Parsifal: Forskelle mellem versioner

'''''Parsifal''''' er en [[opera]] i tre akter af [[Richard Wagner]]. Den er løst baseret på [[Wolfram von Eschenbach]]s ''[[Parzival]]'', et [[epos]] fra det 13. århundrede om [[Arthur]]s ridder Parzival ([[Percival]]) og hans søgen efter hellige spyd, der var blevet brugt til at stikke den korsfæstede med.

Wagner udtænkte først værket i april 1857, men det var ikkeførst færdigt før femogtyve år senere. Det skulle blive Wagners sidste afsluttede opera;. idetMens han komponerede den, havde han tanke forpå den særlige [[akustik]] i operahuset, [[Bayreuth Festspielhaus]], som han selv havde fået bygget. ''Parsifal'' blev først sat op på den anden festival i Bayreuth i 1882. [[Festspillene i Bayreuth]] opretholdt enhavde eneret på atParsifal opføre værket indtiltil 1903, hvor operaenden blev opført vedpå [[Metropolitan Opera]] i [[New York]].

Wagner kaldte ikke ''Parsifal'' en opera, men foretrak betegnelsen "ein Bühnenweihfestspiel", der kan oversættes til "et festspil til hellig indvielse af scenen". I Bayreuth er der opstået en tradition for, at der ikke er bifald efter første akt af operaen netop på grund af dendens sakrale handling, som operaens første akt slutter med.

Wagner stavede riddernavnet ''Parsifal'' i stedet for ''Parzival'', som han havde brugt frem til 1877,. hvilketDet beror på fejlagtige underretninger om ordets etymologi, idetfejletymologi: han troede, at ordet stammede fra ''Percival'', der angiveligt skulle komme fra det arabiske, ''Fal Parsi'', der betyder "ren tåbe".<ref>Ifølge [[Johann Joseph von Görres]] (1813). Se Richard Wagner: ''Das braune Buch. Tagebuchaufzeichnungen 1865 bis 1882'', red. Joachim Bergfeld, Zürich, Freiburg i.Br. 1975, s. 52, Danielle Buschinger, Renate Ullrich: ''Das Mittelalter Richard Wagners'', Königshausen & Neumann, 2007, ISBN 9783826030789, s. 140.</ref>

Wagner læste først [[Wolfram von Eschenbach]]s digt ''Parzival'', da han var på kurophold i [[Mariánské Lázně|Marienbad]] i 1845.<ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): "Richard Wagner: His Life, His Work, His Century". William Collins, ISBN 0-00-216669-0 s. 141.</ref> Efter at være stødt på [[Arthur Schopenhauer]]s tanker om sinologi i 1854 i ''[[Über den Willen in der Natur]]'' blev Wagner interesseret i orientalsk filosofi, især i [[buddhisme]]. Han var blevet inspireret af at læse [[Eugène Burnouf]]s ''Introduction à l'histoire du buddhisme indien'' i 1855-1856. Ud af denne interesse opstod ''[[Die Sieger]]'' fra 1856, en skitse Wagner skrev til en opera baseret på en historie fra [[Gautama Buddha|Buddhas]] liv.<ref>Hollinrake, Roger (1992) i "The Wagner Compendium: A Guide to Wagner's Life and Music". Red. Millington. Thames and Hudson Ltd., London. ISBN 0-02-871359-1, s. 147.</ref> De temaer, som han senere udforskede i ''Parsifal'', som fx selvfornægtelse, reinkarnation, medfølelse og eksklusive sociale grupperinger, findes allerede i ''Die Sieger''.<ref>{{cite web |url=http://www.monsalvat.no/sieger.htm |title=Prose Sketch for Die Sieger |author=Everett, Derrick |accessdate=18. februar 2010 }}</ref>

