Farums historie: Forskelle mellem versioner

Omkring år 1100 har befolkningen haft en sådan størrelse, at den nuværende Farum Kirke kunne opføres som stenkirke, og landsbyen Farum må i tidlig [[middelalder]] have ligget i kirkens nærhed.

Omkring år 1300 opførtes en mølledæmning ved [[Fiskebæk (Farum Sogn)|Fiskebæk]], og denne har formentlig efterhånden hævet vandstanden ved Valdemarsvejen så meget, at den gamle overgang mod vest er forsvundet. Hermed forsvinder også Valdemar Atterdag ud af Farums historie, men hans navn er knyttet til [[Klavs Nars Holm]] i Farum sø, og hans datter [[Margrete 1.]]s navn til stednavnene ''Dronningholm'', ''Grettesholm'' og ''Gretteshøj'' ved Farumvestenden søsaf Farum vestendeSø. De har nok været de sidste kongelige, som har kunnet benytte den gamle vej.

Derefter får overgangen ved Fiskebæk en afgørende betydning som vejen mellem Roskilde og kongeborgene [[Søborg slot|Søborg]] og [[Gurre slot|Gurre]] længere mod nord. Yderligere centraliseres landets administration i København fra omkring år 1400 og fremefter, hvorved Fiskebæk får betydning som en del af landevejen mellem København og [[Hillerød]].

Navnet Farum nævnes første gang skriftligt i roskildebispens ’’jordebog’’ fra omkring år 1370 sammen med landsbyerne [[Bregnerød (Farum Sogn)|Bregnerød]], [[Stavnsholt]] og Bodelstorp. Den sidstnævnte landsby, der lå tæt ved den nuværende amtsvej mellem Farum og Lynge i et skovområde, der nu hedder Lillevang, blev nedlagt i slutningen af [[1600-tallet]]. Jordebogen bortførtes af svenskerne under besættelsen omkring midten af 1600-tallet og opbevares nu i [[Uppsala]] i [[Sverige]].