Økse: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m osse -> også
rykker rundt på indhold og strukturerer
Linje 1:
[[Fil:Tomakawk.jpg|thumb|En [[tomahawk]]]]
En '''økse''' er et spåntagende/flækkende [[håndværktøj]] til at arbejde i træ., Oftestoftest udført som et kileformet hoved af [[jern]] med påsat træskaft parallelt med [[æg]]gen. Modsat æggen sidder nakken, der næsten opfordrer til, at man slår på den med en mukkert, hvis øksen sidder fast i et stykke brænde, men det kan kun frarådes, da man presser [[skafthul]]let bredere og dermed får hovedet til at sidde løst på skaftet.
Øksen har også været anvendt som [[våben]] og værdighedstegn.
== BredbilHistorie ==
Øksens historie er lang og starter kort efter, at mennesket er begyndt at være menneske med [[håndkile]]r af groft tilhugget [[flint]]. Således kendes danske eksemplarer med titusinder af år på bagen. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. I Danmark skæftes de første økser omkring 10.000-8000 f.kr., og det har de været siden.
[[Fil:Feuersteinaxt.jpg|Flinteøkse fra Neolitikum|thumb|200px]]
ØksenFlintøksen kendes helt tilbage fra den allerældste [[stenalder]], udført i [[flint]]esten, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste som ''"stridsøkser"''. Ingen ved i dag, hvor længe man blev ved med at bruge flinteøkser, men de har set anvendelse fra stenalderens begyndelse til et stykke ind i [[bronzealder]]en, hvor metallet bronze gradvist udkonkurrerer flinten. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså resultatet af et lynnedslag[[lyn]]nedslag. Heraf kommer den landlige tradition med at nedgrave en stenøkse i gårdspladsens pigstens-belægning[[pigsten]]sbelægning, idet "lynet jo ikke rammer det samme sted to gange".
 
Fra bronzealderen kendes en del såkaldte [[pragtøkse]]r eller [[paradeøkse]]r, der er store, tunge og hule økser støbt med "[[tabt voks]]"-metoden. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til [[kult]]isk formål (parader) på samme måde som [[lur]]er. De få, der er fundet, findes ofte parvis i (mose)jorden og har været nedsænket i datidens vådområder.
Anvendelse: Oftest til flækning af [[brænde]] (på langs af træets [[årring|årer]]). Det er sværere at udføre hugning på tværs af årerne, men mange grovere typer tømrerarbejde kan faktisk udføres med økse.
 
==Øksens brug.anatomi==
Ved [[slibe|slibning]] af en økse er det vigtigt, at æggen ikke slibes i for spids vinkel (som en [[kniv]]), da den så let sætter sig fast.
Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet, der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet, der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug", og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", dvs. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Bådebygger Helge Askholm, der var i lære på [[Frederikssund]] Bådeværft, kalder dem smilehuller.
 
Hovedet er normalt fremstillet ved, at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål.
[[Fil:Zimmermann-1568.png|thumb|Tømrere i arbejde bl.a. med økser. I forgrunden en krydsøkse. Illustration fra [[1568]]]]
 
=== HistorieVægt ===
Almindelige økser fås som håndøkser med vægten 200 gram op til [[flækøkser]] på 5–7 kg.
[[Fil:Feuersteinaxt.jpg|Flinteøkse fra Neolitikum|thumb|200px]]
Øksen kendes helt tilbage fra den allerældste [[stenalder]], udført i [[flint]]esten, og har fundet anvendelse til trærydning, tømrerarbejde og skibsbygning, men også i krigstjeneste som ''"stridsøkser"''. Ingen ved i dag, hvor længe man blev ved med at bruge flinteøkser, men de har set anvendelse fra stenalderens begyndelse til et stykke ind i [[bronzealder]]en, hvor metallet bronze gradvist udkonkurrerer flinten. Derimod er det sikkert, at der har været knyttet mange sagn til de øksehoveder, man fandt overalt. Det hed sig f.eks., at de var "tordenkiler", altså resultatet af et lynnedslag. Heraf kommer den landlige tradition med at nedgrave en stenøkse i gårdspladsens pigstens-belægning, idet "lynet jo ikke rammer det samme sted to gange".
 
Fra bronzealderen kendes en del såkaldte [[pragtøkse]]r eller [[paradeøkse]]r, der er store, tunge og hule økser støbt med "tabt voks"-metoden. De er ikke anvendelige i praktisk brug, men har været brugt til [[kult]]isk formål (parader) på samme måde som [[lur]]er. De få, der er fundet, findes ofte parvis i (mose)jorden og har været nedsænket i datidens vådområder.
 
