Alter: Forskelle mellem versioner

Et '''alter''' er et bord, der indgår i [[religion|religiøse]] [[ritual]]er. Ordet ''alter'' kommer af latin: ''altus'', der betegner noget højt, der er hævet over omgivelserne.

Til altre hører ofte forskelligt udstyr, som for eksempel altertavlen, der stårhænger bag/over selve alterbordet.

I almindelig sprogbrug bruger man ofteer alter som betegnelse for bord og tavle under ét.

Alteret er i alle religioner det sted, hvor mander ofrerofres til guden eller guderne. Som [[kult]]sted er alteret i nogle religioner så [[hellig]]t at almindelige dødelige ikke må se på det, hvad der er begrundelsen for de [[ortodokse kirker]]s [[ikonostas]]er.

I kristne kirker står alteret oppe i [[Kor (kirkedel)|koret]]. Man bruger betegnelsenBetegnelsen '''alterbord''' omer det bord foran en [[kirke (bygning)|kirkes]] altertavle, hvorfra [[nadver]]en forvaltes. I de ældre danske kirker er altertavlen typisk placeret ovenpåoven på alterbordet, mens alterbordet i flere moderne kirker er fritstående.

I begyndelsen brugte de kristne ikke alter{{kilde mangler|dato=Uge 12, 2011}}, da mande ikke ofrer til [[Gud]] i kristendommen. Gud er i følgeifølge kristendommen blevet ofret til en gang for alle, nemlig da [[Kristus]] blev ofret til Gud ved korsfæstelsen. Til gengæld brugte man i de tidligste kristne ved [[gudstjeneste]]r (se [[urkristendom]]) et almindeligt bord, hvor menigheden holdt [[nadver]]. Dette bordDet blev kaldt ''Herrens bord''. Når de kristne holdt nadver i [[katakomberne]], satte mande helst Herrens bord over en [[martyr]]grav, for at gøre nadveren mere hellig.

I 300-tallet blev kristendommen statsanerkendt, og mande kristne begyndte at bygge [[Kirke (bygning)|kirker]]. Her blev Herrens bord en selvfølgelig del af udstyret. Til erstatning for martyrgraven anbragte manlå de jordiske rester af en martyr - en såkaldt [[relikvie]] - i en kiste under bordet. Kisten blev skjult med et forhæng om bordet eller med brædder mellem bordets ben. Derved blev bordet en [[sarkofag]] og begyndte at ligne et alter. I takt med at der blev bygget tusindvis af kirker, blev martyrernes jordiske rester delt ud mellem kirkerne, så nogle kirker fik en hovedskal, nogle en tå, nogle noget af martyrens tøj osv. Det blev på [[kirkemøde]]r bestemt, at alteret skulle bygges af sten. I dækstenen - alterets bordflade, der nu blev udgjort af en hel sten - huggede manhuggedes et lille firkantet hul, den såkaldte ''helgengrav'' ([[sepulchrum]]). Heri lagde man relikvien og lukkede hulet med en ny sten.

På samme tid opstod den opfattelse, at brød og vin under nadveren blev til Jesu legeme og blod, som præsten så ofrede til Gud (det såkaldte [[messeoffer]]), og derved blev sarkofagen et egentligt alter. Alteret blev med tiden mere og mere udsmykket. I [[romansk stil|romansk]] tid lavede mankom guldaltre. I den [[gotisk stil|gotiske periode]] satte man ''skabstavler'' - også kaldet altertavler - ovenpåoven på alteret. Almindelig var det såkaldte [[triptykon]], en tredelt tavle, hvor dehvis to fløjeyderfløje kunne lukkes foran midten på den tredjemidterste. SomSkabet regel stod skabetvar lukket, undtagen ved højtiderne, hvor skabet sådet blev lukket helt opåbnet.

Det blev i middelalderen også almindeligt, at man i større kirker foruden hovedalteret havde et antal sidealtre, så at flere præster samtidig kunne læse messe samtidigt.

[[Reformationen]] forkastede læren om messeofferet, og i konsekvens heraf blev alle altre fjernetforsvandt i de reformerte (calvinske) kirker. Den lutherske reformation gik mindre radikalt til værks: manden bibelholdt et alter i hver kirke, medens sidealtrene blev fjernet.

Mange altertavler blev fjernet og brændt. En generation senere blev altertavler dog igen indført. I [[barok]]ken (1550 - 1750) forsøgte man at slåkom [[prædikestol]] og alter sammen i et, de såkaldte ''prædikestolsaltre'', men ideen fængede ikke an.

I nyere tid er altre igen ved at nærme sig den enkelhed, som de havde i begyndelsen af kristendommen.

Oprindelig forrettede præsten altertjenesten stående ''foran'' alteret – således endnusom i den danske folkekirke. I den romersk-katolske kirke ændredes dette ved en beslutning på [[Det andet Vatikankoncil]], hvorefterog præsten skal stå ''bag'' det fritstående alter, vendt mod menigheden.

På alteret står to lysestager, de såkaldte '''alterstager'''. I den [[romansk stil|romanske periode]] brugtevar mandet granitlamper - kraftige stenklodser med huller i overfladen. I hullerne var der olie med væger i, som man bragte til at lyselyste. Under den [[gotisk stil|gotiske periode]] fremkommerfremkom egentlige lysestager, og de danner med stilistiske variationer grundformen for de lysetager, der bruges i nutidens gudstjeneste.

Der er to lysestager på alteret. Den ene, til venstre, symboliser [[Det gamle Testamente]], detden andethøjre [[Det nye Testamente]].

'''Altersølv''' betegner bådeer [[alterkalk]]en og [[disk]]en, der bruges ved altergang.

[[Fil:Rigshospitalets Kirke Copenhagen altar.jpg|right|thumb|250px|Alter og altertavle, udformet som et [[triptykon]], i [[Rigshospitalets Kirke]].]]

i del 3 ("Grækenland"), kapitel 8, "den efter de græske Kirkers Brug opførte '''Altervæg''', der har tre Gjennemgange og fra øverst til nederst er bemalet med hellige Billeder".

'''Disk''' er betegnelsen for den lille tallerken, der bruges til [[oblat (nadver)|oblaterne]], det vil sige alterbrødet.

Til altergangen hører '''paramenterne''', der er betegnelsen for de kirkelige tekstiler, nemlig: præstens klædning, samtantependium og alterdugenalterdug. Præsten iføresbærer en [[messehagel]] og under denneover en hvid messeskjorte. Den ældste form for messehagel bestod af et stort rundt klæde med hul i midten til hovedet. Senere blev siderne skåret op, og i dag består messehagelen kun af et forstykke og bagstykke, der er forbundet over skuldrene. Messehageler findes i forskellige [[liturgiske farver]] og bæres afhængig af den bestemte lejlighed.