Stikker: Forskelle mellem versioner

Ordet '''stikker''' er fra gammel tid forbryderjargonens betegnelse for en person fra det kriminelle miljø, som mod betaling, strafnedsættelse eller fordele af anden art angiver forbrydere og forbrydelser til myndighederne. Under og efter [[Besættelsen|den tyske besættelse af Danmark 1940-45]] er ordet specielt blevet anvendt om de danske angivere, [[agent]]er og [[spion]]er, som det tyske politi, [[Gestapo]], benyttede sig af, for at optrevle [[modstandsbevægelsen]].

Stikkerproblemet opstod i efteråret [[1943]] samtidig med, at modstandsbevægelsens [[sabotage]]aktioner tog fart og samtidig med, at det tyske politi kom til landet og overtog bekæmpelsen af sabotagen. Det blev énen af det nydannede [[Frihedsrådet|Frihedsråds]] første opgaver, at tage stilling til, hvordan man skulle forholde sig til stikkerne. Frihedsrådet var ikke i tvivl om, at det var nødvendigt at skaffe dem af vejen, dvs. eksportere eller dræbe dem. ManDen overvejede at oprette en hemmelig domstol, som skulle behandle sagerne og træffe afgørelse om likvidering eller ikke. Denne tankeDet blev opgivet bl.a. ud fra den betragtning, at der ikke var tale om en straf, men om en [[nødværge]]foranstaltning under krigslignende forhold.

Der foreligger ingen egentlige undersøgelser af, hvem stikkerne var, og hvilke motiver de havde til at gå i Gestapos tjeneste. Ofte var motiverne meget blandede. Her følger tre hovedgrupper, hver med et eksempel til illustration af hvem stikkerne var, hvilke motiver de havde, og hvad deres skæbne blev.:

1. En stor gruppe af stikkerne var nazister eller nazisympatisører, f.eks. en 28-årig mand, som var indehaver af en beværtning på Nørrebro i København. VarHan nazist ogvar aktivt medlem af stikker- og terrorgruppen ”Svend Staahl”. Blevog blev i februar 1945 taget til fange af modstandsfolk og efter afhøring kørt til Hareskoven nord for København, hvor han blev likvideret. <ref>la Cour s. 573</ref>

2. Nogle blev stikkere for spændingens skyld. Som eksempel kan nævnes en 35-årig kommunelærer i Sønderborg, som i begyndelsen af 1944 tog kontakt til det tyske ”Abwehr”. AngavHan énangav en af sine kolleger, som blev henrettet. Da jorden begyndte at brænde under ham i Sønderborg, flyttede han til Randers, hvor han angav to unge modstandsfolk, som også blev henrettet. AngavHan angav i alt omkring 27 personer.og Blevblev efter krigen dømt til døden og henrettet. Skrev i et brev om sine motiver: ”Jeg tror, at spænding og risiko har været et vigtigt moment”. <ref>Tamm s. 378</ref>

3. Nogle blev stikkere for pengenes skyld. Nævnes kanFx en 20-årig husassistent og enlig mor, som fra foråret 1944 var stikker for Gestapo. Allerede 2to år tidligere havde hun for en dusør på 1000 kr. angivet sin egen bror, som var kommunist og modstandsmand, til det danske politi. AngavHun i altangav ca. 50 personer til Gestapo, hovedsagelig fra den kommunistiske del af modstandsbevægelsen. Blev efter krigen dømt til døden, men straffenhun blev vedsom benådningkvinde ændretbenådet til livsvarigt fængsel, fordi man ikke ønskede at henrette en kvinde. Efter 10ti års fængsel blev hun løsladt, hvorefter hun bosatte sig i Sverige. AngavHun oplyste under retssagen, at hun var blevet stikker af nød. <ref>Tamm s. 373</ref>

Langt den mest almindelige stikkermetodemetode var infiltrering af en modstandsgruppe ved at foregive, at man gerne ville deltage i modstandsarbejdet.

Det mest præcise tal på antallet af stikkerlikvideringer er formentlig 409. <ref>Emkjær s. 17</ref>. Den første kendte likvidering fandt sted i maj 1943. I hele året 1943 fandt der 12 likvideringer sted. I 1944 var antallet 140, mens tallet i 1945 indtil befrielsen nåede op på 238. Heraf fandt 106 likvideringer sted alene i april 1945 106 likvideringer sted. <ref>Skema, Emkjær s. 17</ref> Enkelte stikkerlikvideringer fandt sted efter den 5. maj 1945.

