Stillehavskrigen: Forskelle mellem versioner

USA begyndte den [[6. januar]] at overføre tropper til [[Amerikansk Samoa]] og overførte den [[12. januar]] tre slagskibe og 7 destroyere fra Atlanterhavet til Stillehavsflåden. Yderligere enheder fra marineinfanteriet blev indskibet til [[Pago Pago]] den [[20. januar]], hvortil de blev eskorteret af to hangarskibe.

 

 

Til forstærkning af tropperne i Stillehavsområdet flyttede USA fra [[21. januar]] yderligere soldater fra det atlantiske område til Stillehavet via [[Panamakanalen]].

==== De første japanske tilbageslag ====

[[Fil:B-25 prior to start on USS Hornet for Doolittle raid.jpg|thumb|B-25 kort før starten på Doolittle Raidet]]

 

[[Fil:PacificTheaterAug1942.jpg|thumb|left|Den amerikanske inddeling af Stillehavet i forskellige krigsskuepladser 1942]]

Den [[3. juni]] [[1942]] gennemførte den japanske flåde en mindre operation mod [[Dutch Harbor]] i Aleuterne som afledning fra angrebet mod Midway. Aktionen blev på forhånd gennemskuet af amerikanerne, så den var uden virkning.

 

 

[[Fil:Japanese officers in the Aleutians.jpg|thumb|left|upright|Japanske officerer på Aleuterne]]

Under begge siders forsøg på at bringe forstærkninger i form af skibe og soldater til Guadalcanal sænkede japanerne den 15. september et amerikansk hangarskib. Et nyt japansk forsøg på at erobre Henderson Field på Guadalcanal kunne med nød og næppe forhindres af amerikanerne under [[Slaget ved Edson's Ridge]] fra [[13. september|13.]] til [[16. september]].

 

 

En japansk konvoj fra [[Rabaul]] med to vandflytendere og en eskorte af destroyere dækket af en krydserflotille blev den [[11. oktober]] opdaget af amerikanske rekognosceringsfly. Kort efter stoppede amerikanske skibe den japanske konvoj nord for Guadalcanal. Herefter fulgte [[Slaget ved Cape Esperance]], som forhindrede den japanske landgang. To dage senere kunne en amerikansk troppekonvoj fra Noumea landsætte omkring 3.000 soldater og forsyninger ved [[Lunga Point]]. Den følgende nat beskød japanske krydsere og destroyere flyvepladsen Henderson Field og ødelagde 48 af de 90 der stationerede kampfly. Kun et fly kom uskadt igennem beskydningen.

Den japanske flåde blev senere på dagen opdaget af rekognosceringsfly, men ingen af siderne kunne opspore modstandernes hangarskibe. Først den følgende dag kom det til [[slaget om Santa-Cruz-øerne]], hvor amerikanerne mistede et hangarskib og to japanske hangarskibe blev alvorligt beskadigede.

 

 

I [[Søslaget ved Guadalcanal]], som varede indtil [[15. november]], beskød japanerne intensivt Henderson Field, men måtte efter store tab trække sig tilbage. Denne amerikanske sejr var vendepunktet i ''slaget om Guadalcanal''.

=== 1943 ===

[[Fil:Second world war asia 1943-1945 map de.png|thumb|Modoffensiven 1943-1945]]

 

==== Kampe i Stillehavsområdet ====

 

[[Fil:USS Salt Lake City (CA-25) in action.jpg|thumb|Krydseren USS ''Salt Lake City'' under søslaget ved Komandorski-øerne]]

Om natten den 1. september angreb fly fra tre amerikanske hangarskibe den japanske base på [[Minami-Torishima|Marcus-øen]]. I seks angrebsbølger mistede de kun fire maskiner, men kunne kun tilføje startbanen mindre skader.

 

 

[[Fil:I-55.jpg|thumb|left|Japansk undervandsbåd I-55]]

I mellemtiden lykkedes det om natten den [[7. november]] for japanerne at landsætte 1.175 soldater på Bougainville. Den [[9. november|9.]] og [[11. november]] landsatte amerikanerne deres 2. og 3. bølge. På grund af den korte afstand fra ''Bougainville'' til ''Rabaul'' (kun ca. 300 km) udbyggede amerikanerne de eksisterende japanske flyvepladser for at kunne angribe den vigtige japanske base herfra.

 

 

På grund af den amerikanske offensiv forsøgte japanerne at forstærke deres garnison på [[Buka]], nord for Bougainville. Det førte den [[26. november]] [[1943]] til [[Slaget ved Kap St. George]]. Japanerne led et stort nederlag i dette slag og mistede over halvdelen af deres skibe. Amerikanerne derimod mistede ingen skibe. Dette var afslutningen på [[Tokyo Express]], de japanske forsynings- og evakueringssejladser ved Salomonøerne.