<blockquote>"... Langfredag vågnede jeg og fandt for første gang i dette hus, at solen skinnede stærkt: Den lille have lyste med grønne farver, fuglene sang, og til sidst kunne jeg sidde på taget og nyde den længe ønskede fred med dens løfterige budskaber. Fuld af denne følelse huskede jeg pludselig, at det var langfredag, og jeg mindede mig selv om den betydning, dette varsel allerede havde fået for mig, da jeg læste [[Wolfram von Eschenbach|Wolfram]]s ''[[Parzival]]''. Siden opholdet i Marienbad [i sommeren i 1845], hvor jeg havde udtænkt ''[[Mestersangerne i Nürnberg|Die Meistersinger von Nürnberg]]'' og ''[[Lohengrin]]'', havde jeg ikke beskæftiget med det digt; nu slog dets nobleædle muligheder mig med overvældende kraft, og fra mine tanker om langfredag udtænkte jeg hurtigt et helt drama, som jeg lavede en grovskitse over med et par pennestrøg, idet jeg delte handlingen i tre akter".<ref>{{cite web |url=http://www.gutenberg.org/ebooks/5144 |title=Mein Leben vol II |author=Wagner, Richard |publisher=Project Gutenberg |accessdate=18. februar 2010}}</ref></blockquote>

Men som han senere indrømmede overforover for sin anden kone, [[Cosima Wagner]], var denne gengivelse blevet farvet af en vis kunstnerisk frihed:

Wagner arbejdede ikke med ''Parsifal'' i de følgendenæste otte år, men afsluttede i stedet ''[[Tristan og Isolde|Tristan und Isolde]]'' og begyndte på ''[[Mestersangerne i Nürnberg|Die Mestersinger von Nürnberg]]''. Derefter, mellemMellem den 27. og 30. august 1865, tog han så ''Parsifal'' op igen og lavede en prosaskitse til værket, som indeholdt en forholdsvis kort beskrivelse af handlingsgangen og en relativt detaljeret kommentar til dramaets personer og temaer.<ref>Beckett, Lucy (1981): "Richard Wagner: ''Parsifal"'', [[Cambridge University Press]], ISBN 0-521-29662-5, s. 13.</ref> Men igen blev arbejdet droppet og tilsidesat i yderligere elleve og et halvt år. I løbet af denne tid brugte Wagners det meste af sin kreative energi på ''[[Nibelungens Ring|Der Ring des Nibelungen]]'', som blev endeligt afsluttet i 1874 og fik sine første opførelser i [[Bayreuth]] i august 1876. Først da denne gigantiske opgave var fuldført, kunne Wagner finde tid til at koncentrere sig om ''Parsifal''. Den 23. februar 1877 havde han tilendebragt en anden og mere omfattende prosaskitse til værket, og den 19. april samme år havde han omsat den i en [[libretto]] på vers (eller et "digt", som Wagner gerne kaldte sine [[libretto|libretti]]).<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 22.</ref>

I september 1877 begyndte han på musikken ved at skrive to komplette udkast til partituret fra start til slut. DenDet første af disse (kendt på tysk som ''Gesamtentwurf'' eller som ''det foreløbige udkast'' eller ''det første komplette udkast'') blev skrevet med blyant i tre [[nodesystem]]er, et for stemmerne og to for instrumenterne. Det andet fuldstændige udkast (''Orchesterskizze'', ''orkesterskitsen'') skrev han med blæk i tre, men til tider op til fem nodesystemer. Dette udkast var meget mere detaljeret end den første og var udarbejdet i betydelig grad med hensyn til instrumenteringen.<ref>Millington, Barry (red.) (1992): Ibid., s. 247-248.</ref>

Han begyndte arbejdet på det andet udkast den 25. september 1877, blot et par dage efter det første: På dette punkt i sin karriereNu arbejdede Wagner gerne på begge udkast samtidig, idet han skiftede frem og tilbage mellem de to, så der ikke gik for lang tid fra han havde konciperet musikken, til den blev udarbejdet i flere detaljer. Tredje akt i ''Gesamtentwurf'' blev afsluttet den 16. april 1879, ''Orchesterskizze'' den 26. i samme måned.<ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 477-479.</ref>

