Vidkun Quisling: Forskelle mellem versioner

Han var søn af [[præst]] og [[genealog]] [[Jon Lauritz Qvisling]] ([[1844]]- [[1930]]), der studerede i tolv år før han tog sin embedseksamen og var stærkt optaget af overnaturlige fænomener. Moren, [[Anna Caroline Bang]], var femten år yngre end sin mand. Hun kedede sig over hans intellektuelle interesser, og forholdet dem imellem var køligt. Begge forældre tilhørte nogle af de ældste og mest ansete familier i [[Telemark]]. Slægten Quisling kom til Norge med den danske præst Lauritz Ibsøn Quislinus i [[1665]]. Navnet Quisling stammer fra Kvislemark ved [[Slagelse]]; ''kvissel'' er ældre dansk for "kløftet gren". Quisling havde tre søskende: Jørgen, Arne og Esther.

Faren udgav i [[1897]] detaljerede skildringer af [[engle]]s tilværelse og natur i den mærkelige afhandling ''Om aanderne eller englene''. I [[1916]] udgav broren Jørgen, der var [[læge]], ''Sexualstudier'', hvori han behandlede emnet mænd, kvinder, [[dans]] og [[forlovelse]]. I [[1931]] udgav han ''Det antropokosmiske system'' på 1.228 sider. Om det skrev [[psykiater]] [[Gabriel Langfeldt]], at han ikke havde "set lignende eksempel på ordnydannelse og begrebsforvirring" andet end hos patienter med [[schizofreni]]. Quisling selv fremviste den samme verdensfjernhed, da han i [[1929]] udgav brochuren ''Om at beboede verdener findes også udenom jorden, og betydningen deraf for vor livsanskuelse''. Hans bevis for at der findes liv på andre [[planet]]er lød: "[[UniversUniverset]]et er utænkeligt uden væsner som er sig sin eksistens og sit virke bevidst." Han konkluderede: "Således bliver det muligt at skabe en enhedsforklaring af tilværelsen, bygget på videnskab og erfaring, der tilfredsstiller den menneskelige tankes krav: UNIVERSISMEN, DEN NYE VERDENSRELIGION." Sin [[filosofi]] beskrev han som "radikal og revolutionær", men også "konservativ" og påstod, at han som den første havde fundet løsningen på tilværelsens problemer. Gabriel Langfeldt beskrev ham i [[1969]] i ''Gåden Vidkun Quisling'' som religionsstifter: "Jeg kender ikke noget andet billede som kommer nærmere op til det klassiske billede af en [[paranoid]] stormandsgalskab." <ref>Nils Retterstøl: ''Store tanker, urolige sinn'' (s. 114-15), forlaget Damm, Oslo 2004, ISBN 82-496-0562-4</ref>

Den slags verdensfjernt grubleri var normalt i Quislings barndomshjem. Han har beskrevet sig som en ensom dreng. Han var en læsehest og en ener i skolen. Uden for skolen var han genert og kejtet. Familien boede syv år i [[Drammen]], hvor han følte sig fremmed. Han gik i latinskolen - og krigsskolen. Derfra blev han udeksamineret i [[1911]] som bedste kandidat nogen sinde og blev senere [[major]] i den norske [[hær]]. Den senere rektor, klassekammeraten [[Vilhelm Ullmann]], beskrev Quisling som stille og genert, men når han talte om sine interesser, optrådte han doserende og uden evne til modforestillinger. Men han var rar og hjælpsom mod sine klassekammerater, når de stod fast i et fag. Ullmann sagde, at Quisling for det meste sad på sit værelse og læste, og at han håbede på at blive tildelt en stor opgave. Han blev spået en lysende karriere, men valgte uheldigvis i stedet en livsbane, hvor hanhans ukritiske grublen, livsfjernhed og manglende evne til at lytte til andre blev en stærkt negativ faktor. <ref>Nils Retterstøl: ''Store tanker, urolige sinn'' (s. 111)</ref>

Han arbejdede med humanitær hjælp i [[Rusland]] under [[Fridtjof Nansen]] i [[1920'erne]], da [[Sovjetunionen]] var ramt af en [[hungersnød]], der tog livet af flere millioner. Efter at [[Storbritannien]] brød sine [[diplomat]]iske forbindelser med det sovjetiske styre, blev Quisling sat til at ivaretagevaretage de britiske interesser og modtog for sin indsats sammen med minister [[Anders Urbye]] ved den norske legation i [[Moskva]] kommandørkorset af ordenen ''Order of the British Empire'' som ''honorary commander''. Han blev frakendt ordenen [[22. maj]] [[1944]]. Fra Moskva vendte han hjem med en meget [[anti]]-[[kommunist]]isk indstilling. Han var [[forsvarsminister]] [[1931]]-[[1933|33]] i en [[Bondepartiet|Bondepartiregering]].

[[1. februar]] [[1942]] blev han med [[Nazi-Tyskland|tysk]] godkendelse [[ministerpræsident]] for en [[regering]] bestående af NS-medlemmer. Som statsleder fik han også sin personlige livgarde: [[Førergarden (Norge)|Førergarden]]. Quislings og partiets forsøg på at nazificere [[Norge]] led totalt skibbrud på grund af folkelig modstand. Han blev efter krigen dømt for [[landsforræderi]] og [[Skydning (henrettelse)|henrettet ved skydning]] den [[24. oktober]] [[1945]].

Gennem en aftale med Quisling sikrede den tyske besættelsesmagt sig [[guld]], [[sølv]] og smykker, der havde tilhørt norske [[jøde]]r. Der blev også vedtaget en lov, hvorefter heljøder, halv- og kvartjøder skulle registreres af de norske myndigheder. Quisling forsvarede loven i en tale [[6. december]] [[1942]] i [[Trondheim]]: "Så er der det ræsonnement, at jøden kan da ikke gøre for, at han er jøde. Det er et forkert, ja helt meningsløst ræsonnement. Er der noget, et menneske kan gøre for, så er det vel, at han er den han er. Han er ikke nordmand, han er orientaler, og hører ikke hjemme i Europa." Quislings regime fortsatte med lovreformer rettet mod jøder, og i januar [[1943]] sendte Indenrigsdepartementet under Albert Hagelin to lovforslag til andre departementer. De sluttede sig ikke bare til [[Nürnberglovene]] fra [[1935]], men rettede dem videre mod halv- og kvartjøder. Lovene blev aldrig vedtaget, og ejendommeligt er det, at de overhovedet blev udarbejdet, da de norske jøder enten var flygtet fra landet eller deporteret til [[Auschwitz]] med skibet D/S Donau. <ref>Bjarte Bruland: "Det norske holocaust", ''P2-akademiet, bind XXVIII'' (s. 88-9), forlaget Transit, Oslo 2003, ISBN 82-7596-151-3</ref>