 

 

==== Operation Galvanic ====

 

[[Fil:Butaritari - Yellow Beach Two.jpg|thumb|left|Den 165. infanteridivision går i land på Butaritari, Makin-atollen, den 20. november 1943]]

 

[[Fil:New Guinea.png|thumb|left|500px|Ny Guinea med de vigtigste steder]]

 

I den japanske [[Operation Take-Ichi]] skulle der i forbindelse med en forsyningskonvoj til tropperne på halvøen [[Vogelkop]] overføres ca. 20.000 soldater fra [[Shanghai]] til [[Halmahera]]. Mellem den [[26. april]] og den [[6. maj]] lykkedes det amerikanske ubåde at sænke fire transportskibe med næsten 10.000 soldater om bord. Der var næsten ingen overlevende.

Som forberedelse for [[Operation Reckless]] - landgangen i Hollandiabugten på Ny Guinea indledte amerikanerne den [[21. april]] luftangreb fra hangarskibe mod øerne [[Wakde]] og [[Sarmi]] vest for Hollandia. Også destroyere angreb disse mål. Angrebene fortsatte i de følgende dage for at understøtte landgangen i Humboldt Bay (Nu Guinea)|Humboldt Bay og Hollandia, som indledtes den [[22. april]]. Yderligere landgang blev foretaget ved [[Operation Persecution|Aitape]]. Den japanske modstand var yderst beskeden, og alle mål var nået den [[28. april]]. Hangarskibene sejlede derefter mod Truk, som blev intensivt bombarderet den [[29. april|29.]] og [[30. april]].

 

 

Den britiske asienflåde indledte den [[6. maj]] i samarbejde med andre allierede enheder [[Operation Transom]], et hangarskibsangreb mod [[Surabaya]] på [[Java (ø)|Java]], der var aftalt med amerikanerne. Det tjente som afledningsmanøvre fra de amerikanske angreb mod Wakde.

 

[[Fil:Resting on Peleliu Island.jpg|thumb|Kun sjældent kunne soldaterne rekreere sig fra kampene, som her på Peleliu]]

 

Ligeledes den 15. september gik amerikanerne i land med næsten 20.000 soldater på Morotai og mødte så godt som ingen modstand. Tropperne blev i starten af oktober forstærket med yderligere 18.200 mand, heriblandt over 12.000 [[SeaBee]]s og jordpersonel til den lufthavn, som skulle drives. Under jagt på en japansk ubåd den [[3. oktober]] sænkede amerikanske skibe ved et uheld deres egen ubåd USS 'Seawolf'', hvorved 79 besætningsmedlemmer omkom.

Også briterne deltog igen i med en afledningsaktion ([[Operation Millet]]). Asienflåden angreb den [[17. oktober|17.]] og [[18. oktober]] [[Nikobarerne]] mens [[slaget om Leyte]] begyndte i det centrale Filippinerne. Amerikanerne forberedte landgangen med luftangreb på Mindenao fra [[Biak]] og [[Sansapor]], samt fra hangarskibe mod Leyte og [[Cebu]]. En gruppe ubåde afspærrede området mellem Mindanao og [[Samar]]. Da en amerikansk minesøger sank under en tyfon i [[Leyte Gulf]] blev den opdaget af japanerne, som straks igangsatte [[Operation Sho-1]] til forsvar af Filippinerne. Den [[19. oktober]] gik de første amerikanske enheder i land, og mødte kun ringe modstand, og startede herfra i [[slaget om Leyte]] på erobringen af Filippinerne. Japanerne trak sig i første omgang tilbage til de forberedte forsvarsstillinger. Fra [[22. oktober|22.]] til [[25. oktober]] forsøgte den japanske flåde at forhindre yderligere landsætninger. [[Slaget om Leyte Gulf]] tilføjede den japanske flåde de alvorligste og afgørende tab. Den mistede tre slagskibe og fire hangarskibe.

 

 

[[Fil:Fighting fires on USS Belleau Wood (CVL-24).jpg|thumb|left|Brand efter et kamikazeangreb slukkes på USS ''Belleau Wood''. I baggrunden ses den brændende USS ''Franklin'']]

Den [[24. november]] indledte USA en række svære [[luftangreb mod Tokyo]]. [[B-29 Superfortress|B-29]] bombeflyene var startet fra den nye base på Saipan. Yderligere angreb fulgte den [[26. november|26.]], [[29. november|29.]] og [[30. november]] samt [[3. december]].

