Fortælling (storytelling): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Storytelling: Typo fixing, typos fixed: fremfor → frem for ved brug af AWB |
Trade (diskussion | bidrag) indskriver |
||
Linje 2:
Fortællingen er i enhver kultur et middel til [[underholdning]], [[undervisning]] og bevarelse af [[kultur]]en. Fortællingen gengiver vores verdensbillede og handler ofte om moral og værdi og er et udtryk for vores syn på rigtigt og forkert. Dermed er fortællingen med til at understøtte, bekræfte og opbygge vores kultur og normer. Afgørende elementer i historier og fortællingen er [[Handling (episk)|plot]], [[karakter (personlighed)|karakter]]er og det [[narrativ]]e. Den klassiske fortælling er en kronologisk handling med en ''førtilstand'' (konflikt), via en ''udvikling'' (komplikation) og afslutning i en ''vedvarende eftertilstand'' (slutning). En moderne fortælling eksperimenterer med denne tidsfølge: komplikationen kommer i centrum, slutningen flyttes til begyndelsen eller holdes åben, og indledningen udelades med et fortællemæssigt greb som [[in medias res]] og flash back langt inde i handlingen.
== Fortæller ==
En '''fortæller''' (storyteller) optræder med mundtlig fortællekunst i [[institution]]er, [[skole]]r, [[forening]]er og [[kirke]]r. Fra skolereformerne i [[1962]] var fortællekunsten næsten uddød i [[Danmark]], bortset fra enkelte [[friskole]]r, [[efterskole]]r og [[højskole]]r, hvor det praktiseres. Fra starten af 1990erne dukkede der igen mundtlige fortællere op, inspireret af enkeltstående nationale fortællere, f.eks Anne Sophie Seidelin og internationale fortællere fra [[USA]], [[Canada]].
Der afholdes hvert år flere fortælle festivaler i Danmark og [[Norden]]. Mest kendt er Fortællefestivalen i Lejre og [[Moesgaard]] ved [[Aarhus]].
Der findes foreninger og kredse af mundtlige fortællere i Danmark
== Storytelling ==
Storytelling er en [[anglificering]] af de danske ord fortælling eller fortællekunst, der ofte bruges til at beskrive den moderne fortællergenre, men fænomenet er naturligvis langt ældre. Når [[H.C. Andersen]] "fortalte for Børn" var det f.eks. ved hjælp af storrytellingens levende ord, ordspil, billeder, improvisation og lydeffekter. [[Karen Blixen]] var den første dansker, der kaldte sig '''storyteller''', fordi hun primært opfattede sig som historiefortæller frem for "forfatter" i traditionel forstand. Fortællekunsten og det levende ord spillede tidligere en central rolle i den danske skolekultur og var helt centralt for [[Grundtvig]]s skolesyn. Men efter skolereformerne i 1962 uddøde fortællekunsten næsten i Danmark, bortset fra enkelte friskoler, efterskoler og højskoler, hvor det stadig praktiseredes.
| |||