Kristian Kroman: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 112:
Identitetssætningen er et Udtryk for, at Mennesket i sin
Selvopholdelsesdrift har Trang til at bevare sin
Bevidstheds Enhed. Videnskaberne om de
forefundne, reale Objekter kan ikke som de
formale Videnskaber give almene Visheder og
Nøjagtigheder, men kun almengyldige og
almene Sandsynligheder og Tilnærmelser. De
forudsætter Aarsagssætningen, af hvilken der
gives en skarpsindig og klar Analyse. Sætningen
kan ikke bevises, den er et Postulat, en
Urhypotese, den er Udtryk for det samme som
Identitetssætningen og er fremkaldt ved vor af
Selvopholdelsen udspringende Erkendelsestrang. I den
menneskelige Ansvarsfølelse finder K. et
Fænomen, som han mener med Rette vækker Tvivl om,
at Sætningen ved ogsaa at skulle omfatte den
menneskelige Villie kan opretholdes som
almengyldig. Inden for Fysikken kan af Aarsags- ell.
Identitetssætningen og de vedk. fys. Definitioner
uden nogen ny Erfarings Hjælp, Inertiens Lov,
Loven om Kræfternes indbyrdes Uafhængighed
og Loven om Ligestorhed af Tryk og Modtryk
udledes, hvorfor disse Sætninger faar samme
Sikkerhed som Aarsagssætningen. K. mener, at
han erkendelsesteoretisk har retfærdiggjort
det Verdensbillede, som Fysikken har opstillet.
I nyere Smaaskrifter har han opretholdt sin
»Retfærdiggørelse«, der har dyb Rod i hans
Personlighed og Livsanskuelse, og har stillet
sig polemisk mod Videnskabens senere
Udvikling (ikke-eukleidisk Geometri og
Relativitetsteorien).
I »Begrebet »det etiske««, hvori der findes
Udtryk for en sund og smuk Menneskelighed,
har K. til Dels i Form af en Polemik mod en
Række nyere danske Arbejder, givet sin Etik.
Han mener, at bl. de Mærkeligheder, man
træffer i Tilværelsen, er der næppe nogen, der
med Rette kan stilles ved Siden af den, at
Menneskeaanden i Tidernes Løb har dannet
Begrebet »det etiske«. Endog Guddommen
vælges ell. forkastes efter den etiske Lovs Bud.
Det etiske er noget baade oprindeliges og
absoluttere end det religiøse. Den etiske
Adfærd, der i Følge K. kan bestemmes strengt
videnskabeligt, er den med Menneskets inderste
blivende Væsen overensstemmende, den til
syvende og sidst modsigelsesfri Adfærd. K. stiller
Indeterminisme og Determinisme over for
hinanden. Mennesket er i Følge den første
Antagelse (som K. slutter sig til), et mægtigere,
af Naturlovene mere uafhængigt Væsen end i
Følge den sidste.
For K.’s Anskuelser gælder i Alm., at han
ikke paa Omraader, hvor den videnskabelige
Erkendelse kan tale med Sikkerhed, paa
nogen Maade vil give det religiøse og moralske
Tilladelse til at fremtvinge andre Resultater
end de, der er den videnskabelige Erkendelses.
Men samtidig mener han, at der er Omraader,
der netop interesserer det moralske og det
religiøse særligt, hvor den videnskabelige
Erkendelse ganske mister sin Sikkerhed;
specielt gælder, at Naturvidenskaben ikke maa tro,
at hele Sandheden kan findes inden for dens
Grænser, hvilket er udelukket derved, at den,
da den ser bort fra Bevidsthedslivet, handler
om en Abstraktion i Forhold til hele
Virkeligheden. Han søger at forhindre, at Synsmaader,
der hører til inden for den videnskabelige
Erkendelse, formentlig uberettiget og formentlig
til Skade for det etiske og det religiøse føres
igennem paa disse Omraader, samt at
forhindre, at man som uvilkaarlig Reaktion mod,
at det religiøse tidligere ubeføjet har blandet
sig i Videnskabens Anliggender, føler sig
tilskyndet til paa disse Omraader at komme til
Resultater, der gaar imod de religiøse og etiske
Antagelser.
== Kilder ==
| |||