Demir og Baykara mod Tyrkiet: Forskelle mellem versioner

Dommen bekræftede den grundlæggende ret for arbejdstagere til at deltage i kollektive forhandlinger og kollektive skridt for at nå dette mål.

Vemal Demir var medlem af og Vicdan Baykara var præsident for det tyrkiske [[fagforening|Fagforbund]] for offentligt ansatte Tum Bel Sen. I 1993 indgik fagforeningen en to-årig overenskomst, men arbejdsgiveren (byrådet i Gaziantep) overholdt ikke dens bestemmelser. Demir og Baykara anlagde sag i byretten, og vandt deres sag. Men Appelretten annullerede afgørelsen.

 

Efter at de nationale muligheder dermed var udtømt indgav fagforeningen i 1996 klage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om tilsidesættelse af foreningsfriheden i henhold til artikel 11 EMRK, og beskyttelse mod forskelsbehandling i henhold til artikel 14 EMRK. Efter nogen tid, blev sagen i 2006 hørt af syv dommere i anden sektion. Det blev fastslået, at artikel 11 var blevet overtrådt, og der var derfor ingen grund til at undersøge artikel 14. Den tyrkiske regering anmodede herefter om, at sagen blev henvist til Storkammeret.

 

Storkammeret af [[Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol]] fastslog enstemmigt, at der havde været en uforholdsmæssig og uberettiget indgreb i retten til foreningsfrihed.

 

154. Hermed afgør Domstolen, under hensyn til udviklingen i arbejdsret, både internationalt og nationalt, og praksis fra medlemsstaterne, at retten til kollektive forhandlinger med arbejdsgiveren er blevet en essentielt del af "the right to form and to join trade unions for the protection of (one's) interests" beskyttet af artikel 11. Medlemsstaterne er fortsat frie til at organisere deres arbejdsmarked således at der gives særlige rettigheder til repræsentative fagforeninger, såfremt det er relevant. Som andre arbejdere skal offentligt ansatte, undtagen i meget specielle sager, også nyde disse rettigheder, undtagen situationer omfattet af forhold "foreskrevet ved lov", en kategori som klagerne ikke tilhører.

 

Demir og Baykara mod Tyrkiet er bredt blevet set som en milepæl i den internationale udvikling af foreningsfrihed. Dommens betydning ligger i bekræftelsen af, at der er en grundliggende ret til at forhandle såvel kollektivt som individuelt på vegne af fagforeningens medlemmer, beskyttet af artikel 11 i [[EMRK]]. Kun begrænsninger der er "foreskrevet ved lov" og er "nødvendige i et demokratisk samfund" kan berettige undtagelser.