Wikipedia

Bruger:Gorbi/Kladde4: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
No edit summary
No edit summary
Linje 76:
Den australske regering anmodede om, at [[Australian Army|australske hær]]s enheder i den første bølge af ''Olympic'', men dette blev afvist af amerikanske ledere.<ref>Day, s. 297</ref> Efter forhandlinger mellem de vestlige allierede magter, blev det besluttet, at et [[Commonwealth Corps|Commonwealth-korps]], i første omgang bestående af infanteridivisioner fra de [[Australien|australske]], [[British Army|britiske]] og [[Canadian Army|canadiske]] hære ville blive brugt i ''Coronet''. Forstærkninger ville have været til rådighed fra disse lande, såvel som andre dele af Commonwealth. MacArthur blokerede forslag om at inkludere en [[British Indian Army|indisk hærdivision]], på grund af forskelle i sprog, organisation, sammensætning, udstyr, træning og doktrin.<ref>Day, s. 299; Skates, s. 230</ref> Han har også anbefalet, at korpset skulle organiseres i retning af et amerikansk korps, der kun skulle bruge amerikansk udstyr og logistik, og skulle trænes i USA i seks måneder før indsættelsen. Disse forslag blev accepteret.<ref>Day, s. 299</ref> En britisk officer, generalløjtnant Sir [[Charles Keightley]], var blevet udpeget til at lede Commonwealth Corps. Den australske regering satte spørgsmålstegn ved udnævnelsen af ​​en officer med ingen erfaring, som skulle kæmpe mod japanerne, og foreslog, at generalløjtnant [[Leslie Morshead]] burde udnævnes.<ref>Horner, David (1982). ''High Command'' Sydney: Allen & Unwin. ISBN 0-86861-076-3</ref> Krigen sluttede, før detaljerne for korpset blev færdiggjort.
 
== Operation ''Ketsugō'' ==
[[ImageFil:Operation Downfall - Estimated Troops 01.jpg|thumb|250px|AmericanAmerikanske estimatesskøn ofover Japanesejapanske trooptroppestyrker strength onpå Kyūshū as of Julypr. [[9,. juli]] [[1945]].]]
[[ImageFil:Operation Downfall - Estimated Troops 02.jpg|thumb|250px|AmericanAmerikanske estimatesskøn ofover Japanesejapanske trooptroppestyrker strength onpå Kyūshū as of Augustpr. [[2,. august]] [[1945]].]]
Samtidig havde japanerne deres egne planer. I første omgang var de bekymrede over en invasion i sommeren 1945. Men da [[slaget om Okinawa]] fortsatte så længe, ​​konkluderede de at de Allierede ikke ville være i stand til at iværksætte en anden operation før [[tyfonsæson]]en, hvor vejret ville være for risikable til amfibieoperationer. Japanske efterretninger forudsagde forholdsvis nøjatigt, hvor invasionen ville finde sted: det sydlige Kyūshū i [[Miyazaki-præfekturet|Miyazaki]], [[Ariakehavet|Ariakebugten]] og/eller [[Satsumahalvøen]].<ref>Skates, ''The Invasion of Japan'', s. 102.</ref>
 
Mens Japan havde ikke længere en realistisk mulighed for at vinde krigen, troede Japans ledere, at de kunne gøre omkostningerne ved at erobre Japan for høje for de Allierede til at acceptere, hvilket ville føre til en form for [[våbenhvile]] snarere end et totalt nederlag. Den japanske plan for at overvinde invasionen blev kaldt {{nihongo|Operation ''Ketsugō''|決号作戦|ketsugō sakusen}} ("Operation Kodenavn ''Afgørende''"). Japanerne havde i al hemmelighed [[Matsushiro underjordiske kejserlige hovedkvarter|bygget et underjordisk hovedkvarter]], der kunne anvendes i tilfælde af en Allieret invasion til husly for kejseren og de kejserlige generalstab.
Meanwhile, the Japanese had their own plans. Initially, they were concerned about an invasion during the summer of 1945. However, the [[Battle of Okinawa]] went on for so long that they concluded the Allies would not be able to launch another operation before the [[1940–49 Pacific typhoon seasons#1945 Pacific typhoon season|typhoon season]], during which the weather would be too risky for amphibious operations. Japanese intelligence predicted fairly closely where the invasion would take place: southern Kyūshū at [[Miyazaki Prefecture|Miyazaki]], [[Ariake Bay]], and/or the [[Satsuma Peninsula]].<ref>Skates, ''The Invasion of Japan'', p. 102.</ref>
 