Under og efter besættelsen forsøgte man fra modstandsbevægelsens sidemodstandsbevægelsen at give indtryk af, at likvideringerne kun fandt sted efter grundig efterforskning, og at beslutningerne om likvidering blev taget af et likvideringsudvalg direkte under Frihedsrådet. Senere undersøgelser har vist, at dettedet ikke er rigtigt. I de fleste tilfælde blev beslutningerne taget lokalt enten af modstandsbevægelsens byledelse eller af ledelsen i de enkelte modstandsgrupper. <ref>Emkjær s. 27</ref> Ofte var beslutningsgrundlaget spinkelt. <ref>Emkjær s. 61</ref>

De første likvideringer blev foretaget af tilfældige medlemmer af modstandsbevægelsen, men efterhånden opstod der ”professionelle” likvideringsgrupper. Af sådanne grupperdem kendes i Københavnsområdet to med tilhørsforhold til de to store modstandsorganisationer [[BOPA]] og [[Holger Danske (modstandsgruppe)|Holger Danske]]. I Jylland var der ligeledes to likvideringsgrupper med basis i henholdsvis Århus og Ålborg. forudenUd disseover gruppergrupperne var der især i Københavnsområdet nogle ”ensomme ulve”, hvoraf de mest kendte var de to, som gik under dæknavnene [[Bent Faurschou-Hviid|Flammen]] og [[Jørgen Haagen Schmith|Citronen]].

Nyere undersøgelser har vist, at ordet ”stikkerlikvidering” er misvisende, idet en betydelig del af de likviderede ikke var egentlige stikkere, men blev dræbt, fordi de af andre grunde blev anset for at udgøre en fare for modstandsbevægelsen. Blandt de likviderede var fremtrædende medlemmer af [[DNSAP]], medlemmer af [[Schalburgkorpset]] og andre terrorkorps samt personer, som arbejdede for tyskerne som marinevægtere og lign. Enkelte medlemmer af modstandsbevægelsen blev likvideret af deres egne fordi de var for åbenmundede. Nogle blev dræbt fordi de tilfældigvis var sammen med en person, som skulle likvideres, og i nogle tilfælde skete der direkte fejltagelse i form af navneforvekslinger og lignende. I et enkelt tilfælde viste det sig senere, at der var tale om et rovmord begået af personer med tilknytning til modstandsbevægelsen. <ref>Tamm s. 689</ref>

Fra tysk side blev stikkerdrabene gengældt med de såkaldte [[clearingmord]]. I 1944 og 1945 blev ca. 250 danskere dræbt som repressalierepressalier for stikkerdrab.<ref>la Cour s. 535 ff.</ref> Hovedparten af disse drab blev forøvet af de danske terrorkorps, som var i tysk tjeneste, og heraf langt de fleste af den såkaldte [[Petergruppen|Petergruppe]]. <ref>la Cour s. 544</ref> ÉtEt af de første clearingmord var drabet på digterpræsten [[Kaj Munk]].

Der opstod hurtigt efter befrielsen en debat om stikkerlikvideringerne. Debatten blev især udløst af et radiointerview, hvorhvori politikeren, professor [[Hartvig Frisch]] udtalte, at stikkerlikvideringerne var mord. Modstandsbevægelsens holdning var, at likvideringerne var legitime krigshandlinger og derfor ikke skulle undersøges nærmere, bl.a. af hensyn til dem, som havde foretaget likvideringerne. DetteDet synspunkt stod medlem af Frihedsrådet og minister i befrielsesregeringen [[Frode Jakobsen]] stejlt på. Andre, heriblandt landstingsmand og tidligere justitsminister [[Svenning Rytter]], stod lige så stejlt på, at likvideringerne skulle efterforskes politimæssigt af hensyn til retsfølelsen og af hensyn til de pårørende. Efter flere års diskussion blev en mindre del af likvideringerne efterforsket af politiet , og resultatet blev, at mandet i 9ni tilfælde kom frem til, at den dræbte var uskyldig, og var blevet likvideret ved en fejltagelse. <ref>Emkjær s. 163</ref> I omkring 20 tilfælde, fandt mandet, at den dræbte formodentlig ikke havde været stikker, men alligevel på en eller anden måde selv havde givet anledning til likvideringen. <ref>Tamm s. 682</ref>. Disse tal må anses for minimumstal, da en stor del af sagerne ikke blev undersøgt dengang og heller ikke er blevet det sidenundersøgt.

Stikkerlikvideringerne er blevet debatteret flere gange siden, bl.a. da [[Ditlev Tamm]]s disputats om retsopgøret kom i 1984 og da Peter Øvig Knudsens bog ”efter drabet” udkom i 2001. I de seneste år har nogle af de få tilbageværende modstandsfolk, som i sin tid gennemførte likvideringernelikvideringer, offentliggjort deres version af begivenhederne. <ref>Povl Falk-Jensen: Holger Danske. Afdeling Eigils sabotager og stikkerlikvideringer under Besættelsen. København 2010.</ref>