Wikipedia

Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888: Forskelle mellem versioner

Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Tilbageført. Anonym konto. Vandalisme.
Fjerner version 5986839 af Jespersnielsen (diskussion) mindre POV-version og forbedring af teksten
Linje 1:
{{sprogstil}}
{{kilder|dato=Uge 17, 2010}}
[[Fil:Den nordiske udstilling i 1888.jpg|thumb|350px|right|Den nordiske udstilling i 1888 lå, hvor [[Københavns Rådhus]] nu ligger og inkluderededækkede [[Tivoli]], som arrangørerne havde lejet for sæsonen. Den rektangulære bygning i den nederste del af planen var [[Industriforeningen]]s permanente domicil og blev genbrugt fra 1872-udstillingen]]
'''Den Nordiske Industri-, Landbrugs-Landbrugs, -og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888''' var en af det årsårets store begivenhederbegivenhed i Danmark. Den ansvarlige komite for udstillingen bestod af 29 organisationer. Initiativtageren var [[Philip Schou]], direktør for [[Den Kongelige Porcelænsfabrik]] og formand for [[Industriforeningen]].
 
Der var forøvigt ikke enighed om målet med udstillingen inden afholdelsen. Heller ikke selv om der bagefter var enighed omefter, at arrangementet havde været en succes. Uenigheden skyldresskyldtes, at en mindre gruppe arrangører med Philip Schou i spidsen opfattede udstillingen som et særligt kunstindustrielt foretagende. Et flertal i udstillingskomiteen delte dog ikke deden holdningerholdning, som Schous gruppe havde om kunstindustriens vigtige samfundsmæssige betydning.
 
Successen var til gengæld mærkbar.
 
Det skyldtes, at den grundlæggende historie om udstillingen simpelthen var rigtig god. Historien handlede om at: alle sluttede op om en fælles sag. På trods af, at den politiske dagligdag var præget af fjendskab mellem højreHøjre og venstreVenstre. Dertil kom, at de toneangivende europæiske lande deltog som udstillere. Det var et stort skulderklap til [[småstat]]en Danmark, der ikke automatisk havde kunnekunnet forvente den goodwill i et sådant omfang.
 
Udstillingen i 1888 bekræftede Danmark som en levedygtig nation, og danskerne som et folk med en righoldig og alsidig historie. DetUdstillingen var derfor et naturligt resultat at udstillingen kom til at virke somblev udgangspunkt for grundlæggelsen af adskillige museer.
 
== Organisatorernes opfattelse af et nationalt ansvar banede vej for den nordiske udstilling i 1888 ==
[[Fil:Udstillingsbygningen by Karel Sedivy.jpg|thumb|left|250px|Det indre af [[Martin Nyrop]]s centrale udstillingshal, tegnet af [[Karel Šedivý]]]]
I takt med at udstillingen udfoldedes i løbet af 1888, var der lige så mange årsager til at være del af festen som der var organisatorer og gæster. Og alle tilføjede begivenheden hans eller hendes billede af hvad det hele drejede sig om. I foråret 1883 var alle disse billeder dog endnu kun fremtid. På det tidspunkt var omfanget af begivenheden nemlig ikke andet end en ide hos Philip Schou, partshaver og daglig bestyrer af Den Kongelige Porcelænsfabrik.
 
LigesomLige som de foregående generationer af indflydelsesrige mænd (fra årene efter demokratiets indførelse) følte Philip Schou en forpligtelse til at involvere sig i nationale anliggender. Ideen til udstillingen kom kort sagt i en periode, hvor nationen blev bygget. Bygget af mænd der forstod, at de var i denen proces, selv om de selvfølgelig kun kunne gætte påom det kollektive resultat af deres handlinger.
 
Den forståelse var betydningsfuldaf betydning både for (udstillings-)selve ideens fremkomst og for realiseringen af den. Igen og igen blev det fremført af Philip Schou, at udstillingen fandt sted som en platform tilegnet Danmarks borgere; Såså de fik mulighed for at erkende den nationale enhed som helhed.
 
På samme vis var det præcis de nationale aspekter, der sammenknyttede de meget forskellige interesser, der var repræsenteret i udstillingskommiteen. Naturligvis kunne konflikter ikke undgås., Menmen samarbejdet blev oppebåretbåret af vishedvisheden om, at alle kombattanterne i sidste ende refereredestod tilsammen fællesskabet symboliseret vedom Dannebrog.
 
