Norrønt: Forskelle mellem versioner

'''Norrønt''', ''oldnordisk'' eller kun ''oldvestnordisk'' er i dag en betegnelse på det vestnordiske (oldislandske og oldnorske) sprog i perioden ca. 800-1350 e. Kr. Denne distinktionskelnen var imidlertid ukendt på de islandske sagaers tid, og: på [[oldislandsk]] betegner ''norrœnt mál'' sammen med ''dǫnsk tunga'' (i nutidsislandsk ''norrænt mál'' og ''dönsk tunga'') det fælles nordiske sprog<ref>Fællesskabet er dog genstand for akademisk diskussion, jævnfør diskussionerne om de danske [[dialekt]]er, som for eksempel [[jysk]], med dets separate artikel og flere andre anmærkningsområder. Der findes dog kilder nok til at anvise, at man kunne forstå hinanden mellem de forskellige dialektområder og at dette strakte sig til det anglisktalende England. Hvad England angår har den gensidige forståelse dog nok været møjsommelig, men kommunikationen har i de fleste tilfælde drejet sig om folknogen, som allerede havde en vis erfaring med hinandens sprog. Se om dette en angelsaksisk og en oldnordisk grammatik – forskellen var trods alt ret stor.</ref>.

Norrønt er det sprog, som de [[Islandsk saga|islandske sagaer]] og den Ældre og Yngre [[Edda-digtene|Edda]] er skrevet på. SelvomSelv om norrønt generelt er mere arkaisk end middelalderens dansk og svensk ([[gammeldansk]] og [[fornsvensk]]), så har sproget visse innovationer, som de østnordiske sprog ikke kender (for eksempelsom omlyd foran *''z'' > ''r'': ''ker'' "kar"). TilsvarendeDer var derheller ikke særligt store forskelle mellem dette sprogdem og det sprog, som blev brugt i det [[Skandinavien|skandiviske]] område i vikingetiden. Derfor vil manvi i dag tale om et oldnordisk sprog inden for den specifikke tidsramme, selv om dette sprog (som alle andre)det havde visse dialektforskelle. I Norge har det derimod været vigtigt at skelne mellem det som er norsk og det som er dansk eller svensk og; i Danmark har manvi overtaget denne brug. I dag er norrønt en betegnelse for det fælles [[vestnordisk]]e sprog, der ad åre skulle videreudvikle sig til [[Norsk (sprog)|norsk]], [[færøsk]], [[islandsk]] og det nu uddøde [[norn]].

Størstedelen af det norrøne tekstmateriale er skrevet påmed en variant af det latinske alfabet, der ligesomlige som det moderne islandske alfabet har bogstaverne '''þ''' (thorn) og '''ð''' (eth eller edh), svarende til ustemt og stemt engelsk '''th'''; '''ð''', der minder om det danske bløde d. Derudover findes der i de gamle skrifter nogle vokaltegn, som ikke bruges i nyislandsk.

Både vokaler og konsonanter findes i en kort og en lang udgave. De lange vokaler er i normaliseret tekst altid markeret med accent ('''í''', '''é''', '''á''', '''ó''', '''ú''', '''ý'''), mens både '''æ''' og '''œ''' betegner lange vokaler. ('''œ''' betegner en lang ø-lyd, ikke et æ.) Det lange á er på dansk blevet til '''å''' og har måske allerede i vikingetiden klinget å-agtigt<ref>Dog vel kun i Danmark, som '''á'''-s videre skæbne i Island viser.</ref>. (I sagens natur kan man ikke vide nøjagtigt, hvordan sproget er blevet talt.)

De lange konsonanter markeres ved dobbeltskrivning, eller i håndskrifterne, ved brug af versaler. Konsonanterne '''ll''' og '''nn''' udtales i nyere islandsk med [[lukke]], det vil sige som '''dl''' og '''dn''', dog med en del regelmæssige undtagelser.

- kildetro, der så vidt muligt beholder håndskrifternes [[ortografi]], og de er oftest baseret på et enkelt manuskript,

- nyislandske udgaver, der er ordrette, men med nyislandsk ortografi<ref>Den islandske ortografi er så konservativ, at man med nogen ret kan hævde, at den faktisk er den norrøne, standardiserede retskrivning med en del ændringer. Af denne grund finder udlændinge udtalen af skrevet islandsk ofte ret svær at lære, mens islandske børn, omvendt, har sinederes problemer med at lære retskrivningen, som afviger stærkt fra udtalen. Men retskrivningen er dog trods alt, ret konsekvent – der er blot mange regler, som skal læres.</ref>.

De sidstnævnte kan kendes blandt andet ved, at et stort antal ord ender på '''-ur''', for eksempel det nyislandsk '''maður''' for norrønt/oldislandsk '''maðr''' (mand/menneske). (Endelsen '''-ur''' er den hyppigste i nyislandsk i det hele taget, men den forekom også i det gamle sprog, som f.eks. i de svage hunkønsord i flertal.)

Det skal bemærkes, at bøjningenBøjningen af tillægs- og navneord sker på selve stammen (se tabellen nedenfor), og at den ubestemte artikel eksisterede ikke eksisterede. Hvad den bestemte artikel angår, så viser overleveringen, at det norrøne sprog befandt sig på et overgangsstadium, da den var i færd med at vinde indpas, og i slutningen af perioden var den fast forankret.