesserer ved livfuld psykologisk iagttagelse. En stor samling findes i det kapitolinske museum og mange udmærkede arbejder fxsom [[Pompejus]]-busten kan ses i [[Ny Carlsberg Glyptotek]]). Længe efter at romersk kunst forfaldt, holdt portrætkunsten sig frisk — et træk, der ofte genfindes i kunstens historie. Men i mange af disse portrætter mærkes dekadence og rutine, som fx når damebusterne nærmest er skabilkenhoveder og er indrettede sådan, at de kan skifte paryk efter modens fordringer. I Nordeuropa fandtes den ejendommelige [[Claus Sluter\|sluterske]] realisme, karakteristiske gravskulpturer og stifterportrætter i Naumburgs domkirke fra 1200-tallet. Den dannede i næste århundrede i Frankrig overgang til en virkelighedstro portrætplastik. Linje 15: Først med renæssancen ses en udviklet portrætkunst i maleri og skulptur. Endnu i Italien i det 14. århundrede er dybtgående karakteristikker i maleri og i den plastiske fremstilling af portrætter en sjældenhed. I 15. århundrede fik den individuelle selvfølelse i portrættet stor betydning; i begyndelse kun som buste eller relief. Portrætstatuen viste sig efterhånden i rytterstatuen (Donatellos Gattamelatta, Verrochios Colleoni med flere). Udmærket levende og formfin portrætkunst skyldes [[Desiderio da Settignano]], Mino, [[Benedetto da Maiano]] og mange andre. I de følgende århundreder får portrætter, særlig officielle, i maleri og skulptur et stærkt kunstlet tilsnit: modellerne stilles op i romersk klædebon og [[Ludvig XIV]]sidder til hest i imperatordragt med [[allongeparyk]] (jfr [[Johan Tobias Sergel]]s statue af [[Gustav 3. af Sverige\|Gustaf III]] a la Apollon fra Belvedere). [[Fil:Gustav III statue Skeppsbron March 2007.JPG\|thumb\|Gustav 3. af Sverige af Johan Tobias Sergel]]. Ludvig XIV udstafferes af sin hofmaler Hyacinthe Rigaud med paryk, høje hæle og en overvældende kåbe. Han danner skole og i Danmark breder moden sig via franskinspirerede kunstnere. Christian V til hest på Amalienborgs ~~Slotsplade~~Slotsplads er et eksempel på imperatorkostumet. Jens Juel malede i sine unge dage herrer med paryk og overdådigt broderede, brogede dragter. På sine gamle dage omkring 1800 blev moden enklere og farverne neddæmpede, men hele tiden formår han at karakterisere modellerne, også damerne, der ikke bliver grimmere af, at han skildrer dem. Linje 27: Herman Wilhelm Bissen har modelleret ca. 150 buster (som Bissens gipsbisp) af fortidens og datidens fremragende personligheder. Moderne portrætter ligner ikke altid modellerne; men det kommer de til, som ~~malern~~maleren [[Picasso]] sagde til [[Gertrude Stein]], der klagede over manglende portrætlighed. En række nyere portrætter i [[Folketinget]] kunne fortolkes som karikaturer, men er det ikke.

Portræt: Forskelle mellem versioner