Semiotik: Forskelle mellem versioner

Semiotikkens centrale begreber er udover tegnet begreber som betydning, fortolkning, kontekst, kode, information, kommunikation, medie, og system.

 

Selvom Ferdinand de Saussure var samtidig med C.S. Peirce, var han ikke bekendt med hans arbejde og da de Saussure ikke selv publicerede sit arbejde blev Peirce heller aldrig bekendt med hans. Saussure's tegnteori plev publiceret posthumt af hans studerende baseret på deres noter fra hans forelæsninger i Geneve. Hans strukturalistiske tegnteori fik sin største indflydelse inden for lingvistikken og inden for den strukturalistiske antropologi og kulturanalyse i midten af det tyvende århundrede hvor den benyttedes af antropologen [[Claude Levi-Strauss]] og kritikeren [[Roland Barthes]].

 

Som lingvist fokuserede de Saussure på sproglige tegn, og hans analyse metode byggede på den indsigt at betydning er en konsekvens af forskel. Hans tegn system er derfor dyadisk, og bygger på binære modsætninger imellem tegn og deres bestanddele. For Saussure var tegnet todelt bestående af en betegner (signifiant) og det betegnede (signifié) og relationen imellem de to dele er arbitrær - et resultat af en social konvention. Han skelner desuden imellem ''langue'', "sprog" som et abstrakt betydningssystem og ''parôle'' "sprog" som et bestemt betydningssystem der bruges til at udveksle ideer imellem mennesker. For ham var det vigtige at forstå sprogets abstrakte struktur snarere end de måder hvorpå sproget udmønter sig i konkret kommunikation. I sproget som struktur skabes mening igennem to typer relationer - syntagmatiske og paradigmatiske relationer. To tegn som står i syntagmatisk relation til hinanden kan ikke stå på den samme plads i et syntagme (en meningsfuld streng af tegn f.eks en sætning) deres betydning opstår i modsætningsforholdet imellem de mulige pladser de kan udfylde i en sekvens. I et sprog er forskellen imellem udsagnsord og navne ord syntagmatisk, ligesom forskellen imellem vokaler og konsonanter i de fleste sprog. To tegn som står i paradigmatisk relation til hinanden udfylder derimod den samme syntagmatiske funktion, men deres betydning opstår i det indbyrdes forhold. I et sprog er forskellene imellem to forskellige navneord der kan tage den samme plads i sætningsstrukturen paradigmatisk, ligesom forholdet mellem to forskellige vokaler eller konsonanter.

 

Peirce udviklede sit tegnsystem fra ca. 1860 til sin død i 1914, men af forskellige grunde blev han ikke influentiel i sin samtid og genopdagedes først i anden halvdel af det tyvende århundrede. Han anses nu som grundlæggeren af moderne semiotik.

 

Et ikon kan for eksempel være et billede eller et diagram eller et lydmalende ord - der hver især efterligner bestemte egenskaber ved det objekt de repræsenterer. Et indeks kan være et symptom på en sygdom, et fodspor, røg fra en ild, duften af stegt flæsk og alle andre tegn der påpeger eksistensen af noget andet end sig selv. Symboler er for eksempel ord i bestemte sprog, bogstaver der repræsenterer en arbitrær sproglyd, eller farvekoden i et trafiklys - de slags tegn hvor man er nødt til at kende konventionen for at afkode tegnets betydning.

 

C.W. Morris studerede psykologi hos [[George Herbert Mead]] og blev påvirket af [[behaviorisme]]n og [[logisk positivisme]]. Hans tegnsystem er blevet influentielt inden for lingvistikken fordi det lagde en grundlæggende opdeling af opgaverne imellem de strukturelle (semantik og syntaks) og de kontekst følsomme (pragmatik) dele af betydningsdannelse i sproget. Fordi Morris' semiotik opdelere mening i semantiske, syntaktiske og pragmatisk niveauer kan den ses som kompatibel både med Saussureansk strukturalistiske of Periceanske pragmatiske tilgange til tegnanalyse. De fleste moderne semiotikere afviser dog denne opdeling som kunstig og misvisende, og anser ofte Morris' tilgang for at være for positivistisk/objektivistisk, da den bygger på antagelsen af at tegns primære funktion er at referere til objekter i verdenen.

 

;Pragmatik: relationer imellem tegn og de person ber bruger dem

 

Den danske lingvist [[Louis Hjelmslev]] udviklede en tegnteori som han kaldte [[glossematik]] og som var baseret på de Saussure's strukturalisme. I sin teori videreudviklede og forfinede Hjelmslev de Saussure's abstrakte og synkrone strukturalisme - Hjelmslev tilstræbte at gøre studiet af sprog, forstået som en immanent struktur, til en eksakt videnskab. Tilsvarende de Saussure's modsætning mellem betegneren (''signifiant'') og det betegnede (''signifié'') skelnede Hjelmslev mellem to planer henholdsvis ''udtryk'' og ''indhold'', men han indførte en yderligere indeling mellem ''form'' og ''substans''. Således udgøres et sprogligt tegn af en ''indholdssubstans'' (det som tegnet specifikt betegner), en ''udtrykssubstans'' (det som specifikt fungerer som tegn, f.eks. en blyants streg med en bestemt form), en ''indholdsform'' (det som definerer tegnets betdyning som distinkt fra indholdet af andre tegn, for eksempel dens kombinationsmuligheder) og en ''udtryksform'' (det som definerer tegnets udtryk som distinkt fra andre tegn). Hjelmslev's semiotik fandt ikke generel udbreddelse, nok både på grund af dens høje abstraktionsniveau, men måske især fordi den kun blev udviklet på et programmatisk niveau og i en utilgængelig terminologi. I nutidig sammenhæng er Hjelmslev's teorier blevet anvendt og rost af nogle [[post-strukturalisme|post-strukturalistiske]] filosoffer såsom [[Jacques Derrida]] og [[Gilles Deleuze]].

 

 

*[[Ferdinand de Saussure]] (1857-1913)

*[[Charles Sanders Peirce]] (1839-1914)