SamfundetDet havdenorske derforsamfund herhavde oprindeligti vikingetiden et stærkt aristokratisk præg;øverst stodmed fylkeskongerne og herserne[[herse]]rne, der tillige var [[Goder|hovgoder]], øverst . De store slægter betragtedes med ærbødighed af folket;, og vikingetogene gav dem lejlighed til både at udføre bedrifter og samle rigdomme. Mange af dennedisse adeloprindelige stormandssslægter ville ikke bøje sig for Harald Hårfager og søgteudvandrede sig et nyt hjem påtil [[Island]], hvor de frembragte den aristokratiske[[aristokratisk]]e kultur, der har skænket os skjaldedigtningen og [[Saga (fortællekoncept)|sagaerne]]. I Norge selv blev de gamle herser til kongens lendermænd, men de følgende menneskealdere er fyldte med kampe mellem kongerne og stormændene, som først standsede, da lendermændene havde prøvet en udenlandsk konges regimente med [[Knud den Store]] og derefter selv satte [[Olav den Hellige|Hellig-Olavs]] søn, [[Magnus den Gode|Magnus]], på tronen. Nu stod lendermændene som kongens højfornemme embedsmænd, skarpere sondrede fra folket end nogen sinde; stillingen var omtrent arvelig, standen havde højere drabsbøder, men ingen politiske rettigheder eller skattefrihed. Så kom de store borgerkrige i århundredet efter [[1130]], under hvilke lendermandsadelen nåede sin højeste magtfylde, men som til sidst knuste den; [[1308]] ophævedes endog selve embedet.