 

 

Den [[11. december]] stævnede tre grupper fra Task Force 38 ud for at forberede understøttelsen af landgangen på [[Mindoro]]. Allerede mens de nærmede sig de sydfilippinske øer blev der igen gennemført angreb mod området ved Manila fra hangarskibene. Landgangstropperne fra Task Group 78.3 blev landsat den [[15. december]], selv om deres flagskib få dage inden var blevet ramt af et kamikazeangreb og en stor del af de militære ledere var blevet dræbt. De japanske styrtbombeangreb fortsatte til slutningen af december.

Ved et luftangreb i [[Subic Bay]] på Luzon den [[16. december]] mod et japansk transportskib med 1.600 krigsfanger, der blev sænket, omkom mange af krigsfangerne. Selv af de reddede nåede kun omkring 500 senere deres mål i Japan, da de blev udsat for yderligere luftangreb på Formosa.

 

 

En japansk eskadre med to krydsere og seks destroyer indledte den [[24. december]] [[Operation REI]] fra [[Cam Ranh bugten]] i [[Indokina]]. Deres mål var Mindoro, som de nåede den [[26. december]]. Der indledte de beskydning af det amerikanske brohoved. Efter at det amerikanske luftvåben havde angrebet eskadren og en japansk destroyer var blevet sænket af en patruljebåd, vendte eskadren om og undgik på den måde at blive helt ødelagt.

Fra den [[4. februar]] indledtes befrielsen af [[Manila]] i forstæderne. Under kampene gennemførte japanerne i de sidste tre sidste uger af februar efter ordre fra [[Tokyo]] [[Manila massakren]], hvor ca. 111.000 civile blev myrdet.

 

 

På sydspidsen af [[Bataan]] ved [[Mariveles (Bataan)|Mariveles]] lykkedes en landsætning af 5.300 amerikanske soldater. Den følgende dag sprang faldskærmssoldater ud over [[Corregidor]] og en amerikansk bataljon landede på øen. Kampene fortsatte til den 26. februar. Herefter blev øen erklæret sikret. Med Corregidor havde amerikanerne generobret et vigtigt symbol på det tidligere nederlag på Filippinerne.

Efter [[Tyskland]]s kapitulation den [[9. maj]] erklærede Japan, at det var fast besluttet på alene at kæmpe videre mod [[De Allierede]]. Ganske vist kunne der i militæret og især i parlamentet høres de første stemmer, som talte om en snarlig kapitulation, dog hovedparten af de japanske ledere forberedte allerede forsvaret af landet til sidste mand.

 

 

Den japanske [[Operation Kikusui 6]], som begyndte den [[10. maj]] blev indledt med 150 kamikazefly. Derved blev et amerikansk hangarskib særdeles alvorligt beskadiget. Ved tilbagetrækningen af Task Forcen ramte et kamikazefly endnu et hangarskib alvorligt. Ved senere ''Kikusui''-operationen den 24., 25., 27., 28. og [[29. maj]] mistede amerikanerne 8 skibe. En række andre blev beskadigede, men kunne fortsat indsættes.

Mellem den [[17. maj|17.]] og [[26. maj]] overlod USA indenfor rammerne af aftalen om [[Operation Hula]] 17 minesøgere og 6 ubådsjagere, som blev stillet til rådighed for den sovjetiske stillehavsflåde. I første halvdel af juni fulgte yderligere 13 ubådsjagere, en minesøger og to landgangsbåde. Ligeledes i midten af juni ankom over 1.100 sovjetiske marinesoldater til Cold Bay til oplæring på fregatter.

 

 

I fortsættelse af Operation Oboe gik næsten 30.000 australske soldater den [[10. juni]] i land i [[Brunei]]-bugten efter forudgående artilleribeskydning.

Task Force 38 gennemførte fra [[10. juli]] igen angreb mod Tokyo og de omkringliggende luftbaser med 1.022 fly. Fire dage senere blev yderligere mål i det nordlige [[Honshû]] og det sydlige [[Hokkaido|Hokkaidō]] angrebet med 1.391 maskiner. Samme dag beskød de medfølgende slagskibe, krydsere og destroyere for første gang mål direkte på de japanske hovedøer. Hertil hørte stål- og jernværkerne i [[Kamajshi]] og den følgende dag stål- og jernværkerne i [[Muroran]]. Tokyo og [[Yokohama]] var igen mål for angreb den 17. og [[18. juli]], hvorved et stort japansk slagskib blev alvorligt beskadiget. Ved et natligt angreb, som blev gennemført sammen med britiske enheder, beskød skibsartilleri industrierne ved [[Hitachi (Ibaraki)|Hitachi]], nord for Tokyo og i den følgende nat vigtige radarstationer ved [[Cap Nojima]] sydøst for Tokyo.

 

 

 

Som et resultat af [[Potsdamkonferencen]] stillede de allierede Japan et [[kapitulation]]sultimatum og Sovjetunionen lovede at gribe ind i Stillehavet tre måneder efter at krigen i Europa var sluttet. Den japanske premierminister [[Suzuki Kantarō]] afviste [[Ultimatum]]met den [[27. juli]].