=== ''Kamikaze'' ===▼
While Japan no longer had a realistic prospect of winning the war, Japan's leaders believed they could make the cost of conquering Japan too high for the Allies to accept, which would lead to some sort of [[armistice]] rather than total defeat. The Japanese plan for defeating the invasion was called {{nihongo|Operation Ketsugō|決号作戦|ketsugō sakusen}} ("Operation Codename ''Decisive''"). The Japanese had secretly [[Matsushiro Underground Imperial Headquarters|constructed an underground headquarters]] which could be used in the event of Allied invasion to shelter the Emperor and the Imperial General Staff.
Admiral [[Matome Ugaki]] blev kaldt tilbage til Japan i februar 1945 og fik kommandoen over den [[5. luftflåde]] på Kyūshū. Den 5. luftflåde fik til opgave at udføre ''[[kamikaze]]angreb'' mod skibe involveret i invasionen af ​​Okinawa, [[Operation Ten-Go|Operation ''Ten-Go'']], og begyndte at træne piloter og samle fly til forsvaret af Kyūshū , der sandsynligvis ville det næste sted de Allierede invaderede.
 
Det japanske forsvar var stærkt afhængig af ''kamikaze''fly. Ud over jager- og bombefly, omfordelte de næsten alle deres træningsfly til missionen, ved at forsøge at gøre op i kvantitet, med det de manglede i kvalitet. Deres hær og flåde havde mere end 10.000 fly klar til brug i juli (og ville have haft noget mere af oktober), og de planlagde at bruge næsten alt, der kunne nå invasionsflåderne. Ugaki også stod i spidsen for bygningen af ​​hundredvis af små selvmordsbåde, der også vil skulle bruges til at angribe alle allierede skibe, der kom tæt på Kyūshūs kyster.
▲===''Kamikaze''===
Admiral [[Matome Ugaki]] was recalled to Japan in February 1945 and given command of the [[Fifth Air Fleet]] on Kyūshū. The Fifth Air Fleet was assigned the task of ''[[kamikaze]]'' attacks against ships involved in the invasion of Okinawa, [[Operation Ten-Go|Operation ''Ten-Go'']], and began training pilots and assembling aircraft for the defense of Kyūshū where the Allies were likely to invade next.
 
Færre end 2.000 ''kamikaze''fly iværksatte angreb under slaget om Okinawa, og opnåede cirka ét slag pr. ni angreb. På Kyūshū, på grund af de mere gunstige forhold (såsom terræn, der reducerede USA's radarfordel), håbede de at få en til seks, ved at overvælde det amerikanske forsvar med et stort antal ''kamikaze''angreb i en periode af få timer. Japanerne anslog, at flyene ville sænke mere end 400 skibe, da de uddannede piloter til at målrette mod transportskibe i stedet for hangarskibe og destroyere, og derfor ville tabene være uforholdsmæssigt højere end på Okinawa. En stabsundersøgelse skønnede, at ''kamikaze'' kunne ødelægge en tredjedel til halvdelen af invasionsstyrken før selve landgangen.<ref>Frank, ''Downfall'', s. 184–185.</ref>
The Japanese defense relied heavily on ''kamikaze'' planes. In addition to fighters and bombers, they reassigned almost all of their trainers for the mission, trying to make up in quantity what they lacked in quality. Their army and navy had more than 10,000 aircraft ready for use in July (and would have had somewhat more by October) and were planning to use almost all that could reach the invasion fleets. Ugaki also oversaw building of hundreds of small suicide boats that would also be used to attack any Allied ships that came near the shores of Kyūshū.
 
