Dominikanerordenen: Forskelle mellem versioner

Dominikanerordenen er en [[romersk-katolsk]] [[munkeorden]], hvis indflydelse har været stor i [[teologi]]ens historie, bl.a. fra en af romerkirkens største kirkelærde [[Thomas Aquinas]]. Hans filosofi blev dominerende for resten af [[middelalderen]] og har i vore dage fået en renæssance med den såkaldte [[Thomisme|nythomisme]]. Et af ordenens oprindelige formål var arbejdet for at bekæmpe [[kættere]], og i middelalderen fik dominikanerordenen ansvar for trosgranskningen ved [[inkvisitionen]]. Ordenen blev heraf kaldt “Herrens hunde” (lat: Domini canes), og et af ordenens symboler er en hund med en fakkel i gabet. Ordensdragten er en [[tunika]] med munkekappe og hætte, begge af hvid uld. Ved udendørs brug består overtøjet af den sorte kappe, hvilken har givet dem tilnavnet sortebrødre.

 

Dominikanerordenen bredte sig hurtigt i de fleste europæiske lande. Forkyndelse var en hovedopgave, og derfor lå klostrene hovedsageligt i byerne. [[Danmark]] fik sit første dominikanerkloster i [[1222]]-[[1223|23]] i [[Lund (Sverige)|Lund]], og ordenen spredtes hurtigt til flere andre byer. Danske dominikanske [[nonne]]klostre blev grundlagt to steder i det nuværende Danmark. Det ene, [[Sankt Agnete Kloster]] i [[Roskilde]], blev grundlagt af kong [[Erik Plovpenning]]s døtre Agnes og Jutta i [[1263]]. Det andet kloster på [[Gavnø]] blev grundlagt i [[1403]] af dronning [[Margrethe 1.]] Ved [[reformationen]] havde dominikanerordenen 15 klostre i Danmark, hvorefter de blev fordrevet. Fra [[1916]] og indtil sidste halvdel af [[1900-tallet]] fandtes der dominikanere i Danmark i [[Sankt Andreas Kloster]] i [[Charlottenlund]] og ved [[Sankt Hyacinthus Kirke]] på [[Bornholm]].