Det fulde partitur (''Partiturerstschrift'') udgjordevar sidste etape i den kompositoriske proces. Det blev skrevet med blæk og bestod af en renskrift af hele operaen, med alle stemmer og instrumenter korrekt noteret i henhold til standardpraksis. Wagner komponerede enén akt af ''Parsifal'' ad gangen og færdiggjorde ''Gesamtentwurf'' og ''Orchesterskizze'' for hver akt, inden han begyndte på ''Gesamtentwurf'' til næste akt. EftersomDa ''Orchesterskizze'' allerede indeholdt alle de kompositoriske enkeltheder, blev udarbejdelsen af ''Partiturerstschrift'' en mere rutinemæssig opgave, som han kunne gennemføre, når han havde tid. Det skete i august 1878 med hensyn til forspillet til første akt og august 1879 og 13. januar 1882 for resten af operaen.<ref>Millington, Barry (red.) (1992): Ibid., s. 307.</ref>

Den 12. november 1880 opførte Wagner forspillet privat for sin mæcen [[Ludwig II]] af [[Bayern]] på Hofteatret i [[München]].<ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 485.</ref> Premieren på hele værket fandt sted i [[Bayreuther Festspielhaus]] i [[Bayreuth]] den 26. juli 1882 under ledelse af den tysk-fødtetyske [[jødedommen|jødiske]] lederdirigent [[Hermann Levi]]. Kulisserne var designettegnet af [[Max Brückner]] og [[Paul von Joukowsky]] efter anvisninger fraaf Wagner selv. Gralssalen var modelleret efter det indreinspireret af [[katedral]]en i [[Siena]], som Wagner havde besøgt i 1880, mens Klingsors magiske have var inspireret af haverne ved Palazzo Rufolo i [[Ravello]].<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 90-91.</ref> I juli og august 1882 blev værket opført seksten gange i Bayreuth under Levi og [[Franz Fischer]]. Produktionen havde et orkester på 107 medlemmer, et kor på 135 og 23 solister (idet hovedrollerne var dobbelt besat).<ref>Carnegy, Patrick (2006): "Wagner and the Art of Theatre". [[Yale University Press]] ISBN 0-300-10695-5, s. 107-118.</ref> Ved den sidste af disse forestillinger overtog Wagner dirigentstokken fra Levi og dirigerede selv sidste scene i tredje akt fra orkestermellemspillet til slutningen.<ref>Spencer, Stewart (2000): ''Wagner Remembered''. Faber and Faber, London. ISBN 0-571-19653-5, s. 270.</ref>

Ved de første opførelser af ''Parsifal'' betød problemer med at flytte kulisser ved overgangen fra mellem scene et og to i første akt, at orkestermellemspillet var færdigt, før Parsifal og Gurnemanz var kommet til gralshallen. [[Engelbert Humperdinck (komponist)|Engelbert Humperdinck]], der var produktionsassistent, tilføjede et par takter til musikken for dække dette hul.<ref>Spencer, Stewart (2000): Ibid., s. 268-270.</ref> I de efterfølgendenæste år blev dette problemproblemet løst, og Humperdincks tilføjelser erbliver ikke blevet yderligere brugt.

I de første tyve år efter urpremieren fandt de eneste iscenesatte opførelser af ''Parsifal'' (bortset fra otte private forestillinger for [[Ludwig II]] af [[Bayern]] i München i 1884 og 1885) sted i [[Bayreuther Festspielhaus]], det sted, som Wagner havde skabt værket til. Wagner havde to grunde til at ønske, at ''Parsifal'' udelukkende blev spillet i Bayreuth. For det første ville han forhindre, at det udartede sig til »ren morskab« for operapublikummet. Kun i Bayreuth mente han, at hans værk kunne opføres på den af ham udtænkte måde - en tradition som hans kone, Cosima, opretholdt længe efter hans død. For det andet mente han, at operaen ville give en indtægt for hans familie efter hans død, hvis Bayreuth havde monopol på opførelser.

Efter at en domstol havde afgjort, at Bayreuth ikke kunne forbyde forestillinger i [[USA]], iscenesatte [[Metropolitan Opera]] i [[New York]] den komplette opera den 24. december 1903 med mange Bayreuth-uddannede sangere - til Wagnerfamiliens store fortrydelse. Cosima svarede igen ved at nægte sangere, der havde sunget i New York, at synge i Bayreuth for fremtiden. Der blev også sat uautoriserede forestillinger op i Amsterdam i 1905, 1906 og 1908. Bayreuths monopol sluttede den 1. januar 1914.<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 93-95.</ref> Den første autoriserede opførelse blev sat op i [[Gran Teatre del Liceu|Barcelona]]: den begyndte kl. 22.30, halvanden time før midnat den 31. december 1913, idet man udnyttede [[tidszone|den tidsforskel]], der var mellem Barcelona og Bayreuth på det tidspunkt. Interessen i ''Parsifal'' var så stor, at operaen blev opført på mere end 50 europæiske operahuse mellem den 1. januar og 1. august 1914.<ref>Beckett, Lucy (1981): Ibid., s. 94.</ref>