== Begrebet kunstindustri som katalysator for organisatorernes opfattelse af det nationale ansvar ==
[[Fil:The Exhibition Area 1888 by Juncker-Jensen.jpg|thumb|300px|Udsigt over udstillingsområdet fra centralhallens kuppel{{byline|[[Sophus Juncker-Jensen]]}}]]
En tilbagevendende årsag til konflikter i komiteenkommiteen var spørgsmålet om, hvordanhvor kunstindustrien skulle placeres i scenariet. For Philip Schou og dem, der havde støttet hans ide fra starten, var det præcis udstillingens inderste mål at fremme dette konceptden.
 
Hvad handledevar det kunstindustrielle om? KortKonceptet sagt bestod konceptet afvar rester af romantisk tankegang kombineret med en kritisk attitudeholdning overforover for det moderne. I centrum af konceptet var enEn tro på en særlig folkesjæl - det vil sige, en tro på, at individuelle folkegrupper besad individuelle karakteristika.karakter, Samtder atkunne disseses karakteristikai blev manifesteret ideres produkter skabt af de pågældende folkeslag.
 
Det er næppe overraskende, at de, der fulgte de kunstindustrielle ideer, var negativt stemtnegative overformod indførelsen af maskiner i anden del af 1900-tallet. Maskinerne medførte, at det menneskelige islæt i produkterne forsvandt. Produkterne blev derfor ikke imprægneretpræget med nogenen ’Folkgeist’’Folkegeist’, men blev sjælsløse. Således blev denDen moderne tidsalders største udfordring opfattet som det,var at finde frem til en metode, så den menneskelige berøring med produktet kunne bevares.
 
Løsningen man fandt var kunstindustri: defineret som værksteder af middel størrelse, der vedblev at bruge mandskab på så mange områder som muligt. Kun det hårdeste arbejde skulle reserveres til mesterMester blodløsBlodløs, som [[H.C. Andersen]] kaldte maskinerne. Den tankegang var selvfølgelig ikke attraktiv for alle brancher. Mest tiltalende så den naturligvis ud for dem, der allerede inkluderedehavde et aspekt afvist ’kunsterisk udtryk’ i det færdige produkt. OverflødigtAlle atotte nævneinitiativtagere tilhørte alle 8 mand i gruppen af initiativtagere,kom som Philip Schou stod i spidsen for,fra sådannede brancher.
 
== Organisatorerne mente, at kunstindustrien kunne hindre nationens undergang ==
Det kunstindustrielle koncept havde en rækkevidde der nåede længere end til dem, der arbejdede i en kunstindustriel branche. Det skyldes udviklingen indenforinden for økonomisk tænkning, hvorfra blev det fremført, at: for at have succes på det verdensmarked, der fremkomopstod i anden del af 1800-tallet, måtte nationerne specialisere sig.
 
Når denne økonomiske overvejelse blev sammenholdt med den kunstindustrielle tanke, fremkom et resultatetresultatetet: For en småstat som Danmark var den eneste måde at overleve markedsmekanismerne på, at specialisere sig. Selvsagt på områder hvorHvor folkesjælen kunne skinne igennem. FaktiskDet var dette ikke så meget enet valgsituationvalg, som det var en nødvendighed!.
 
IDe, udstillingensder tidsalderannoncerede varden deteori, skingre stemmer der annoncerede sidstnævntevar ganske vist en minoritet. Men på grund af denederlaget særlige danske omstændigheder efteri 1864, var der i Danmark en udbredt frygt for, at nationen var på vej mod undergang. Det var en angst, der var pregnant også centralt i centrale dele af statsstyret. Og det var en angst, der gjorde mange ører lydhøre overforfor stemmer, (uansetder hvor skingre de så end var) derkom frembarmed løsninger til at forhindre undergangen.
 
Alligevel var der en kontinuerlig kamp i udstillingskomiteen om kunstindustrien. MajoritetenFlertallet af komiteenskommiteens medlemmer var direkte uenige i, at tanken skulle placeresvære væsentlig i front af udstillingen. Ikke mindst fordi det ville fortælle, at organisatorerne som helhed støttede den. Kampen om ’udstillings-ideologien’ blev imidlertid vundet af initiativtagerne. Den nordiske udstilling i 1888 var først og fremmest en tribut til det kunstindustrielle konceptkunstindustrien.
 
== Nordisk broderskab som motiv til at feste; politiske implikationer som grund til at være stille ==
Livskraften i Skandinavien er siden tidernes morgen udsprunget af samme kilde, skrev en af initiativtagerne drømmende nogle år før udstillingen. Medlemmerne af den nordiske familie er derfor både ensartede, og kan skelnes fra hinanden. Den poetiske argumentation var ikke helt uden fornuft, læst frai anden del af 1800-tallet. De århundreder, der dengang kunne ses tilbage på, var på mange måder defineret ved en sammenfiltret udvikling mellem landene i dende nordiske regionlande.
 
