|
[[Fil:Erhebung Stauffenberg Reichsgrafenstand.jpg|thumb|250px|Diplom for [[Stauffenberg (adelsslægt)|friherre Anton Schenk von Stauffenberg (Wilflinger-linjen)]]s ophøjelse i rigsgrevestanden gennem [[Joseph 2. (Tysk-romerske rige)|kejser Joseph 2.]], 1785]]
En '''rigsgreve''' (tysk ''Reichsgraf'') var en standstitel gyldig i hele [[Det tysk-romerske rige]], der enten betegnede en person, der enten var besidder af et et '''rigsgrevskab''' (tysk ''Reichsgrafschaft'') eller havde fået titlen rigsgreve somvar en æresbevisning, gyldig i hele riget, fra den tysk-romerske kejser. Rigsgrevskabet var et [[rigsumiddelbar]]t territorium, der ikke var underlagt andre [[lensvæsen|lensherrer]] end kejseren. Dermed var rigsgrevskaber selvstændige [[stat]]er.
Omkring [[1521]] fandtes der 144 rigsgrevskaber. Tallet faldt til 99 inden [[1792]] til 99, fordi greveslægterne uddøde, blev ophøjet til [[rigsfyrste]]lig rang, eller fordi rigsgrevskaberne blev [[Mediatisering|mediatiseret]] (dvs. tilsluttet større nabostater) eller forlod riget. Omvendt kom enkelte nye rigsgrever til ved delingen af grevehuse eller på grund af ophøjelserophøjelse til rigsgrevestanden. Ved opløsningen af Det tysk-romerske Rige [[1806]] mistede begrebet sin betydning og mange rigsgrevskaber deres selvstændighed.
Langt fra alle grever i Det tysk-romerske Rige var rigsgrever. De fleste grever var underlagt andre lensherrer, f.eks.som [[hertug]]er, [[kurfyrste]]r og fyrster. Rigsgrevetitlen indebar altsåyderligere [[Privilegium|privilegier]] i tillæg til selve [[Greve (rang)|greverangen]]. Rigsgreverne hørte f.eks.fx til [[rigsstand|rigsstænderne]] og var altså repræsenteret ved [[Reichstag|rigsdagene]], men havde ikke personlig [[stemmeret]]. Fra [[1600-tallet]] organiserede rigsgreverne sig i fire kollegier, som kunne afgive én færlles stemme hver, (''[[kuriatsstemme]]''). Disse kollegier blev kaldtvar den [[Franken|frankiske]], [[Schwaben|schwabiske]], [[Westfalen|westfalske]] og [[wetterau]]iske "grevebænk" (''[[Fränkische Grafenbank|Fränkische]]'', ''[[Schwäbische Grafenbank|Schwäbische]]'', ''[[Westfälische Grafenbank|Westfälische]]'' og ''[[Wetterauische Grafenbank]]'').
Henimod slutningen af Det tysk-romerske rigesRiges eksistens havde disse grevebænke flere medlemmer end andtallet af autonome rigsgrevskaber. Der var to grunde til dettedet: For det første
Dels blev en del rigsgrevskaber overtaget af [[rigsfyrste]]r. Selv om rigsgrevskabet dermed var blevet indlemmet i en anden stat, gik dets stemme ikke tabt, men blev varetaget af fyrsten. For det andet
Dels blev der fra slutningen af 1600-tallet uddelt personlige rigsgrevetitler. Sådanne rigsgrever, også kaldet ''personalister'', var altså ikke herskere over et eget territorium.
De fleste forhenværende rigsgrevskaber blev i [[1806]] mediatiseret gennem medlemslandene i [[Rhinforbundet]]. Resten blev ophøjet til fyrsterangen og fortsatte som suveræne stater. Før oprettelsen af Rhinforbundet fandtes der stadig 74 rigsgrevskaber.
| 