I Bayreuth klapper publikum ikke ved slutningen af første akt, som det ellers er normalt ved operaopførelser. Denne tradition er resultatet af en misforståelse, da Wagner ved premieren udtrykte et ønske om at opretholde operaens alvorlige stemning. Efter megen bifald efter første og anden akt talte Wagner til publikum og sagde, at der ikke ville være fremkaldelser af sangerne, før forestillingen var slut. Dette forvirrede publikum, som var tavse, da operaen sluttede, indtil Wagner talte til dem igen og sagde, at det ikke ensbetydende med, at de ikke måtte klappe. Efter forestillingen klagede Wagner: "Nu ved jeg det ikke. Kunne de lide det eller ej?"<ref name=autogenerated1>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 506.</ref> Ved de følgende forestillinger mente nogle, at Wagner ikke havde ønsket bifald før slutningen, og der var derfor stilhed efter de to første akter. Til sidst blev det en Bayreuth-tradition, at der ikke var bifald efter første akt, men det var ikke Wagners idé. Faktisk råbte Wagner selv "Bravo!" i løbet af de første Bayreuth-forestillinger, da blomsterpigerne gjorde deres exit i anden akt, hvorefter andre andre medlemmer af publikum hyssede ad ham.<ref name=autogenerated1/> På nogle teatre udenforuden for Bayreuth er bifald og fremkaldelser normal praksis efter hver akt; andre større teatre, herunder Metropolitan Opera i New York, følger Bayreuths skik.

efterkrigstiden er en opsætning fra 1951, der blev instrueret [[Wieland Wagner]], komponistens sønnesøn. Ved de første festspil efter [[Anden Verdenskrig]] indførte han en radikal omfortolkning og opfattede ikke gralssalen eller blomsterpigernes sted som konkrete lokaliteter. I stedet blev lyseffekter og et absolut minimum af kulisser brugt til at supplere Wagners musik. Denne produktion var stærkt påvirket af af den [[schweizisk]]e scenograf, [[Adolphe Appia]]s ideer. Reaktionen på Wieland Wagners produktion var stærk: [[Ernest Newman]], Wagners biografist, beskrev det som "ikke kun den bedste Parsifal, jeg nogensinde har set og hørt, men en af de tre eller fire mest bevægende åndelige oplevelser i mit liv".<ref>Spotts, Frederic (1994): ''[http://books.google.com/books?id=mWqXGqaCOEQC&printsec=frontcover&source=gbs_navlinks_s#v=onepage&q=&f= false Bayreuth: A History of Wagner Festival]''. New Haven og London: Yale University Press ISBN 0-300-05777-6, s. 212.</ref> Andre var rystede over, at Wagners scenografiske anvisninger ikke blev respekteret. [[Hans Knappertsbusch]], der havde dirigeret forestillingerne, sagde, da han blev spurgt, hvordan han kunne acceptere en så skandaløs parodi, at han helt frem til [[generalprøve]]n havde forestillet sig, at der ville komme kulissser på scenen.<ref>Carnegy, Patrick (2006): Ibid., s. 288-290.</ref> Knappertsbusch var især oprørt ved udeladelsen af duen som fredssymbol; den skulle være kommet til syne over Parsifals hoved ved slutningen af operaen - og Knappertsbusch hævdede i øvrigt, at den inspirerede ham til bedre opførelser. For at formilde sin dirigent fik Wieland indført en due, som skulle fires ned på en snor. Hvad Knappertsbusch var ikke klar over var, at Wieland havde gjort længden af så tilpas lang, at dirigenten, men ikke publikum kunne se duen.<ref>{{cite album-notes |first=Andreas |last=Kluge |notestitle=Parsifal 1951 |year=1992 |title=Wagner: Parsifal |publisher=Teldec |publisherid=9031-76047-2}}</ref> Wieland fortsatte med at ændre og forfine sin Bayreuth-produktion af ''Parsifal'' til sin død i 1966.

