Vilhelmine Erichsen: Forskelle mellem versioner

'''Vilhelmine Charlotte Erichsen''' ([[Rønne]], 6. maj 1852 - [[København]], 4. februar 1935) voksede op i [[Erichsens Gård]] i Rønne som det 3. af [[Thomas Erichsen]] og [[Michelle Cathrine Westh]]s 12 børn.

 

 

Kristian Zahrtmann var en hyppig gæst i hjemmet og blev meget betaget af Vilhelmine. I et brev til [[August Jerndorff]] fra 1868 skriver han: {{citat|” - Jeg har haft en ung pige af mine bekendte at male, der interesserer mig i høj grad. - Et yndigere barn – hun er 16 år – kan ikke ses; hun er jo i en for de fleste uheldig alder, hvortil kommer en overordentlig højde og bredde, en kort hals og foroverbøjet holdning, men det er fejl, der kun så meget mere fremhæver hendes skønhed. Et regelmæsigere ansigt kan vel ikke tænkes- - Hendes hår og øjne er næsten sorte, hendes mund svulmende, og den bleggule farve bliver med sine vexlende og de aldeles regelmæssige, smalle øjenbryn så sydlandsk og melankolsk drømmende, at jeg kan blive så greben deraf, at penslen ryster i hånden. Selv ved hun ikke, at hun er smuk, tværtimod, jeg tror , at hun anser den gulladne farve hæslig, og overhovedet ved hun meget lidt, både af kundskaber og af, hvad livet er og giver. Derfor er hun ofte kommen med mange spørgsmål, der på en gang røber en uvidenhed og mangel på interesse for, hvad der er udenom hende, men som oftest røbe megen indadvendt tænken; og ytringer som hun for flere år siden har ladet falde, forbavse ved deres melankoli. Som elleveårig sagde hun engang, at hun ikke turde gå langs det store hav, thi så hun bølgen, fristedes hun til at gå ned deri,- thi hun ånder og lever med naturen, og viser bestandig tilbøjelighed til at gå op i den store natur ret som en dråbe i havet. Jeg har ofte beskæftiget mig med hende i lang tid, jeg har så søgt at komme på andre tanker, men hver gang kommer jeg tilbage til hende, og hvor jeg ser, når jeg drømmer, står igen den tungsindige skikkelse; der ser ud, som hang der to dråber i de sorte øjenhår, og øjnene ser ikke udaf, de ser kun indad.” - Kristian Zahrtmann}}