Friedrich Carl von Savigny: Forskelle mellem versioner

m
Botassistance: Fjerner genitiv-apostrof fra Salmonsens-artikler ved brug af AWB
m (r2.7.1) (Robot tilføjer lv:Frīdrihs Kārlis fon Savinjī)
m (Botassistance: Fjerner genitiv-apostrof fra Salmonsens-artikler ved brug af AWB)
Savigny blev [[student]] [[1795]], studerede i [[Marburg]] under Ph. Weis, i [[Göttingen]] under Hugo og Spittler, var filosofisk paavirket af Schelling. Studierejse 1799—1800, dr. jur. 1800 i Marburg med dissertationen De concursu delictorum formali, Savignys eneste strafferetlige Arbejde, 1803 Prof. extraoré. i Marburg. Efter studierejser, blandt andet til Paris, 1808 Prof. ord. i Landshut, 1810 ved det nystiftede Universit i Berlin, hvor hans imponerende personlighed samlede tilhørere fra alle lande; han udtrådte for øvrigt af fakultetet, så længe hans Modstander, hegelianeren [[Eduard Gans]] var medlem; 1842—48 Minister i det for ham af kong Friedrich Wilhelm IV oprettede Ministerium for Lovgivning, hvor hans virksomhed dog ikke afsatte de ventede spor, men i det væsentlige løb ud i sandet.
 
I den tyske retsvidenskabs historie er Savigny derimod [[19. århundrede]]s største juristnavn; hans indflydelse baade som lærer og skribent er overvældende. Allerede i sit ungdomsskrift »Das Recht d. Besitzes« (1803, 7. Udg. ved A. F. Rudorff, 1865), en af retsvidenskabens berømteste monografier, viste Savigny sig som mester — »hverken Bogens Metode eller grundprincipper var i øvrigt ny —, og Savignys Besiddelseslære gik sin Sejrsgang gennem hele Europa, heri ogsaa indbefattet Norden — Ørsted, Chr. Platou, Fr. Brandt —, uanfægtet indtil Jhering'sJherings Opposition. Det var Gustav Hugo. der havde indledet den historisk-empiriske Retning inden for den tyske Retsvidenskab; han gjorde Banen fri for »den hist. Skole«, men Stiftelsen og Ledelsen af denne skyldes Savigny.
 
I sit berømte Skrift »Vom Beruf unsrer Zeit fur Gesetzgebung und Rechtswissenschaft« (1814), den historiske Skoles Bibel, formelt en Protest mod A. F. J. Thibaut'sThibauts [[flyveskrift]] »Ueber die Nothwendigkeit eines allgemeinen burgerlichen Rechts für Deutschland« (1814, 3, Udg. 1840), slog S., overlegent og energisk, til Lyd for de Hovedtanker, der alt mere ell. mindre udprægede var udtalte af Mænd som Montesquieu, Herder og Hugo: Retten som et Produkt af Folkeslagenes hist. Liv, Retten som undergivet Udviklingens Lov og Folkebevidstheden, Folkeaanden — med kendelig Undervurderen af Lovgivningen og de enkelte fremragende Individer — som det egl. retsskabende. En stor Skare Disciple flokkedes om Savigny, en Række fremragende Forskere sluttedel Kreds om ham, Jacob Grimm, G. F. Puchta, A. F. Rudorffl o. m. a.; de betydeligste Lærestole i Tyskland besattes med Tilhængere af den hist. Skole; ogsaa i det preussiske Vid. Akademi var S.'s Indflydelse dominerende.
 
Oppositionen mod S. udgik dels fra filos. Side, navnlig fra hegelianerne, uanset hegelianismens Berøringspunkter med Savignys egen Lære, dels fra Germanisternes Lejr og i den nyeste Tid fra den saakaldte friretlige Skole. Med sine Kampfæller [[Carl Friedrich Eichhorn]] og [[J. F. L. Göschen]] grundede Savigny 1815 »Zeitschr. f. gesch. Rechtswissensch.«. Den hist. Skoles Program gennemførte Savigny i sin »Geschichte des Romischen Rechts im Mittelalter« (I-VI, 1815—16, 1822, 1826, 1829, 1831, 2. forøgede og omarbejdede Udg. I—VII, 1834—51), et af den jur. Verdenslitteraturs monumentale Arbejder, der dog vistnok ikke i Betydning når det storartede dogmatiske Værk, hvormed Historikeren Savigny overraskede den videnskabelige Verden, det ufuldendte, paa adskillige Punkter banebrydende og grundlæggende »System des heutigen Romischen Rechts« (I—VIII, 1840—49, med Sag- og Kilderegister af O. L. Heuser 1851), hvortil slutter sig »Das Obligationenreoht als Theil des heutigen Romischen Rechts« (I—II, 1851 og 1853).
 
I »Vermischte Schriften« (I—V, 1850) samledes Afh., Anmeldelser o. 1., som hele S.'s Forfatterskab i Modsætning til Hugos skrevet i en Form og Stil, der berettiger til at henregne S. til den tyske Litteraturs første Prosaister. Studiet af S. er i øvrigt ikke afsluttet endnu, og iNutidens Forskning har vei et skarpere Blik for Ensidighederne og det romantiske Drag i den hist. Skoles Læresætninger end S.'s Samtid, men at S.'s Indsats i Retsvidenskabens Historie har været mægtig og af indgribende Bet., drages ikke i Tvivl af nogen. Ogsaa til Norden strakte S.'s Indflydelse sig, af danske Forfattere var saaledes P. G. Bang en Discipel af S., og A. W. Scheel viser i væsentlige Afsnit .af sin Privatret synlig Paavirkning af S.
 
En glimrende skildring af Savignys olympiske Personlighed er givet af [[Orla Lehmann]] i »Efterladte Skrifter« (I, Kbhvn 1872, S. 113—17), en Skildring, der i alle Hovedtræk stemmer med de talrige Skildringer, der foreligger fra tysk Side; Savignys lidenskabsløse Ro, Værdighed og Besindighed danner en interessant Modsætning til Feuerbachs Ildaand. Adskillige Lighedspunkter
26.023

redigeringer