Ejderpolitikken: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Retter flertydigt link til: Lauenborg - Ændrede link(s) til Kreis Herzogtum Lauenburg |
→1842-1864: tilføjer afsnit, samlet fra andre artikler |
||
Linje 10:
Orla Lehmann tog kontakt til dansksindede i [[Nordslesvig]] (både bønder og liberale i byerne) og til de få dansksindede på universitetet i [[Kiel]]. Et af resultaterne var, at [[Peter Hiort Lorenzen]], en liberal købmand fra [[Haderslev]], den [[11. november]] 1842 talte dansk i Slesvigs stænderforsamling. Det næste resultat var de store folkemøder, der i [[1840'erne]] blev holdt på Sønderjyllands højeste punkt, [[Skamlingsbanken]]. På det første Skamlingsbanke-møde den 18. maj [[1843]] blev Peter Hiort Lorenzen hædret for sin indsats. Der fandtes tilsvarende tyske folkemøder, især i Sydslesvig. Det var imidlertid ikke i Slesvig, men primært i Holsten (især Kiel) og i København, at de mest nationalistiske holdninger blev udviklet.
Ejderpolitikken provokerede de tysksindede [[liberalisme | liberalister]] i [[hertugdømmerne]], som forventede at få [[Preussen]]s støtte i deres bestræbelser på at opnå løsrivelse fra Danmark. Dette var optakten til Treårskrigen.
Efter at [[Treårskrigen]] var slut i [[1850]], tvang [[stormagt]]erne Danmark til at føre en helstatspolitik, hvor forholdet mellem statsdelene ikke måtte ændres. Denne politik, der blev kaldt "den europæiske nødvendighed", blev bekæmpet af slesvig-holstenerne og kom derfor aldrig til at virke i praksis. ▼
{{uddybende| Treårskrigen}}.
▲Efter
Denne aftale var reelt en bombe under Ejderpolitikken. Men de liberale kræfter i Danmark arbejdede stadig for, at Holsten skulle adskilles fra Danmark. I sidste ende frygtede de, at Holsten via sin rolle i rigsrådet førte til tysk indblanding i ikke kun Slesvig, men også i rent danske forhold. De liberale kræfter i Holsten var for så vidt enige, men de ønskede at også Slesvig skulle løsrives, og at der skulle oprettes et Slesvig-Holsten inden for det Tyske Forbund.
Indenrigspolitisk blev de ejderdanske nationalliberale holdt ude af de konservative helstatsregeringer i begyndelsen af [[1850'erne]]. De adelige holstenere, som var repræsenterede i regeringen, var modstandere af demokratiet i Holsten og blokerede også for reformer i selve Danmark, hvorved den politiske proces gik i stå.
I [[1857]] dannede den nationalliberale [[C.C. Hall]] regering. Nu formulerede de nationalliberale en Ejderpolitik på langt sigt. Holsten og Lauenborg skulle langsomt opgives, mens Sønderjylland skulle knyttes tættere til det egentlige Danmark. ▼
I 1850'erne pressede de de ejderdanske nationalliberale gennemførelsen af [[sprogreskripterne]] i [[Mellemslesvig]]. De betød, at dansk skulle være skolesprog i de områder, hvor befolkningen talte dansk ([[sønderjysk]]). Den nordligste del af Slesvig var dog fortsat rent dansksproget, og den sydligste del fortsat rent tysksproget. Formålet var at bremse tilbagegangen for dansk, men reformerne blev indført af regeringen uden egentlig debat. Det vakte mange tysksindedes vrede, da de igennem århundreder havde været vant til tysk som det dominerende sprog. De tyske så sprogreskripterne som et forsøg på "danisering" og dansk undertrykkelse.
▲I [[1857]] dannede den nationalliberale [[C.C. Hall]] regering. Nu formulerede de nationalliberale en Ejderpolitik på langt sigt. Holsten og Lauenborg skulle langsomt opgives, mens Sønderjylland skulle knyttes tættere til det egentlige Danmark.
I 1858 ophævede det [[tyske forbund]] [[fællesforfatningen]] for Holstens og Lauenborgs vedkommende, formelt med den begrundelse, at disse to hertugdømmer samtidig var medlemmer af det tyske forbund. I den fælles dansk-slesvigsk-holstenske regering ([[rigsråd]]et) førte dette til konflikter mellem de demokratiske politikere fra Danmark, der ønskede reformer, og de adelige repræsentanter for Holsten, der ønskede en meget konservativ kurs.
I [[1863]] mente Hall sig stærk nok til at kunne gennemføre sin politik. Gennem [[Novemberforfatningen]] skulle Sønderjylland knyttes til kongeriget. Samtidig skulle Hertugdømmet Slesvig bevare et selvstyre med egen landdag og altså ikke indlemmes i kongeriget. Processen blev kaotisk, da kong [[Frederik VII]] døde den [[15. november]] uden at have underskrevet den nye forfatning, og hans efterfølger, [[Christian IX]] som helstatsmand var modvillig ovefor forfatningen. Novemberforfatningen vakte stærk modstand blandt de tysksindede i hertugdømmerne og i det tyske forbund. Den tysk-nationale [[opinion]] vejrede nu mulighed for revanche for [[Treårskrigen]]. I den tyske forbundsdag i Frankfurt agiterede et flertal for at befri hertugdømmerne for afhængigheden af Danmark og skabe en ny tysk stat af dem.
Ministerpræsident [[Otto von Bismarck]] i Preussen var under stærkt pres fra borgere, der ønskede reformer i den konservative junkerstat. Han var derfor ikke interesseret i at styrke de liberale kræfter i det tyske forbund med endnu en stat, dvs. et selvstændigt Slesvig-Holsten. Derfor allierede sig med [[Østrig]], officielt for at presse Danmark til at efterkomme Londonaftalens bestemmelser om hertugdømmernes frie stilling, som var underskrevet af Preussen og Østrig, men ikke af det tyske forbund. I sine erindringer har han afsløret, at hensigten var at erobre Slesvig og Holsten og indelemem disse i Preussen, som et led i hans bestræbelser på at gøre Preussen til den egentlige tyske stormagt.
C.C. Hall var under stærkt pres og valgte at indgive sin afskedsbegæring i julen 1863. Omtrent samtidig vedtog den tyske forbundsdag at bbesætte Holsten. Derefter fik Danmark, der nu blev ledet af [[D.G. Monrad]] den 16. januar 1864 et [[ultimatum]] om, at novemberforfatningen skulle ophæves og danske tropper rømme Slesvig inden for 48 timer. Da Danmark ignorerede kravet, som i øvrigt næppe var muligt at gennemføre indenfor tidsfristen, gik preussiske og østrigske tropper ind i Slesvig. Novemberforfatningen udløste således den 2. Slesvigske Krig i [[1864]]. Ved [[Freden i Wien (1864)|Freden i Wien]] måtte det danske monarki afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg til [[Preussen]] og [[Østrig]].
{{Uddybende|2. Slesvigske krig}}
== 1920 ==
| |||