Øksens historie er lang og starter kort efter, at mennesket er begyndt at være menneske med [[håndkile]]r af groft tilhugget flint. Således kendes danske eksemplarer med titusinder af år på bagen. Håndkiler er ikke skæftet, men brugtes alene med de bare næver. I Danmark skæftes de første økser omkring 10.000-8000 f.kr., og det har de været siden.
 
== To hovedtyper Typer==
Fra begyndelsen af har der været to hovedtyper af økser, den rette, hvor æggen er mere eller mindre parallel med skaftet, og skarøksen, hvor æggen sidder på tværs. Blandt arkæologer florerer udtrykket tværøkse, som sikkert ikke er helt heldigt i denne sammenhæng, da udtrykket ligeledes er blevet brugt om [[krydsøkse]]. En særlig form for økse er ''bilen'', der har en glat side og ensidig æg. Forskellen på en økse og en bil er altså, at bilen har ensidig fas og en plan side, mens øksen har dobbelt fas. Mest kendt er ''bredbil''.
=== Tveægget økse ===
 
== Tveægget økse ==
[[Fil:Double bitted felling axe.jpg|thumb|200px|right|Dobbeltbladet økse, fældeøkse.]]
 
Bliv opfundet i sin tid på grund af den praktiske egenskab, at man kunne have 2 økser i en økse, det vil sige mindre vægt og udstyr. De 2 sider på øksen var sjældent ens som mange tror. Tit var det en skovøkse og en lidt mindre økse, der var god til f.eks. afgrening. I dag bruges den mest til øksekast i konkurrencer eller ved væddemål på skovskolerne.
=== Bredbil ===
 
== Udformning og fremstilling ==
Økser består af et hoved og et skaft. Den del af hovedet, der sidder oven for (bag) skafthullet kaldes nakke, bag eller hammer, og den del der ender i æggen, blad. Jf. NORM (blad 27a, 1983) hedder den del af hovedet, der peger bort fra skaftenden "ryg" og den modsatte side "bug", og stykket umiddelbart under skafthullet "hals". En økse kan have "skæg", dvs. at bladet udvider sig mere eller mindre bagud i forhold til skaftet. Visse økser har på begge sider nogle buede hulninger, strækkende sig fra halsen og udefter. Bådebygger Helge Askholm, der var i lære på [[Frederikssund]] Bådeværft, kalder dem smilehuller.
 
Hovedet er normalt fremstillet ved, at et stykke jern er foldet og svejset sammen i nakkeenden, således at der fremkommer et skafthul. Bladet er før den endelige sammensvejsning belagt med et stykke stål.
 
== Bredbil ==
[[Fil:bredbile.jpg|thumb|4 bredbile, de to skæftede. Foto fra Håndværksmuseet Kajsergården i Randers.]]
En '''bredbil''' er en økse, der er helt flad på den ene side og kun har én skærende side eller fas. De kan have en meget lang æg. Kaldes også "bredøkse", "høj økse", "høfføkse", endvidere tælgeøkse, tælleøkse, slingreøkse, slingeøkse (anvendt til slingning), tømmermandsøkse, glatøkse, sletøkse.
Line 38 ⟶ 33:
 
Det danske ord bred''bil'', bred økse, er afledt fra det [[plattysk]]e: breed Biel - (højtysk) Breitbeil, breites Beil, der betyder en bred økse.
=== Krydsøkse ===
 
== Krydsøkse ==
[[Fil:stik- og krydsøkse.jpg|thumb|fra venstre stikøkse, krydsøkse og skarøkse, set på Kajsergården i Randers.]]
Er en økse, der endvidere bærer betegnelsen krydsbil. Den er en af de øksetyper, Waagepetersen (1965) gør meget ud af og som vistnok også kaldes kværbil og undertiden tværøkse. I øvrigt hersker der den næsten sædvanlige forvirring omkring navngivningen, idet øksen undertiden benævnes syldøkse, mens en smed fra Skagen, der brugte en sådan til vragophugning, kaldte den [[kapus]]. Den er i høj grad lig en jordhakke, dog uden dennes udprægede krumning; den er smal og "høj", den ene æg er ret med dobbelt fas, den anden sidder på tværs af skaftet og har ensidig, indvendig fas. Waagepetersen (op. cit. p. 33) nævner én fundet i [[Kalundborg og Omegns Museum|Kalundborg Museum]]; længden af skaftet er her 67 cm.
 