[[Friedrich Nietzsche]], der oprindelig var en af Wagners fortalere, valgte at pegepegede på ''Parsifal'' som begrundelse for sit brud med Wagner; han begynder sit tredje essay "Was bedeuten asketische Ideale?" i ''[[Zur Genealogie der Moral]]'' med en grundig kritik af netop ''Parsifal''. I ''"[[Nietzsche contra Wagner]]"'' skrev han deusdendesuden:

Ifølge denne kritik, skulle ''Parsifal'' være blevet skrevet til støtte for de ideer, som [[Arthur de Gobineau]] udtrykte om [[arier|den ariske race]], idet figuren Parsifal skulle ses som den "renblodede" helt, der overvinder [[Klingsor]], som kan fortolkes som en jødisk stereotyp, fordi han er modstander af de halv-kristne gralsriddere. Sådanne påstande er fortsat heftigt omdebatterede,<ref>Borchmeyer, Dieter (2003): "Drama and the World of Richard Wagner". [[Princeton University Press]]. ISBN 0-691-11497-8</ref><ref>Gregor-Dellin, Martin (1983): Ibid., s. 477 ff.</ref><ref>{{cite web |url=http://www.monsalvat.no/racism.htm |title=Parsifal and race |author=Everett, Derrick |accessdate=18. februar 2010}}</ref>, da der ikke er noget eksplicit i librettoen, der støtter dem. Wagner nævner aldrig noget sådant i sine mange skrifter, og heller ikke i Cosima Wagners dagbøger, der i mange detaljer beretter om Wagners tanker i løbet af de sidste 14 år af hans liv (herunder den periode, der dækkermed kompositionenkomposition og uropførelsenuropførelse af ''Parsifal'') findes der støtte for disse påstande.<ref>Magee, Bryan (2002): ''The Tristan Chord''. Owl Books, NY. ISBN 0-8050-7189-X, s. 371-380.</ref> Wagner mødtes kort første gang med Gobineau i 1876, men læste først hans ''[[Essai sur l'inégalité des races humaines]]''<ref>Gutman (1990): Ibid., s. 406.</ref> i 1880. Wagner færdiggjorde librettoen til ''Parsifal'' i 1877, men de oprindelige udkast til historien går tilbage til 1857. På trods af denne kronologi omtales Gobineaus tanker alligevel ofte som en vigtig inspiration for ''Parsifal''.<ref>Adorno, Theodor (2005): "In Search of Wagner". Verso, ISBN 1-84-467500-9 paperback.</ref><ref>John Deathridge (2007): ''"Strange love" in Western Music and Race''. Cambridge University Press. 0-521-83887-0.</ref>

Det hermed forbundne spørgsmål om, hvorvidt operaen indeholder et specifikt antisemitisk budskab er også omdiskuteret.<ref>Deathridge (2008), s. 166-169.</ref> Nogle af Wagners samtidige som fx [[Hans von Wolzogen]] og [[Ernest Newman]], der har analyseret ''Parsifal'' i detaljer, kan ikke finde belæg for antisemitiske fortolkninger.<ref>Ernest Newman (1899): ''A Study of Wagner''. Dobell, s. 352-365. Hans von Wolzogen (1904): ''Thematic Guide Through the Music of Parsifal: With a Preface Upon the Legendary Material of the Wagnerian Drama'', Schirmer.</ref> Men kritikerne Paul Lindau og Max Nordbeck, som var til stede ved ''Parsifals'' premiere bemærkede i deres [[anmeldelse]]r, at værket stemte overens med Wagners anti-jødiske holdninger.<ref>Rose (1996), s. 168-169.</ref> Senere kommentatorer fremhævefremhæver fortsat, hvad de opfatter som operaens antisemitiske træk<ref>Fx Weiner (1997), passim, Zelinksy (1982) passim, Rose (1996), s. 135 og s. 158-169.</ref> og finder korrespondancerligheder med antisemitiske passager fundet i Wagners skrifter og artikler i den periode.