=== Flådestyrker ===
Fewer than 2,000 ''kamikaze'' planes launched attacks during the Battle of Okinawa, achieving approximately one hit per nine attacks. At Kyūshū, because of the more favorable circumstances (such as terrain that reduced the US's radar advantage), they hoped to get one for six by overwhelming the US defenses with large numbers of ''kamikaze'' attacks in a period of hours. The Japanese estimated that the planes would sink more than 400 ships; since they were training the pilots to target transports rather than carriers and destroyers, the casualties would be disproportionately greater than at Okinawa. One staff study estimated that the ''kamikazes'' could destroy a third to half of the invasion force before its landings.<ref>Frank, ''Downfall'', p. 184–185.</ref>
I august 1945 var den [[kejserlige japanske flåde]] ikke længere en effektiv kampstyrke. De eneste større japanske krigsskibe i kamp var seks hangarskibe, fire krydsere og et slagskib, hvoraf ingen kunne få tilstrækkeligt brændstof. De kunne "opretholde en styrke på 20 operationelle destroyere og måske 40 ubåde i et par dage på havet."<ref>Feifer, ''The Battle of Okinawa'', s. 418.</ref>
 
TheDen IJNjapanske alsoflåde hadhavde aboutogså omkring 100 [[Koryu class submarine(ubåd)|''Kōryū''-klasse]]-class [[midget submarinedværgubåd]]se, 250 smallermindre [[Kairyu class submarine(ubåd)|''Kairyū''-klasse]]-class midget submarinesdværgubåde, 400 ''[[Kaiten]]'' [[mannedbemandede torpedo]]es,er andog 800 ''[[Shinyo (suicide boatselvmordsbåd)|Shin'yō]]'' suicide boatsselvmordsbåde.▼
===Naval forces===
By August 1945, the [[Imperial Japanese Navy]] (IJN) had ceased to be an effective fighting force. The only major Japanese warships in fighting order were six aircraft carriers, four cruisers, and one battleship, none of which could be adequately fueled. They could "sustain a force of twenty operational destroyers and perhaps forty submarines for a few days at sea."
<ref>Feifer, ''The Battle of Okinawa'', p. 418.</ref>
 
=== Landstyrker ===
▲The IJN also had about 100 [[Koryu class submarine|''Kōryū'']]-class [[midget submarine]]s, 250 smaller [[Kairyu class submarine|''Kairyū'']]-class midget submarines, 400 ''[[Kaiten]]'' [[manned torpedo]]es, and 800 ''[[Shinyo (suicide boat)|Shin'yō]]'' suicide boats.
Ved enhver amfibieoperation, har forsvareren to muligheder for defensiv strategi: stærkt forsvar på strandene eller [[dybtforsvar]]. I begyndelsen af krigen (som på [[Slaget om Tarawa|Tarawa]]), brugte japanerne et stærkt forsvar på strandene med få eller ingen tropper i reserve. Denne taktik viste sig at være meget sårbare over for førinvasions kystbombardementer. Senere i krigen, på [[Slaget om Peleliu|Peleliu]], [[Slaget om Iwo Jima|Iwo Jima]] og [[Slaget om Okinawa|Okinawa]], skiftede japanerne strategi og gravede deres styrker ned i det mest forsvarlige terræn.
 
Til forsvar af Kyūshū, tog japanerne en mellemliggende stilling, med hovedparten af ​​deres defensive styrker et par kilometer inde i landet fra kysten, og langt nok tilbage for at undgå fuldstændig udsættelse for flådeartilleri, men tæt nok til, at amerikanerne ikke kunne etablere et sikkert fodfæste, før de angreb dem. Modoffensivsstyrkerne var stadig længere tilbage, parat til at bevæge sig mod landgangen i tilfælde af at problemer skulle opstå.
===Ground forces===
In any amphibious operation, the defender has two options for defensive strategy: strong defense of the beaches or [[defense in depth]]. Early in the war (such as at [[Battle of Tarawa|Tarawa]]), the Japanese employed strong defenses on the beaches with little or no manpower in reserve. This tactic proved to be very vulnerable to pre-invasion [[Naval gunfire support|shore bombardment]]. Later in the war, at [[Battle of Peleliu|Peleliu]], [[Battle of Iwo Jima|Iwo Jima]], and [[Battle of Okinawa|Okinawa]], the Japanese switched strategy and dug in their forces in the most defensible terrain.
 