Krydsøksen er for længst gået af brug, men har tidligere været brugt af tømrere til hugning af taphuller, idet den rette æg blev brugt på langs af træet, den tværgående til overhugning af fibrene og tømning af taphullet for spåner. Da øksen gik af brug, gik man i stedet over til at anvende stemmejern (afbindingsjern) og lokbejl.
=== Øksen som våben ===
 
== Øksen som våben ==
[[Fil:Axe of iron from Swedish Iron Age, found at Gotland, Sweden.jpg|thumb|200px|Jernalderøkse fra Gotland, nærmes beslægtet med skægøkse]]
 
Øksen blev længe anset for at være hver mands våben, og helt op i det 18. århundrede måtte kronen flere gange forbyde bønder at bruge langskaftede økser som "spadserestokke", der kunne bruges i slagsmål.
[[Hellebard]] og [[Partisan (våben)|Partisan]]
 
=== VægtPionerøkse ===
[[Fil:Firefighter with axe.jpg|thumb|200px|Amerikansk brandmand med pionerøkse]]
Almindelige økser fås som håndøkser med vægten 200 gram op til [[flækøkser]] på 5–7 kg.
'''Pionerøkse'''r er i brug ved brandvæsenet. Der findes to typer, en gammel, der i nakken er forsynet med noget, der mest af alt kan sammenlignes med en skarøkse. Den er tung og uhåndterlig, siges det af folk, der har prøvet den, og en nyere, der er forsynet med en lang spids pig i lighed med [[hammer|lægtehammerens]] horn. Den gamle type er afbildet i [[Københavns Brandvæsen]]s bomærke, der bl.a. ses på alle brandbiler. Skaftet er på størrelse med [[skovøkse]]ns. Den findes i pionerernes vogne i modsætning til den kortskaftede brandmandsøkse, der hænger i bæltet.
 
===Brandmandsøkse===
 
'''Brandmandsøkse''', til tider blot '''brandøkse''' er en kortskaftet økse med ret blad i den ene side og pyramideformet horn eller pig i nakken. Ved Københavns Brandvæsen er øksen personligt udstyr for hver eneste brandmand, idet den hænger i en [[øksetakseøksetaske]] ved bæltet. Brandmandsøksen er bl.a. blevet brugt til døråbning, men er nu afløst af en [[døråbner]], der i bedste fald kun efterlader et ganske lille mærke i karmen, især hvis opklodsningen ikke er alt for omhyggelig. I øvrigt bruges den til alt, hvad der kan bruges økse til, når der er brand.
 
=== Andre typer ===
* [[Skarøkse]]
* [[Stikøkse]]
Line 62 ⟶ 59:
* [[kile]]
* [[Hellebard]]
[[Hellebard]] og* [[Partisan (våben)|Partisan]]
 
== Brandvæseners anvendelse af økse ==
[[Fil:Firefighter with axe.jpg|thumb|200px|Amerikansk brandmand med pionerøkse]]
'''Pionerøkse'''r er i brug ved brandvæsenet. Der findes to typer, en gammel, der i nakken er forsynet med noget, der mest af alt kan sammenlignes med en skarøkse. Den er tung og uhåndterlig, siges det af folk, der har prøvet den, og en nyere, der er forsynet med en lang spids pig i lighed med [[hammer|lægtehammerens]] horn. Den gamle type er afbildet i [[Københavns Brandvæsen]]s bomærke, der bl.a. ses på alle brandbiler. Skaftet er på størrelse med [[skovøkse]]ns. Den findes i pionerernes vogne i modsætning til den kortskaftede brandmandsøkse, der hænger i bæltet.
 
Øksens brug.
 
'''Brandmandsøkse''', til tider blot '''brandøkse''' er en kortskaftet økse med ret blad i den ene side og pyramideformet horn eller pig i nakken. Ved Københavns Brandvæsen er øksen personligt udstyr for hver eneste brandmand, idet den hænger i en [[øksetakse]] ved bæltet. Brandmandsøksen er bl.a. blevet brugt til døråbning, men er nu afløst af en [[døråbner]], der i bedste fald kun efterlader et ganske lille mærke i karmen, især hvis opklodsningen ikke er alt for omhyggelig. I øvrigt bruges den til alt, hvad der kan bruges økse til, når der er brand.
 
== Se også ==
Line 76 ⟶ 66:
* [[Middelaldervåben]]
 
==Litteratur Eksterneog eksterne henvisninger ==
* http://www.gransfors.com
* Chr. Waagepetersen, ''Forsvundne Tømrerøkser'', Kalundborg 1965