Oluf Skotkonung: Forskelle mellem versioner

I begyndelsen af sin regeringstid lå Olof Skötkonung i krig mod den [[Danmark|danske]] konge [[Svend Tveskæg]], hvis rige Olofs far, Erik Sejrsæl, havde regeret over Danmark i en kort periodetid, og som Olof derfor gjorde krav på. Krigen sluttede dog med, at Olof anerkendte Svend som retmæssig konge over Danmark. Det blev sagt, at Olof foretrak [[idræt]] frem for rigtig krig, og at det var derfor Svend Tveskæg kunne tage magten i Danmark.<ref>Adam af Bremen (2,30)</ref> Siden skulle Olof også mindstemindske den ret til [[tribut]] i [[Estland]] og [[Letland]], som han forgængere havde opnået.

Svends ægteskab mod Olofs mor [[Sigrid Storråde]] førte til yderligere tilnærmelser mellem de to konger, og Olof blev derfor allieret med Svend i de følgende krige mod Norge, der blev afgjort i [[slaget ved Svold]] omkring år 1000. Den norske konge [[Olav Tryggvason]]s nederlag og død betød, at Norge blev delt mellem sejrherrerne. [[Bohuslän]] og den sydlige del af [[Trøndelagen]] blev tildelt Olof Skötkonung. Disse lande tabte han dog atter få år senere til nordmændene.

Da det norske rige blev genetableret af [[Olav den Hellige|Olaf 2. af Norge]], udbrød der en ny krig mellem Sverige og Norge. Mange, både norske og svenske, mænd forsøgte at forlige parterne, men uden held. Ifølge [[Snorre Sturlason]] mødtes norske udsendinge med svenske stormænd til [[ting (folkeforsamling)|tinget]] i [[Uppsala]] i 1018 for at forhandle om fred, men kongen blev vred og truede bl.a. [[jarl]]en af Västergötland med [[landsforvisning]]. Det medførte så stor utilfredshed at Olof ikke ville lytte til de råd hans egen mænd gav ham, at han blev afsat som konge.