 

 

Den [[28. juli]] fandt det sidste vellykkede kamikazeangreb i Stillehavskrigen sted. En amerikansk destroyer blev sænket ved Okinawa.

Betydningen og nødvendigheden af indsatsen af atombomber for at opnå den japanske kapitulation er fortsat omstridt. Ikke mindst fordi det skal holdes op imod hundredtusinder af civilisters død og bestråling, som rejser spørgsmål om uforholdsmæssighed og etisk afvisning. Det diskuteres f.eks. om atombomberne virkelig blev anvendt for at undgå en invasion af Japan og redde livet for millioner af amerikanske soldater. Ligeledes henviser nogle kritikere til, at også uden indsats af atombomber ville Japan inden længe have kapituleret.

 

 

Samtidig fortsatte luftangrebene mod de japanske hovedøer fra amerikanske og britiske hangarskibe. Målene var [[Honshû]] og [[Hokkaido]] samt hovedstaden [[Tokyo]]. Den [[15. august]] kaldte den militære ledelse i USA en netop startet bombeeskadrille tilbage for at stoppe kampene. Ikke alle maskiner opfangede radiomeddelelsen og det kom til de sidste heftige luftkampe med japanske kamikazefly.

Under [[Tokyo processen]], som begyndte den [[3. maj]] [[1946]] blev de førende japanske militærfolk og politikere sat på anklagebænken, først og fremmest ministerpræsident og generalstabschef [[Tōjō Hideki]]. Han og seks andre anklagede blev dømt til døden den 12. november 1948. Omkring 20 andre blev dømt til livsvarigt fængsel. De fleste af disse blev imidlertid løsladt i [[1955]] da Japan fik sin suverænitet tilbage. Yderligere retssager fandt sted i Manila på Filippinerne og i Kina. Denne blev kendt som ''Nanking krigsforbrydertribunalet''. Her undersøgte kineserne 650 tilfælde hvoraf 504 førte til anklage i 13 retssager. 149 japanere blev dømt til døden. Det omstridte [[Yasukuni-skrinet|Yasukuni-skrin]] i Tokyo indeholder alle japanske sjæle, som ''har ofret deres liv for fædrelandet''. I [[1978]] besluttede parlamentet, at også de henrettede japanske krigsforbryderes sjæle skulle optaget. Siden da kommer der til stadighed protester fra især Kina og Korea når repræsentanter for det officielle Japan besøger skrinet. I den forbindelse fordømmes især optagelsen af "Klasse-A"-krigsforbrydere.

 

 

Sovjetunionen forvaltede [[Nordkorea]] og [[Sakhalin]]-øerne, mens USA og Storbritannien havde ansvaret for [[Sydkorea]] og Japans resterende besiddelser i Stillehavet. Japan selv blev ved Stillehavskrigens slutning besat af allierede tropper, hvis øverstbefalende general Douglas MacArthur var „SCAP“ ([[Supreme Commander of the Allied Powers]]). Afslutningen på Japans besættelse blev fastlagt i [[fredsaftalen i San Francisco]], som blev underskrevet den [[8. september]] [[1951]]. Med dens ikrafttræden den [[28. april]] [[1952]] blev Japan igen et uafhængigt land. Med undtagelse af [[Amami-øerne]], som Japan fik tilbage i [[1953]], var [[Ryūkyū-øerne]] i yderligere 20 år formelt under amerikansk formynderi. Ved en folkeafstemning i 1971 stemte et flertal af befolkningen for genforening med Japan. I [[1972]] fik Japan suveræniteten over Ryūkyū- og de ubeboede [[Senkaku-øerne]] tilbage. Japan sluttede fred med [[Folkerepublikken Kina]] i [[1978]]. Fredsforhandlingerne med Sovjetunionen (og fra [[1991]] med [[Rusland]]) er gang på gang strandet på åbne spørgsmål (se [[Konflikten om Kurilerne]]).

== Krigskirkegårde og mindesmærker ==

=== USA ===

 

==== Manila ====

=== Østtimor ===

==== Mindesmærke for ofrene for den japanske besættelse af Timor ====

 

=== Fælles mindesmærker ===

</div>

=== Spillefilm ===

* [[Letters from Iwo Jima]], USA 2006, Instruktion: [[Clint Eastwood]], Medvirkende: [[Ken Watanabe]], [[Kazunari Ninomiya]], m.fl..

* [[Flags of Our Fathers]], USA 2006, Instruktion: Clint Eastwood, Medvirkende: [[Ryan Phillippe]], [[Adam Beach]], [[Jesse Bradford]], m.fl.