Dirigenten ved premieren var [[Hermann Levi]], hofdirigent på operaen i München. Da kong Ludwig støttede opførelserne, blev en stor del af orkestret og dirigenten hentet fra operaen i München, herunder dirigenten. Wagner gjorde indsigelse mod, at ''Parsifal'' skulle dirigeres af en jøde (Levis far var [[rabbiner]]). Wagner foreslog derfor først, at Levi skulle konvertere til kristendommen, men det afviste Levi.<ref>Newman (1976), IV, s. 635.</ref> Wagner skrev så til kong Ludwig, at han havde besluttet at acceptere Levi, selvomselv om han havde modtaget klager, hævdede han, over, at "dette det mest kristne af alle værker" skulle dirigeres af en jøde. Da kongen gav udtryk for sin tilfredshed med dette og svarede, at "alle mennesker er dybest set brødre", skrev Wagner til kongen, at han "ans[å] den jødiske race som den fødte fjende af ren menneskelighed og alt det, der var ædelt ved den".<ref>Deathridge (2008): s. 163.</ref>

Under det [[nazisme|nazistiske]] regime blev ''Parsifal'' fordømt som værende "ideologisk uacceptabel",<ref>Magee, Bryan (2002): ''The Tristan Chord''. Owl Books, NY. ISBN 0-8050-7189-X, s. 366.</ref> og operaen blev derfor ikke opført i Bayreuth i krigsårene. Det er blevet foreslåetsagt, at nazisterne [[de facto]] havde nedlagt forbud mod ''Parsifal''.<ref>{{cite web |url=http://www.monsalvat.no/banned.htm |title=The 1939 Ban on Parsifal |author=Everett, Derrick |accessdate=18. februar 2010}}</ref> Operaen blev dog opført 23 gange på [[Deutsche Oper]] i Berlin i årene mellem 1939 og 1942,. hvilketDet antyder, at forbuddet ikke formelt var blevet indført.<ref>Deathridge (2008): s. 173-174.</ref>

Nogle forfattere som fx [[Bryan Magee]] ser ''Parsifal'' som Wagners sidste store udtryk for [[Arthur Schopenhauer|Schopenhauers]] filosofi.<ref>Magee, Bryan (2002): ''The Tristan Chord''. Owl Books, NY. ISBN 0-8050-7189-X. (Engelsk titel: ''Wagner and Philosophy'', Penguin Books Ltd, ISBN 0-14-029519-4).</ref> Parsifal kan helbrede Amfortas og udfri Kundry, fordi han viser [[medfølelse]], som [[Schopenhauer]] så som det højeste udtryk for menneskelig moral. Desuden viser han medfølelse, selv hvor han står over for seksuel fristelse (anden akt, tredje scene). Ifølge Schopenhauer er den eneste flugt fra de altid nærværende fristelser i menneskers liv at fornægte sin [[vilje]]; overvindelse af seksuel fristelse er en særlig krævende form for viljesnægtelse. Når operaen ses i dette lys, fremstår ''Parsifal'' med dens fokus på "Mitleid" (medfølelsemedlidenhed) som en naturlig opfølgning på ''[[Tristan og Isolde|Tristan und Isolde]]'', hvor Schopenhauers indflydelse måske er mere oplagt med dens fokus på "Sehnen" (længsel). Faktisk havde Wagner oprindelig til hensigt at inddrage Parsifal som person i tredje akt til ''Tristan und Isolde'', men han opgav senere den idé.<ref>''Dokumente zur Entstehung und ersten Auffuhrung des Buhnenweihfestspiels Parsifal'' af Richard Wagner, Martin Geck, Egon Voss. Anmeldt af Richard Evidon i Notes, 2. Serie, Bd. 28, nr. 4 (Juni 1972), s. 685-687.</ref>

