Den Pfalziske Arvefølgekrig: Forskelle mellem versioner

Den '''pfalziske Arvefølgekrig''' var en krig der blev udkæmpet [[1688]] — [[1697]] primært i [[Europa]], mellem [[Frankrig]] og et stort antal allierede bl.a.som det [[Tysk-romerske rige]], [[England]], [[Spanien]], [[Holland]] og [[Sverige]].

Krigen begyndte da [[Ludvig 14. af Frankrig]] ikke overholdt [[Regensburg-våbenstilstanden]] af [[1684]]. ogHan eftererklærede, at han ville besætte kurfyrst [[Karl af Pfalz]]’ land efter hans død ([[1685]]) erklærede at ville besætte hans land som sikkerhed for de fordringer, han på sin svigerinde, hertuginde [[Elisabeth Charlotte af OrléansPfalz]]' vegne gjorde på hendes broders, den afdøde kurfyrstes, rørlige ejendom og [[allodialgods]]er,. Nu sluttede [[Leopold 1. (Tysk-romerske rige)|kejser Leopold]] i [[Berlin]] (1688) en overenskomst med kurfyrst [[Frederik Vilhelm den store af Brandenburg-Preussen|Frederik Vilhelm af Brandenburg]] og i [[Augsburg]] med de øvrige tyske fyrster, Spanien og Sverige, hvorved mande forpligtede sig til at opretholde det tyske riges integritet.

Dette forbund og et for de franske interesser ugunstigt ærkebispevalg i [[Köln]] benyttede Ludvig som påskud til at erklære kejseren krig (1688), og da [[Vilhelm 3. af England|Vilhelm 3. af Oranien]] var landet i England for at fordrive [[Jakob 2. af England]], fik også [[Generalstaterne]] en krigserklæring,. hvorefter både disseNederlandene og England det følgendetiltrådte åråret tiltraadteefter Augsburg-forbundet, og [[1690]] sluttede [[Savoyen|Savojen]] sig til Ludvig’sLudvigs fjender. Med næsten uafbrudt held kæmpede de franske hære i Tyskland, Nederlandene, Spanien og Italien. Det skønne [[Pfalz]] blev ifølge [[François-Michel le Tellier, Marquis de Louvois]]’' plan ødelagt i bund og grund, og hverken kejseren eller de tyske fyrster formåede trods ihærdige anstrengelser at trænge fjenden tilbage over [[Rhinen]].

I Nederlandene sejrede [[François-Henri de Montmorency, duc de Luxembourg|Luxembourg]] ved [[Fleurus]] (1690), [[Steenkerke]] ([[1692]]) og ved [[Neerwinden]] ([[1693]]),. iI Italien sejrede [[Nicolas Catinat]] ved [[Staffarda]] (1690) og [[Marsaglia]] (1693), og i [[Katalonien]] tabte spanierne den ene by efter den anden. Derimod led den franske flåde under flådekommandøren [[Anne Hilarion de Tourville]] et afgørende nederlag ved [[La Hogue]] (1692).

Efterhånden blev begge parter trætte, og da Ludvig 14. ønskede at have fri hænder ved [[Karl 2. af Spanien]]s snart ventede død, var han så meget mere villig til at åbne underhandlinger. Først sluttede Savojen fred i [[Turin]] ([[19. august]] [[1696]]), hvorved det fik [[Pignerol]] tilbage; det følgende år åbnedes Fredskongressen i Rijswijk (ved [[Haag]]), og [[20. september]] samme år vedtoges fredstraktaten af England, GeneralstateraeGeneralstaterne og Spanien. Ludvig anerkendte Vilhelm 3. som engelsk konge, lovede Hollænderne udvidet handelsfrihed i Frankrig og tilbagegav Spanierne de fleste erobrede byer.

Først [[30. oktober]] undertegnede kejserens gesandt protokollen; Ludvig tilbagegav alle reunerede byer og distrikter uden for [[Elsass]], fik en affindelsessum til Elisabeth Charlotte (Liselotte af Pfalz) og tvang i sidste øjeblik Tyskland til at lade den katolske religion, som franskmændene under krigen havde indført i Pfalz, forblive i samme stand efter freden.