Det var derfor en naturligvis trædesten mod udstillingens realiseringnaturligt at invitere naboerne med til festen. Det ville gøre det muligt at få en oversigt over det fælles standpunkt, de nordiske lande havde med hensyn til industri, agerbrug og kunst. Det ville også være en påmindelse til den moderne tidsalders arbejdendetids masserarbejdere om deres fælles nordiske herkomst.
 
Derudover var talen om broderskab en fremmelse af den kunstindustrielle tankegang. Et beskyttet nordisk hjemmemarked ville skabe en stabil vækstzone for de mange små og mellemstore virksomheder, der allerede dengang karakteriserede regionen. På dette punkt i den argumentatoriske kæde var initiativtagerne dog stille.
 
Årsagen var sandsynligvis, at diskussioner om nordisk enhed kunne bryde med den eksisterendeDanmarks udenrigspolitiske linjeudenrigspolitik. Overfor Berlin bestod den linje kort sagt i at sikre, at derintet absolut ingen trin blev taget derskulle kunne opfattes ’negativt.’ TaleTalen om et beskyttet skandinavisk hjemmemarked der ville ekskludere Tyskland, men inkludere Finland (russisk satellit-stat) passede ikke ind i dette skismaher. Motiverne for at arrangere en udstilling var mange. Selvsagt blev ikke alle udtalt ligefremt.
 
== Individer på arbejde indenfor rammerne af den førende organisation ==
 
Vejen frem mod udstillingen bestod af hårdt arbejde. Som nævntDet var det Philip Schou, der fandt påfik
ideen i 1883. Samme år som han blev formand for [[Industriforeningen]] i København.
 
Foreningens målsætningmål havde siden stiftelsen i 1840-'erne været at virke som sprechstallmeister for de moderne tider. Dette ved at introducere nyopfundne vidundere (for det meste maskiner) der kunne implementeres i samfundet. Men i årene forud forfør Philip Schous start somblev formand, havde det arbejde haft ringe vilkår. Nok fordi medlemsprofilen havde forandret sig. Rapporter anslår at en majoritet af medlemmerne i slutningen af 1870-'erne mest af alt opfattede medlemskabet som etgavn klubmedlemsskab med vægt på defor rekreative faciliteter.
 
Da Philip Schou foreslog en række tiltag for at fremme kunstindustrien, blev han derfor mødt med en negativ responsuvilje fra hvad der så ud til at være et flertal af Industriforeningens medlemmer. Et mindretal varkunne dog alligevel i stand til at forpligte foreningen i den foreslåede retning. Formentlig mest på grund af deres status i foreningen.
Denne minoritet var således indflydelsesrig på grund af sinen betydeligebetydelig repræsentation i foreningens forskelllige udvalg. Og flere var derudoverdesuden sønner af de mænddem, der havde stiftet foreningen. Gruppen af initiativtagereinitiativtagerne lignede på den måde en sammenknyttet minoritet, hvis ønsker var svære at overhøre.
 
Desuden var virkeligheden bagkrævede forslaget (om at bane vej for en udstilling) at det ikke krævede meget i form afmange penge. Og denarbejdsindsaten arbejdsindsats forslaget kunne forudsiges at medføre ville blivevar frivillig. Så selv om ideen nok ikke var, hvad flertallet udtrykkeligt ønskede, kunne forslaget heller ikke rigtigt ses som skadeligt forskade andre interesser i foreningen. I en langt fra entydig sindsstemning besluttede Industriforeningen derfor i 1884 at påtage sig det enorme ansvar for at organisere en udstilling i 1888.
 
== Udstillingskomiteens opbygning ==
 
Institutioner korresponderede ikke altid til initiativtagernesInitiativtagernes opfattelse af de forbindelser, der var nødvendige for at realisere projektet, svarede ikke altid til institutionerne. DetteDet varkunne afspejletses i en oversigt udfærdiget ifra begyndelsen af 1885. Listen viste, hvem initiatitagerne mente var ønskelige medlemmer af udstillingskomiteen, og ikke alle mændene på listen tilhørte en organisation. I stedetDe repræsenterede de politiske, royale, og økonomiske fobindelser.
 