Et [[ledemotiv]] er i musikalsk sammenhæng et tilbagevendende tema som er associeret medforbinder et bestemt stykke musik eller med en bestemt person, sted eller idé. Wagner er den komponist, der oftest forbindes med ledemotiver, og ''Parsifal'' gør god brug af dem.<ref>{{cite web |url=http://www.monsalvat.no/music.htm |title=Introduction to the Music of Parsifal |author=Everett, Derrick |accessdate=18. februar 2010}}</ref> Det skal bemærkes, at Wagner ikke specifikt identificerede eller benævnte ledemotiverne i partituret til ''Parsifal'' (mere end han gjorde i noget andet af sine partiturer),<ref>Thorau (2009): s. 136-139.</ref> skønt hans kone Cosima i sin dagbog nævner de udtalelser, han fremsatte om nogle af dem. Men Wagners tilhængere, bl.a.som [[Hans von Wolzogen]], hvis guide til ''Parsifal'' udkom i 1882, skrev om og henviste til disse motiver, og de blev fremhævet i [[klaverudtog]] af partituret.<ref>Cosima Wagners dagbog, 11. august og 5. december 1877. (Cosima Wagners dagbøger er oversat til engelsk af Geoffrey Skelton. Collins, 1980).</ref><ref>{{cite web |url=http://www.dlib.indiana.edu/variations/scores/bhq8950/large/index.html |title=Parsifal |author=Wagner, Richard |publisher=Schirmer Inc, New York |accessdate=18. februar 2010}}</ref> Wagners egen reaktion på en sådan navngivning af motiver i partituret var dog væmmelse : "I sidste ende vil folk tro, at sådan noget vrøvl er mit forslag".<ref>Cosima Wagners dagbog, 1. august 1881. (Cosima Wagners dagbøger er oversat til engelsk af Geoffrey Skelton. Collins, 1980).</ref> [[Forspil]]let indfører to vigtige ledemotiver, normalt omtalt som "nadver-temaet" og "gralstemaet". Disse to optræder lige som Parsifals eget motiv gentagne gange i løbet af operaen. Andre personer,som især Klingsor, Amfortas, og "Eine Stimme", som synger det såkaldte "Tormotif" (tåbens motiv), har deres egne særlige ledemotiver. Wagner lader et [[Dresden Amen]] repræsentere gralen; dette motiv er en række af toner, som komponisten havde kendt siden sin barndom i [[Dresden]].

Som det er almindeligt i deWagners sene Wagneroperaeroperaer, er ''Parsifal'' komponeret på en sådan måde, atså hver akt er en konstant strøm af musik, og derfor er der ingen selvstændige [[arie]]r i operaen. En række orkesterstykker fra operaenderfra er dog blevet arrangeret af Wagner selv og figurerer fortsat i koncertrepertoiret. Forspillet til første akt opføres ofte enten alene eller sammen med et arrangement af den "langfredagsmusikken" fra anden halvdel af tredje akts første scene. Kundrys lange solo i anden akt ("Ich sah das Kind") opføres lejlighedsvis ved koncerter ligesomlige som Amfortas' klage fra første akt ("Wehvolles Erbe").

''Parsifal'' blev komponeret med specifik tanke for scenen i [[Bayreuth Festspielhaus|Bayreuth]], og mange af de mest berømte indspilninger af operaen er netop live-optagelser fra dette [[operahus|operateater]]. I æraen før [[LP|LP'en]] dirigerede [[Karl Muck]] uddrag fra operaen i Bayreuth, og disse optagelser betragtes stadig som nogle af de bedste indspilninger af operaen på plade (og de også indeholder også den eneste lyddokumentation for de klokker, der blev bygget til værkets premiere, og som senere blev omsmeltet af nazisterne under [[Anden Verdenskrig]]). [[Hans Knappertsbusch]] var den dirigent, der var tættest forbundet med ''Parsifal'' i Bayreuth i efterkrigsårene, og de forestillinger han dirigerede i 1951 markerede genåbningen af festspillene efter [[Anden Verdenskrig]]. Disse historiske forestillinger blev indspillet og er tilgængelige fra pladeselskabet [[Teldec]] i [[mono]]:

Også velanset er en optagelse af ''Parsifal'' under ledelse af [[Rafael Kubelík]]. derDen blev oprindeligt blev lavet for [[Deutsche Grammophon]], og somer nu er genudgivet af [[Arts Archives]].:

Ud over en række optagelser af ''Parsifal''-forestillinger på [[DVD]], er operaen også blevet filmatiseret af filminstruktøren [[Hans-Jürgen Syberberg]].