Versionen fra 12. jan. 2012, 07:44 redigér Thathánka Íyotake (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 903 edits Udvidet og rettet et par fejl. ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 12. jan. 2012, 07:44 redigér fjern redigering Thathánka Íyotake (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede 903 edits No edit summary Gå til næste forskel →
Linje 4: At den traditionelle filologi opdeler de nordiske sprog i vest- og østnordisk primært på grund af diftongerne, er dog problematisk i forhold til, at diftongerne også er bevaret i det østligste Norden, nemlig [[Gotland]], Svenskestland og dele af Svenskfinland samt i store dele af Nordsverige, hvorimod [[Norn]] på [[Shetlandsøerne]] er monoftongeret og dermed "østnordisk". Der er med andre ord snarere tale om en modsætning mellem centrum og udkant, hvilket udfordrer den traditionelle opdeling. ~~Udover~~Ud over monoftongeringen forsvandt /h/ i forlyd i /hl/, /hn/ og /hr/. Denne udvikling skete dog ikke bare i svensk og dansk, men også i færøsk og norsk, mens islandsk dog bevarede /h/; denne lyforandring følger således heller ikke et øst-vestligt mønster. Eksempler er islandsk ''hlaupa'', som svarer til norsk ''laupe'' og dansk ''løbe''. Senere følger et lignende svind af /h/ i forlyd i /hj/ og /hv/ i dansk og svensk. Denne forandring sker for /hj/'s vedkommende dog også i Norge, samt for /hv/'s vedkommende i østnorsk, hvorimod vestnorsk "skærper" /hv/ til /kv/ i lighed med færøsk (hvor /hj/ også skærpes til /tj/) og vestislandsk. Østislandsk har endnu /xv/, ligesom islandsk har bevaret /hj/.

Østnordiske sprog: Forskelle mellem versioner