Det er næppe overraskende, at enmange bredvidt vifte afforskellige interesser var ønskeligønskelige for at sikre projektet. Men når medlemskab af komiteen ikke blev afgrænset til institutioner, hvilken rolle varhavde individer som sådan da faktisk tildelt i komiteen, der jo officielt bestod af organisationer? Det skal bemærkes at deDe fleste institutioner der fik adgang til komiteen, fik dennekommiteen gennemved invitationerinvitation. Invitationer, der typisk ikke kun bestod af oplysningen om, hvor mange sæder i komiteen institutionen var tildelt, men videreogså navnetnavnene på de individer det var ønskeligtdem, atorganisationen pågældendeskulle organisationsætte udfyldte sædernepå meddem.
 
FaktiskInitiativtagerne brugte initiativtagerne i nogle tilfælde nærmest institutionerne nærmest som spillekort. Det var tilfældetSom da Det Kongelige Landhusholdningsselskab tilsluttedes komiteen. Da selskabets repræsentanter ankom, fastslog de, at de også repræsenterede tre andre organisationer, der dermednu tilsluttedes komiteen. Eftersom adgangen til komiteen for dissede tre nye organisationer havde korresponderet tætsvarede til den personlige adgang oprindeligt tilladt via komiteenskommiteens invitation, måmåtte det stå klart, at individer i sig selv blev anerkendt somvar lige så betydningsfulde som institutioner.
 
Nogle gange blev individer oven i købet anset som mere betydningsfulde end institutioner, som i tilfældet [[Det Kongelige Danske Kunstakademi]]. Akademiets direktør var ikke meget for akademiets deltagelse, mens komiteen omvendt var højstyderst interesseret i dets deltagelsen, men ønskede at undgå direktøren. Denne situationSituationen var fastlåst i over et år, indtil menige akademimedlemmer besluttede at tage sagen i egneegen hænder,hånd og informerede komitekommite og direktør om, at de ville repræsentere kunstakademiet.
 
== Bemærkninger om interaktionen mellem individer og institutioner i udstillingsforskningen ==
 
Der har i udforskningen af fortidens udstillinger til tider været tendens til at fokusere meget skarpt på det institutionelle aspekt. SamtOg til at fremstille disse institutionerinstitutionerne som formationeren samling af mennesker, der virkede næsten i en slags ensartet sindstilstand og hvordan individer var den ledende faktor i de første faser af etableringen af den nordiske udstilling i 1888.
 
Ovenanførte viser hvordan individer var den ledende faktor i de første faser af etableringen af den nordiske udstilling i 1888. Og pointerer, atMen der absolut ikke var nogeningen enhed i den organisation, der frem til nyligt er blevetblev betragtet som den ledende ’aktør’ i årene, hvor projektet ikkekun var andet end snak. Senere, da udstillingen var blevetblev en etableret succeshistorie, huskede alle naturligvis, hvordan den følelse havde fulgt projektet fra starten.
 
Denne indfaldsvinkel underminerer på ingen måde institutioners rolle som ’agents of change’iværksættere.’ Institutioner var vigtige platforme for udstillingsideens realisering i anden del af 1800-tallet. Pointen er snarere, at ved at holdese forstørrelsesglasset modpå individer, bliver vi måske i stand til at se den personlige agendadagsorden under de ofte højtbesungne festtemaerskåltalerne. Dermed kan det måske også studeresses, hvordan begivenheder på det institutionelle og individuelle plan samvirkede og fremmede ideen om denne eller hin udstillingudstillinger.
 
== Post scriptum til ideen der satte Københavner-udstillingen i gang ==
I 1880erne1880'erne var de romantiske tanker om kunstindustri en anakronisme. Ideen bestod af en tro på særlige kvaliteter hos det enkelte folk, der var reflekteret i folkets håndværk. Det krævede ikke blot en ekstraordinær politisk velvilje at realisere implikationerne herafdet i den virkelige verden., Atog at få støtte til sådan en plan var op ad bakke hele vejenvanskelig.
 
Alligevel var det, hvad gruppen af initiativtagere sigtede efter med arrangemenet. Det må konkluderes, atMen de fejlede. NærmereDet så detsnarere ud til, at hovedparten af de involverede medvirkede for at ’få en tur i rutchebanen.’ Det betyder ikke, at udstillingen ikke affødte længere varendelængerevarende resultater. Den gjorde den til fulde. Men opblomstringen af kunstindustri var ikke et af dem. I stedet blevkom konceptet placeret i etpå museum, hvor det stadig kan beses. iDet hedder ikke længere Kunstindustrimuseet, men Dansk Design Museum. Og Danish Design er en verdensomspændende voreudløber dageheraf.
 
;Se også
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Den_Nordiske_Industri-,_Landbrugs-_og_Kunstudstilling_i_Kjøbenhavn_1888"