Slaget ved Civitate: Forskelle mellem versioner

|konflikt = Slaget ved Civitate

|delaf=

|titel= Slagorden ved Civitate. '''Blå''':Pavens tropper '''Rød''':Normanner.<br />Det grønne er højen imellem dem.

|dato= [[18. juni]] [[1053]]

|sted= Civitella del Fortore (nær [[Foggia]]), [[Italien]]

|resultat= Normannisk sejr

|styrke1= ''ca.'' 6.000 fodfolk og ryttere, inkl. 700 svabiske sværdkæmpere

|tab1= Store

|part2= [[Normanner]]

|styrke2= 3.000 ryttere og 500 fodfolk

|tab2= Begrænsede

'''Slaget ved Civitate''' (også kendt som '''Slaget ved Civitella del Fortore''') blev udkæmpet [[18. juni]] [[1053]] i Syditalien mellem [[normanner]]ne under ledelse af greven af [[Apulien]], [[Humfred af Hauteville]], og en koalition ledet af [[pave Leo 9.]] Den pavelige hær talte foruden lokale [[longobarder|lombardiske]] styrker også tropper hvervet i Tyskland, og den blev ledet af Rudolf af Benevento. Normannernes sejr betød, at pavedømmet nogle måneder senere anerkendte deres ret til de erobrede områder i Syditalien.

 

De første normanniske riddere i Syditalien, var pilgrimme, der enten tog den lange rejse til [[det hellige land]] eller den noget kortere tur til [[Ærkeenglen Michael]]s kloster på Gargano-halvøen i Apulien. Ridderne var kendt for deres tapperhed og kampduelighed, og i 1016 blev en gruppe af dem opsøgt af [[Melus af Bari]], som med løfter om rigdom og ære opfordrede dem til at komme til Italien i større tal. Lombarderen Melus havde planer om et oprør mod det [[Byzantiske rige|byzantinske]] styre i Apulien, og da en større gruppe normanner ankom i 1017, gik oprøret i gang. Det blev imidlertid slået afgørende ned i [[slaget ved Cannae (1018)]], og kun få normanner overlevede. De følgende år kom der imidlertid flere riddere, og efter nogle svære år som lejetropper for skiftende herrer fik de bidt sig fast. [[Rainulf Drengot]] blev [[grevskabet Aversa|greve af Aversa]] i 1030 og William af Hauteville blev greve af Apulien i 1042.

 

De normanniske erobringer i Syditalien skete på bekostning af både pavestaten, de lombardiske fyrster og det byzantinske kejserrige. De tre parter havde også deres indbyrdes fejder, men i starten af 1050'erne var normannernes fremfærd så voldsom, at det lykkedes pave Leo 9. af danne en koalition mellem dem. I 1052 besøgte han sit hjemland, Tyskland, og forsøgte forgæves at få sin grandfætter, kejser [[Henrik 3.]] til at støtte sagen. De eneste tropper, der kom med fra Tyskland, blev rekrutteret af den pavelige kansler, Frederik af Lorraine. Det drejede sig om 700 [[Schwaben|svabiske]] sværdkæmpere, der med deres drabelige to-håndssværd og jernhårde disciplin kom til at udgøre kernen i den pavelige hær<ref>Brown, s. 71</ref>. Leo og hans tropper var tilbage i Rom i marts 1053.

 

Normannerne forstod med det samme, at dette opgør ville blive helt afgørende for deres fremtid i Syditalien. De sædvanlige fejder blev lagt på hylden, og alle våbenføre mænd blev samlet under ledelse af greven af Apulien, Humfred af Hauteville.

 

 

Pave Leo drog til Apulien og nåede Fortore-floden nær byen Civitate, nordvest for det nuværende [[Foggia]]. Normannerne forsøgte af al magt at nå frem til den pavelige hær, før den kunne forene sig med Argyrus' byzantinske tropper. De havde kun få forsyninger med sig og var godt sultne, men de kom til Civitate i tide og stillede sig op, så de forhindrede de pavelige styrkers videre fremmarch. Pavens styrke var på omkring 6.000 mand, fordelt mellem ryttere og fodfolk. Normannerne havde omkring 3.500 mand, hvoraf de 3.000 var ryttere. Normannerne foreslog en forhandling, men de blev mødt med valget mellem overgivelse eller død, så de besluttede at angribe den følgende morgen<ref>Brown, s. 72</ref>.

 

I sin analyse af slaget skriver Brown<ref>Brown, s. 72-73</ref>at normannernes sejr ikke bare skyldtes personlig tapperhed. Ganske vist fik Robert Guiscard tre heste slået ned under sig, og vendte hver gang tilbage til slaget, men svaberne var lige så modige. Deres "ring af stål" modstod trods deres undertal adskillige angreb, og da deres formation endelig blev revet op af Richards riddere, kæmpede de til sidste mand. Normannernes nøgle til sejren lå i deres taktiske forståelse: Humpreys riddere angreb seks gange de svabiske sværdkæmpere og kom i ulige kamp mand mod mand, og alle seks gange fik han sine folk trukket ud af nærkampen og fik dem samlet og gjort klar til et nyt angreb. Roberts Guiscards indgreb fra venstre fløj fik stabiliseret situtionen, og Richard fortsatte ikke bare jagten på de flygtende italienere, men fik kontrol over sine ryttere og kom tilbage og afgjorde slaget.

 

De ledende mænd i Civitate var ikke interesseret i at få deres by angrebet og ødelagt, så de bad paven forlade byen, og han havde dermed ikke andet valg end at overgive sig til normannerne. De behandlede ham respektfuldt, og han fik lov til at drage til [[Benevento]], men med følgeskab af en afdeling normanniske riddere, der slog sig ned udenfor byen og dermed i praksis holdt ham i fangenskab. Han måtte blive i Benevento i ni måneder, før han i marts 1054 gik med til en traktat, der anerkendte normannernes erobringer. Så kunne han drage tilbage til Rom, men han nåede kun til [[Capua]], hvor han blev syg og døde i april 1054.

 

 

== Kilder ==

 

== Noter ==