I marts 1945 var der kun én kampdivision på Kyūshū. I løbet af de næste fire måneder, overførte den [[kejserlige japanske hær]] styrker fra [[Manchuriet]], [[Korea]] og det nordlige Japan, og samtidig sætte andre styrker på plads. I august havde de 14 divisioner og forskellige mindre formationer, herunder tre tankbrigader. I alt gav det et samlet 900.000 mænd.<ref>Frank, ''Downfall'', s. 203.</ref> Selv om japanerne var i stand til at rejse et stort antal af nye soldater, var det vanskeligere at udstyre dem. I august havde den japanske hær 65 divisioner i hjemlandet, men kun nok udstyr til 40 og kun nok ammunition til 30.<ref>Frank, ''Downfall'', s. 176.</ref>
For the defense of Kyūshū, the Japanese took an intermediate posture, with the bulk of their defensive forces a few kilometers inland from the shore: back far enough to avoid complete exposure to naval gunnery but close enough that the Americans could not establish a secure foothold before engaging them. The counteroffensive forces were still farther back, prepared to move against whichever landing seemed to be the main effort.
 
Japanerne besluttede ikke formelt at satse alt på udfaldet af slaget om Kyūshū, men de koncentrerede deres formue i en sådan grad, at der ville være lidt tilbage i reserve. Ved et skøn, havde styrkerne på Kyūshū, 40% af alt ammunition på hjemmeøerne.<ref>Frank, ''Downfall'', s. 177.</ref>
In March 1945, there was only one combat division in Kyūshū. Over the next four months, the Imperial Japanese Army transferred forces from [[Manchuria]], [[Korea]], and northern Japan, while raising other forces in place. By August, they had 14 divisions and various smaller formations, including three tank brigades, for a total of 900,000 men.<ref>Frank, ''Downfall'', p. 203.</ref> Although the Japanese were able to raise large numbers of new soldiers, equipping them was more difficult. By August, the Japanese Army had the equivalent of 65 divisions in the homeland but only enough equipment for 40 and only enough ammunition for 30.<ref>Frank, ''Downfall'', p. 176.</ref>
 
Endvidere havde japanerne organiseret det [[Frivillige kampkorps|patriotiske borgere kampkorps]], som omfattede alle raske mænd i alderen 15 til 60 og kvinder fra 17 til 40, der i alt talte 28 millioner mennesker, tik kampstøtte og senere til kampjob. Våben, træning og uniformer var generelle mangler, og nogle mænd var bevæbnet med intet bedre end [[musket]]ter, [[langbue]]r eller bambusspyd, men ikke desto mindre blev de forventes at gøre deres bedste med det, de havde.<ref>Frank, ''Downfall'', s. 188–189. Bauer og Coox, ''OLYMPIC VS KETSU-GO''.</ref>
The Japanese did not formally decide to stake everything on the outcome of the Battle of Kyūshū, but they concentrated their assets to such a degree that there would be little left in reserve. By one estimate, the forces in Kyūshū had 40% of all the ammunition in the Home Islands.<ref>Frank, ''Downfall'', p. 177.</ref>
 
En mobiliseret gymnasiepige, Yukiko Kasai, blev udstedt med en [[syl]] og hun blev fortalt: "Selv det at dræbte en amerikansk soldat vil gøre det. … Du skal sigte efter [[Bughule|maven]]".<ref>Frank, ''Downfall'', s. 189.</ref>
In addition, the Japanese had organized the [[Volunteer Fighting Corps|Patriotic Citizens Fighting Corps]], which included all healthy men aged 15 to 60 and women 17 to 40 for a total of 28 million people, for combat support and, later, combat jobs. Weapons, training, and uniforms were generally lacking: some men were armed with nothing better than muzzle-loading [[musket]]s, [[longbow]]s, or bamboo spears; nevertheless, they were expected to make do with what they had.<ref>Frank, ''Downfall'', p. 188–189. Bauer and Coox, ''OLYMPIC VS KETSU-GO''.</ref>
 
One mobilized high school girl, Yukiko Kasai, found herself issued an [[Scratch awl|awl]] and told, "Even killing one American soldier will do. … You must aim for the [[abdomen]]."<ref>Frank, ''Downfall'', p. 189.</ref>
 
== Allieret revurderingen af ''Olympic'' ==
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Bruger:Gorbi/Kladde4"