Sødemiddel: Forskelle mellem versioner

Et '''sødemiddel''' er et [[tilsætningsstof]], der efterligner smagen af [[sukker]] men som har væsenlig lavere [[fysiologisk brændværdi]], væsentlig lavere [[kalorie]]indhold. De fleste sødemidler smager sødt, men nogle sødemidler virker ved at ændre smagsopfattelsen. Nogle sødemidler er naturlige og andre er [[Syntetisk stof|syntetiske]], [[kunstigt sødemiddel|kunstige sødemidler]]. De kunstige sødestoffer har ikke nogen kemiske lighedspunkter med almindelige [[kulhydrat]]er, det vi normalt forstår ved [[sukker]]. De har med få undtagelser en meget forskelligartet og kompliceret kemisk struktur, der ikke modsvares af organismens normale molekyler. Der er følgelig en løbende debat om sundhedsrisikoen ved sådanne stoffer, og regler og anbefalinger for deres anvendelse er tilpasset ny viden. Der er ikke blevet påvist nogen risiko for de intensive naturlige [[steviol|steviaglycosider]], og de er derfor også blevet tilladt i EU (se nedenfor) men er stadig ikke tilladt iog USA.

En vigtig klasse af sødestoffer er ''intense sødestoffer''. Det er stoffer der er mange gange sødere end [[sukrose]], det almindelige køkkensukker. Derfor skal man bruge meget mindre af stoffet, og man øger derfor ikke mængden af energi nævneværdigt i madvarer ved at bruge dem. De smager sødt på en anden måde end sukker og indegårindgår derfor ofte i komplekse blandinger for at opnå den mest naturlige smag.

Ikke alle [[kulhydrater]] smager lige sødt, og for at erstatte sukker med andre sødestoffer i produkter, hvor sukker er med til at give fylde, såmå bruges bulksødestoffer. Det kan fx ses i produkter, der fuldstændigt ligner almindeligt sukker, men erindeholder intense sødestoffer blandtblandet med [[dekstrin]] eller andre naturlige [[kulhydrater]], der ikke smager særlig sødt.

Der findes andre naturlige sødestoffer, f.eks. glycosider af [[steviol]] fra sukkerplantenslægtensukkerplanteslægten [[Stevia]], som ifølge en EU-kommisionsbeslutningkommissionsbeslutning af 11. november 2011 er blevet godkendt som fødevaretilsætningsstof. USA godkendte brugen i 2008.

Hovedparten af sødestofferne i madvarer er syntetisk fremstillet. Det gælder naturligvis de kunstige sødestoffer (se nedenunder), men også f.eks. de naturlige sødestoffer, [[sorbitol]] og [[xylitol]], der findes i [[frugt]]er og i nogle [[grøntsager]]. Da det ikke er økonomisk fordelagtigt at udvinde disse stoffer fra frugt og grøntsager, så fremstilles de syntetisk via kemisk [[hydrogenering]]. Således fremstilles xylitol fra [[xylose]], [[laktitol]] fra [[laktose]] og sorbitol fra [[glukose]].

I Danmark findes der følgende tilladte kunstige intense sødemidler: [[sakkarin]], [[aspartam]], [[sukralose]], [[neotame]] og [[acesulfam-kalium]]. Det er stoffer, der ikke har nogen kemiske lighedspunketerlighedspunkter med almindelige [[kulhydrat]]er, - det vi normalt forstår ved [[sukker]], og der er følgelig en løbende debat om, hvorvidt kunstige sødemidler kan være en sundhedsrisiko. Der er dog ikke nogle uafhængige videnskabelige undersøgelseundersøgelser, der har været i stand til at påvise nogen risiko.